Under kastanjen

Novellen er egentlig en stil, jeg skrev i starten af 8. klasse, det vil sige 2011, man skulle forsætte på en novelle. Jeg fik et 12-tal, med pil nedaf, men flere siger at den er meget god.
Den handler om pigen Siri, der sidder under kastanjen i skolegården. Drengen Magnus betragter hende hver dag. En dag tager han mod til sig, og går hen til hende. Han ved ikke hvordan hun vil reagere. Hvordan vil hun reagere?

3Likes
2Kommentarer
1303Visninger
AA

1. Under kastanjen

Hendes grågrønne øjne har en sørgmodig glans over sig. Egentlig burde han ikke kunne se det, derfra hvor han står, men efter mange timers spionage kender han alle hendes ansigtsudtryk. Hendes små skrøbelige hænder vrider sig uroligt i skødet. Han har lyst til at gå hen til hende, spørge hvorfor hun sidder der dag efter dag, hvorfor? Skulle han gå hen til hende? Hun trækker sin taske hen til sig og samler den op og kaster den over skulderen.

Dagene går, og solens stråler bliver varmere. Himlen bliver mere blå, og flere af de små kønne blomster titter op af jorden. Og kastanjetræet i bunden af skolegården bliver beklædt af grønne bla- de. Dagene når en dato midt i maj. Hun sidder stadig under træet, blikket er stadig sørgeligt, hænderne vrider sig stadig uroligt i skødet. Han tager en beslutning, hans skridt er forsigtige for han ved, at hun ikke vil bryde sig om det, det er jo hendes sted. Hun lægger ikke mærke til ham, hun stirrer blot ligeud. Ikke en muskel rører sig, da han dumper ned ved siden af hende. Det blik hun sender ham skriger, at han skal gå sin vej. Han sender hende blot et smil. Ingen af dem, ved at de vil sidde der mange gange indhyllet i denne stilhed. Ikke et ord bliver sagt mellem dem, de sidder der blot i hver deres tanker. Han funderer over, hvad hun har på hjertet, og hun over hvorfor livet be- handler hende på den måde det gør. Hvorfor sætter denne dreng sig ved siden af hende? Hvorfor råber hendes mor og far af hinanden? Hvorfor har de ikke råd til den flotte kjole i vinduet? Spørgsmålene hvirvler rundt i hovedet på hende, og der er aldrig nogen svar.
”Hvorfor sidder du her altid?” Siri sender ham et blik, mens hun studser over spørgsmålet.
”Hvorfor gør du?” svarer hun igen med en skarp og irriteret stemme. Han skulle aldrig have ødelagt stilheden. Han lader blikket synke ned, mens han fortryder trækket.
Dagene løber af sted, mens solen bliver stadig varmere. En dag sidder hun og smiler til ham, da han trasker hen mod træet. Han undrer sig over hendes pludselige accept af, at han er der.
”Nyder stilheden og tænker på livet” siger hun, mens hun rykker lidt for at gøre plads til ham.
”Hvad?” spørger han i tvivl om, hvad det betød. Hun har et lille blad i hænderne, som hun river i stykker.

”Du spurgte mig om, hvorfor jeg altid sidder her! Du er Magnus, ik?” spørger Siri, mens hendes grågrønne øjne skinner i den skarpe sols stråler.

”Nåh, og ja” siger Magnus og smiler til hende. Siri kigger nu første gang rigtigt på ham, han er egentlig køn med hans hvide skjorte og hatten, der sætter sig på skrå over hans brune hår. Han kigger på samme måde på hende, hende og hendes fantastiske lange lyse hår, der altid blafrer i vinden i den nøjagtig samme rytme, som de lange grene på kastanjetræet. Hun sender ham et smil, mens stilheden igen indhyller dem, som den så mange gange har gjort det.
Solen bliver svagere, mørket og kulden stærkere, mens dagene kæmper sig igennem de kolde efterårs måneder. De leger nogle gange med de nedfaldende kastanjer, kaster og griber dem. En gang i mellem griner hun endda, hendes grin lyder som en engels. Så fint og klokkeklart.

 De mange blade på træet skifter fra grøn til de rødlige farver, det har en ny skønhed over sig. Siri og Magnus har begge skiftet til lange vinterjakker, der dækker helt ned til knæene. Små glimtende snefnug falder ned og lander så stille. Sneen der ligger sig tykt henover landskabet dæmper alle lyde og lader en ny form for uhyggelig stilhed komme frem. En sælsom, og nærmest dræbende stilhed. Den ulykkelige glans afspejler sig igen i hendes grågrønne øjne. Magnus har lyst til at knuge hende indtil sig, sige at det hele er okay. Sneen vælter ned, og de ved begge at de burde tage hjem, for snart vil det være umuligt.
”Er der noget galt?” hans stemme er ganske lav, og lyden bliver hurtigt opslugt af sneen der suger alle lyde til sig. Hun sparker til en snebold, mens hun tænker. Skulle hun fortælle ham det? Hun ville gerne, men kunne man stole på ham? Han har jo ødelagt den oprindelige følelse af at sidde her alene.

”Mine forældre… De skændes hele tiden, de…” hendes stemme dør ud. Hun har ikke lyst til at sige det højt, for det vil blot være en bekræftelse af, at alt det hun kender er slut. Magnus rynker brynene og kigger medfølende på hende.
”Hvad skal de?” spørger han med en forsigtig stemme, den tigger hende om at indvie sig i hendes inderste tanker. Hun vender sit tårevædede ansigt mod ham.
”De skal skilles” hvisker hun, mens et lille hulk slipper ud af hendes sammenpressede læber. Han rækker sin hånd frem og tager hendes i sin.
”Det skal nok gå” siger han, mens han klemmer hendes hånd.
”Det skal nok gå” hvisker han igen og igen, mens klare tårer triller ned af hendes kinder.

Og der sidder de hånd i hånd pakket ind i store vinterjakker. Der sidder de, mens solens spæde forårs stråler varmer dem. Der sidder de med kastanjens blomster i håret. Der sidder de, med vinden der river dem i håret. Der sidder de hånd i hånd under kastanjen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...