People change. Yea, now i'm a lamp......

Melanie voksede op i Mullingar, Nialls hjemby. De var bedstevenner som små, men da Melanie var tolv, fik hendes far job i London, så flyttede de. Niall og Melanie mistede kontakten i flere år, men da Niall blev en del af One Direction, og flyttede til London, fandt de lidt sammen igen....

1Likes
2Kommentarer
966Visninger

1. Middag

# MELANIES SYNSVINKEL #

I aften var aftenen. Reunion. Jeg håbede så inderligt at i aften, ville alt blive som det var da vi var små. Jeg glædede mig til at se hvordan han boede. Tænk han var blevet så stor, at han boede alene. Jeg så ham stadig som en lille kikset, men mega sjov dreng. Vi havde kun været sammen to gange inden for de sidste år. For lidt. Alt for lidt. Vi plejede at være sammen hverdag. Hver evig eneste dag. Vi var så bedstevenner, som man overhovede kan blive. Nu er vi vel bare.... bekendte. 

"Hvor er du på vej hen?" Far gik som sædvanligt bare ind uden at banke på.                                                                                           "Gider du ikke godt banke på? Altså, hvor mange gange skal man sige det til dig." Jeg gav en irriteret lyd fra mig.                        "Jeg spurgte dig om noget unge dame," han lænede sig op ad dørkammen, "Hvor er du på vej hen?"                                              "Hos en ven far? Kan du ikke bare gå ud?" Jeg vendte mig om og viftede med min hånd som et; "smut med dig".                        "Tal pænt Melanie, du ved godt jeg ikke gider hører på det der," han gik ud af døren, men vendte sig om mod mig igen, "Jeg skal til møde nu, vi ses Melanie." Jeg rullede med øjnene. "Selvfølgelig skal du det." Jeg tog min hånd mod min mund. Jeg vidste hvad der ville ske nu. Han ville komme ind til mig. Give mig en lærestreg. Jeg skyndte mig hen til døren, og pressede mig op mod den. Han kom gående med drastige skridt mod døren. Han skubbede mod døren. Han var så stærk. Jeg magtede ikke at gøre modstand, men der var ikke andet for. Jeg gad ikke flere blåmærker. Det eneste der gik igennem mit hovede var; Hvor fanden er den skide nøgle?! Måske var den i æsken på gulvet? Jeg fokuserede på æsken. Jeg satte sig op ad døren, og rakte sig mod æsken. Jeg åbnede den, og der lå den. Jeg skubbede så hårdt mod døren, som jeg overhovede kunne. Far råbte. Jeg hørte ikke efter. Jeg prøvede at få nøglen i låsen. Jeg fik den ind, og drejede rundt. Jeg åndede lettet op, og synkede sammen. "Skrid nu med dig!" jeg skreg. "Du skal simpelhent ikke snakke så grimt til mig, Melanie? Kan du forstå det?" Han råbte. Jeg svarede ikke. Jeg sad bare og stirrede ned i gulvet. "Jeg går nu." Døren smækkede i kort efter. Jeg tvang mig selv op fra gulvet. Jeg skulle være der om ti minutter. Jeg kiggede mig i spejlet og en tåre faldt ned af min kind. Jeg tørrede den hurtigt væk. Jeg smillede til mig selv i spejlet. "Det skal nok gå." hviskede jeg til mig selv. Jeg kunne mærke tårerne i øjnene. Jeg bed mig selv i læben. "Rolig." hviskede jeg til mig selv. Jeg tog min taske over skulderen, og gik ned af trapperne. Taxaen ventede ude foran opgangen. Jeg hoppede ind. "Peterborough road nummer 91" jeg gav et lille smil til taxachafføren. Han så sød ud. Han var lidt tyk. Jeg tror han var fra Indien, eller Pakistan. De 6 minutter det tog at kører hen til Niall, gik mine sommerfugle i maven amok. Jeg glædet mig så meget. Jeg skulle stadig græde, men jeg sad også med et smil på læben. Jeg havde det blandet.

På vej op af trapperne stødte jeg ind på Zayn. "Hey! Hvad skal du her?" han smilede. Gosh han var sexet, også i virkeligheden, Faktisk mere end på billeder. "Jeg skal op til Niall..." jeg smilede klodset. Han blinkede med det ene øje, "Niall forfanden..." Han grinte lidt. "Øhm, hvilken dør er det?" Jeg var lidt forvirret fordi der var så mange døre. "Nu skal jeg vise dig hans dør!" Han smilte. "Tak." Han førte mig en etage op mere, og så bankede han på døren hvor der stod et skilt med: "GIV MIG MAD ELLERS KOMMER I IKKE IND". "Luk op Niall! Der er besøg! Pige besøg!" Zayn blinkede til mig. Jeg fniste. "Øhm, hvad sker der for skiltet?" Zayn grinte, "Standard for Niall, tro mig." Jeg kiggede lidt på Zayn, "Altså det ved jeg godt, jeg har kendt ham siden jeg var helt lille." Zayn lignte pludselig en der lige pludselig kunne forstå det hele, "Nååår! Det hans gamle veninde! Nu forstår jeg det hele!" Jeg smilte. Niall åbnede døren, "Hej Alia!" Niall spærrede armene op. Jeg hoppede ind i hans favn. "Niall!" når jeg var i hans favn, havde jeg lyst til at græde igen. "Og Zayn.... Viste du hende herop eller hvad?" Zayn nikkede. "Ja, han var så sød at vise mig vej." Zayn smilte, og vinkede farvel. "Kom indenfor søde!" Niall smilte stort. Jeg gik ind og tog skoene af. "Der er dækket op ude i stuen." Jeg gik ind i stuen, og der var så fint dækket op. Ternet dug på sofabordet. En blomst i en vase. Og spaghetti med kødsovs. Min livret. Det ved jeg at han vidste. "Din livret." Han smilede. Jeg smilede. "Sid ned." Jeg gjorde som han sagde og satte mig ned en af de to sækkepudder der var stablet bagved sofabordet. Han satte sig ned i den anden sækkepude. "Jeg har savnet dig Melanie! Du ser godt ud!" Han smilte stort. Mit blik faldte ned i jorden. "Jeg har også savnet dig." Jeg kunne mærke en tåre falde ned af min kind. Og så strømmede de ellers ud af mine øjne. Jeg tudbrølede. Når der var åbnet for vandkanerlerne, lukkede de ikke igen lige med det sammen. "Fuck" hviskede jeg. Niall rykkede hen i min sækkepude.  "Hvad sker der?" Hans stemme var så pædagogisk. Så beroligende. "Det... det bare" jeg kunne ikke få mere ud. Jeg græd for meget. Han tog en arm rundt om mig. "Rolig, søde. Du behøves ikke sige det. Kom her" Og der sad han så og holdte om mig. Tyssede på mig. Ligesom min mor havde gjort det, da hun levede. Og det fik mig til at føle mig så tryg. Jeg havde lyst til at fortælle ham at jeg elskede ham. Men det var ikke tidspunktet der.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...