Kan man gemme sig for Døden?

Kan man egentlig gemme sig for Døden? Skjule sig under sin dyne uden at blive opdaget? Eller er der ikke noget at gøre? Resume: Den elleve årige Kella Wasten for pludselig, en mørk nat, en underlig følelse. Hun får det dårligt og kan ikke mere holde sig på benene. Men hvad er det der sker? Hvorfor har hun lige pludselig fået det så dårligt, og har ham den sortklædte mand i hendes værelse noget med det at gøre?

2Likes
4Kommentarer
780Visninger
AA

1. Kan man gemme sig for Døden?

 

 

 

 Det var nat. Mørket havde lagt sig over byen, og kun lyset fra de nærmeste gadelygter sendte et gulligt skær ind i Kellas værelse. Selv om hun var træt, lå godt og havde sin bamse liggende ved sin side kunne hun ikke falde i søvn. Hun kunne mærke noget. En følelse. Som om nogle kolde fingre gled ned af hendes hud. Som om nogen var i hendes værelse, stod lige ved siden af hendes seng. Men hun kunne ikke se nogen. Bare det dystre mørke.

Urolig kiggede hun på det lille digitalur, der lyste blåt op. 03:53! Var klokken ikke mere? Kella trak dynen af sig. Selv om vinduet stod på vid gab følte hun at der var forfærdelig varmt. Som om hele hendes krop stod i flammer. Kunne det ikke snart være morgen?

 

Hun satte sig på sengekanten og trak vejret dybt. Hun satte fødderne på det kolde trægulv og rejste sig op - eller prøvede i hvert fald på det. For da hun stod oprejst kom følelsen tilbage. Kolde fingre, som rørte hendes krop. Hun kiggede ned af sig selv. Hendes bare arme og ben var dækket og røde, store plamager. Hun fik pludselig følelsen af at skulle kaste op. Det dunkede i tindingerne. Så hårdt at hun var lige ved at tro at hendes hoved ville springe. Det var for sent! Hendes ben sank pludselig sammen under hende, som var de lavet af gummi, og hun kastede op ud over sine nye skolebøger, der lå på gulvet. Hvad var det, der skete?

Selv om man skulle tro, at Kella ville få det bedre af at kaste op, var det ikke sådan i den her situation. Tværtimod. Kellas ansigt var ligblegt, hendes læber var blå og hele hendes krop lå som en ubevægelig klump på gulvet. Hun kunne ikke tænke, hun kunne ikke høre. Bare tomheden og intetheden.

 

Men pludselig dukkede en skikkelse op midt i værelset. Var det en engel, som var kommet for at hjælpe? Kella prøvede at kigge op. Hun lod blikket falde over den mørke skikkelse der rejste sig foran hende. Men hun havde ikke kræfter til at betragte ham nærmere. Det eneste hun nåede at se var en utænkelig høj mand iført en kappe, så sort som natten, og han havde trukket kappens store hætte op over hovedet, så hans ansigt var gemt. Kun to blodrøde øjne nåede hun at lægge mærke til under hættens folder. Selv om hun ikke havde set ham før, vidste hun hvem det var. Kella vidste udemærket hvem den mørkklædte mand var og hvad han var kommet for.

Kella kunne ikke blive mere bleg. Hendes tænder klaprede, hun var bange, forskrækket, rædselsslagen. Det var Døden! Det var Døden hun lå for fødderne af og lige med ét vidste hun at der ikke var noget at gøre. Hun kunne ikke stille noget op mod ham, eller kunne hun. Nej, lige meget om hun skreg på hjælp, slog og sparkede var der intet at gøre. Intet. Døden var jo stærkere end alle. 

Kella lukkede øjnene, ventede på at Døden skulle stikke en kniv i siden på hende og gøre en ende på hendes liv. Og nu skete det. Kellas åndedrættet blev hurtigere, hun kunne ikke trække vejret og hele hendes krop sitrede.

Efter lang tid blev der helt stille i det lille værelse. Kellas lig lå tilbage på gulvet og Døden var forsvundet lige så hurtigt som han var kommet.     

Men kunne Kella have gjort noget? Tænk hvis hun havde gemt sig under sengen. Ville Døden så have kunnet finde hende?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...