Da de bestemte, hvem jeg skulle elske

De bestemte over min krop. Hvordan jeg skulle gå, hvad min mund skulle sige og hvornår.
Jeg var prinsesse, og hvem jeg var, var allerede skræddersyet før min fødsel.
De strammede mit korset ind, så der kun var plads til, hvad de ønskede.
Jeg kunne ikke trække vejret.
Når jeg lo eller græd, slog de mig, for det var ikke noget, de havde planlagt, jeg skulle gøre.
Men så mødte jeg Kiks. Han gav mig lov til at græde og le. Han passede på mig.
For de kan ikke bestemme over mit hjerte!
Eller?
Skrevet til konkurrencen: Forbudt kærlighed

103Likes
150Kommentarer
5985Visninger
AA

9. Da den bløde og orange sol gik ned over den svajende eng

 

Han stormede væk fra den hvide bænkerække, han sad på. Mennesker i alle farver strømmede ud fra deres bænkerække og efter ham. De så vrede ud.

De stod med knyttede hænder under hende og råbte. Vent lidt? Under hende. Hun gispede af frygt.

Men så opdagede hun armen om sit liv. Hendes hjerte slog et loop. 

Hun kunne genkende den arm. Hun drejede hovedet og stirrede direkte ind i to brune øjne. Hun var så opslugt, at hun et lille øjeblik glemte den vrede menneskehob under dem. Hun kiggede på ham og så ned. De hang på den smukke dekorerede, mosaik væg forenden af kirken. De stod på enden af et massivt trækors.

”Drømmer jeg stadig?” spurgte hun komplekst.

”Du skal ikke være bange,” sagde han og sendte hende et blidt smil.

Hun kunne mærke det savn, hun så ihærdigt havde forsøgt at fortrænge, vælte over. Store bølger af kærlighed gjorde hendes øjne fugtige.

”Jeg troede aldrig, jeg skulle se dig igen,” hviskede hun med en stemme, der skælvede af store følelser.

Han strøg hende over håret og kiggede hende dybt i øjnene. 

”Hvordan vil du redde mig? Vi kommer aldrig ud herfra,” hviskede hun og blev med et febrilsk og vred. Hvad havde han egentlig tænkt sig? Det ville blive hans død. Hun kunne mærke en svimlende fornemmelse ramme hende. Hun lukkede øjnene. Nej.

Hun tænkte på en blid eng med højt, grønt græs, der svajede i vinden. Solen var ved at gå ned. Den oplyste himlen og marken i et guddommeligt syn. Kiks stod med hende i armene. Hun kunne ikke huske hofdamerne og deres lussinger. Prins Edward var kun et fjernt minde. Hendes storesøsters svigt var lægt med tiden. Hun kunne kun huske kærlighed. 

 Han havde en plan. Det måtte han have. De ville komme ud helskindede. Hun var nødt til at stole på ham.

”Kravl op på min ryg,” sagde han lavt. Han begyndte at kravle op ad muren. Den var fyldt med mosaikbilleder af helgener og Jesus. Hver lille farvestrålende flig kastede hver deres lille lys ud i kirken. Én mosaik ville ikke gøre en forskel. Men sammen var de guddommelige. Lysene hang på små pletter af mur, og hun kunne smage røgen. Det eneste hun hørte, var Kiks’ vejrtrækning.

Under dem lød vrede og efterhånden ret desperate udråb.

Pludselig nåede Kiks’ et vindue. Lyset skinnede ind og gav Kiks en glorie.

Hun kunne med et mærke, at der var noget galt.

Isabella drejede hovedet og skreg. Det var som om, alt omkring hende foregik i slowmotion. En gylden pil blev affyret af en kongelig skytte. Hun kunne se hans ansigt oplyst i morderisk koncentration. Den gyldne pil borede sig gennem luften.

Hun kiggede rædselsslagen i Kiks’ brune øjne. De var blide som aldrig før. Hans mund var blød som smør.

Han lignede en engel, allerede før pilen ramte ham i siden. Hun ville ønske, den havde ramt hende. I stedet sad hun naglet fast til hans ryg uden at kunne bevæge sig uden at falde ned.

Hans øjne stirrede på hende i et øjeblik af vild lidenskab. Hans mund smilede blidt, og han trak hende krampeagtigt ind til sig.

De faldt, men hun mærkede ikke andet end hans mund. Hans blide læber omgav hende og udforskede steder, de aldrig havde gjort før.

Han hviskede: ”Undskyld.”

Hun landede med et svagt dump oven på ham. Hun mærkede, hvordan hans stærke arme blev slappe omkring hende. Hvordan sjælen forsvandt fra hans øjne.

Hun hørte sig selv skrige.

Hun forsvandt væk fra verdenen omkring sig. Hun bare faldt og faldt og faldt. Hun så Kiks, da han for første gang reddede hende fra isenkramsælgeren. Hun så ham lege med hende. Hun så ham holde om hende. Hun genoplevede hans blide strøg over hendes hår. Hun mærkede hans læber. Hun mærkede hans stærke og varme favn. Ham der altid kunne redde hende. Ham der altid trøstede hende.

Hun så den blide stråmark for sig. Den lykke og det håb hun havde følt, var det, der smertede mest. Hun havde troet på, at det kunne lykkes. Det havde han tvunget hende til. Hun havde ikke kunnet andet end at stole på ham. Hun vidste, at han havde stolet på, at hun ikke ville blive vred på ham over dette. Det ville have ødelagt hele hans plan.

Og nu var han alligevel død. Hun så hans arm på vindueskarmen. Det havde været tæt på! Hun rev i sit hår og skreg igen. Nej. Ikke Kiks.

Hver en celle i hendes krop føltes som om, den var blevet pisket til blods og derefter overrandt med salt. Hun krympede sig sammen over Kiks’ krop i kramper. De måtte tage alt, men ikke Kiks.

Hun genoplevede Kiks’ sidste kys. Da han omfavnede hende for derefter at blive slap.  Slap og kold. De stærke arme hun altid havde gemt sig i. 

Hun kunne mærke hofdamernes stålarme trække hende væk. Og med et vidste hun, at de havde taget fejl. At hun havde taget fejl.

Smerten beviste det.

De kunne bestemme over hendes krop…

Men de kunne aldrig bestemme, hvem hun skulle elske.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...