Da de bestemte, hvem jeg skulle elske

De bestemte over min krop. Hvordan jeg skulle gå, hvad min mund skulle sige og hvornår. Jeg var prinsesse, og hvem jeg var, var allerede skræddersyet før min fødsel. De strammede mit korset ind, så der kun var plads til, hvad de ønskede. Jeg kunne ikke trække vejret. Når jeg lo eller græd, slog de mig, for det var ikke noget, de havde planlagt, jeg skulle gøre. Men så mødte jeg Kiks. Han gav mig lov til at græde og le. Han passede på mig. For de kan ikke bestemme over mit hjerte! Eller? Skrevet til konkurrencen: Forbudt kærlighed

102Likes
149Kommentarer
5677Visninger
AA

1. Jeg er ikke mig, men en prinsesse

Hun kunne mærke presset.

Fra alle de forventninger alle havde.

Hun kiggede op i loftet. Det var højt og hvælvet. Ligesom i en kirke. Det var klart, at prinsessen skulle bo nær himlen.

Gud gad ikke se ned på tiggere og bønder. Nej, Gud skulle se det bedste af det bedste.

Det var som om, hun kunne mærke forventningerne snøre hendes selvsikkerhed ind i takt med, at hendes korset blev strammet ind af en hofdame med pudderparyk.

Selv Gud forventede, at hun skulle være noget særligt.

Hun kunne mærke, at det sortnede for hendes øjne, da hofdamen trak ud i snørerne en sidste gang for derefter at binde en stor blød guld sløjfe på hendes ryg.

Hun vidste, hvordan det bløde løj. Hvordan de fine kjoler, silketæpperne og puderne med dun fra gule kyllinger løj.

De havde lovet hende alt, men hun var blevet snydt.

”Rank ryggen, prinsesse Isabella.” En lille pige på 5 år stod med en stak bøger på hovedet. Hendes storesøster stod ved siden af. Storesøsteren gik frem og nejede. Så begyndte hun at danse og hoppe. Hendes gyldne lokker svang rundt i luften, men alle bøgerne blev på hendes hoved.

Den lille pige kiggede nøje efter hendes storesøster. En striks hofdame med gråt hår nikkede til hende. Hun begyndte at gå med den samme stolte holdning som hendes storesøster. Hendes hage skød frem, og hun smilede selvsikkert.

Og så- BOOOM!

Alle bøgerne faldt ned fra hendes hoved. Den strikse hofdame, der havde lært hendes storesøster alt, hvad hun kunne, kiggede ikke engang på den lille pige. Hun marcherede bare hen til pigen og gav hende en syngende lussing.

Pigens kind blev rød. Hun kiggede på hofdamens furede ansigt med store øjne. Tårerne trillede ned ad hendes kinder. Hun kiggede på hendes storesøster, men hun fik ingen hjælp. Storesøsteren stod med blikket vendt pinligt væk fra hende.

Pigen løb ud og ned af trappen. Hun var fortvivlet og følte, alle havde svigtet hende. Hun havde aldrig før forladt slottets mure. Faktisk var det forbudt, idet kongen mente, at hans døtre kunne tage skade af at være sammen med bønder. ”Oh, mine døtres fine og rene sjæle skal ingen røre.”

Pigens storesøster ville aldrig kunne finde på det, pigen gjorde nu. Men pigen ville kun opdage mere og mere de senere år, hvor lidt hun passede ind i rollen som prinsesse. Hvordan korsetterne og hofdamerne krøb hende ind, så der kun var plads til det, andre ønskede, hun skulle være.

Hendes storesøster var som et hylster, andre havde tilpasset og skræddersyet. Hun vidste, at hendes storesøster så med foragt på hende, som om hun kunne se direkte igennem den ranke ryg og de forudbestemte og planlagte sætninger. Som om hun kunne se hendes usikkerhed, og som om hun kunne se, at hun engang ville blive en skændsel for familien.

Og det var det, der skræmte hende mest.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...