øjne i natten


0Likes
0Kommentarer
519Visninger
AA

1. øjne i natten

 

Øjne i natten

 

Det regner. Det er mørkt. Jeg er alene og er drivvåd. Såret på mit ben er sprunget op igen. Igennem bandagen kan jeg se de røde aftegninger af blod. Jeg kan snart ikke stå op mere. Jeg synker lige så stille sammen. Hvad et lys! Hvad kan det dog være?

 

”Vi skal spise”. Det var lørdag aften, det regnede meget. Mikkel gik ud til køkkenbordet, hvor forældrene sad og spiste. Men han havde ikke lyst til at spise. Han havde lyst til at være så alene, som han nu kunne blive! Han gik ind på sit værelse og smed sig på sengen. Hans blik fangede en edderkop, som dovent sad i sit spind og gloede tilbage. Edderkoppen blev langsomt mere og mere sløret. Mikkels øjne faldt i.

 

Jeg er hverken det gamle eller det nye mørke i ham. Jeg er det mørke, der har ligget inde i ham og ventet.  Ventet på at bryde ham ned. Rive mig løs og få styrke. Bare være mig selv. For jeg vil ikke dele med ham!

 

Mikkel vågnede med et sæt. Sveden drev ned af ham. Han måtte have haft mareridt. Han kiggede rundt i det lille værelse. Han havde det som om, at nogle kiggede på ham. Der var da ikke nogen!? Han kiggede langsomt rundt i rummet, bange for det syn han måske skulle se. Han kiggede hen på skabet først. Plakaterne på skabet så ud som om, de stirrede på ham. Måske var det kun det, men Mikkel havde på fornemmelsen, at det var mere end bare nogle plakater.

Og det var der han så dem ovre ved vinduet, de to gule øjne som sad og stirrede på ham. Mikkel sprang ud af sin seng. Han havde bestemt ikke lyst til at se på dem mere. De var så skræmmende, der stod nærmest ”had” indgraveret i dem. Han løb ud af værelset. Væk, væk, væk tænkte han, men hvor? Mikkel kunne høre en drævende hæs hvisken, som gav ham kuldegysninger. Den sagde: ”Du kan lige så godt lade være med at flygte, jeg fanger dig uanset hvad”. Panikken begyndte at sprede sig i ham. I et desperat forsøg løb han ud af hoveddøren, ud på vejen og ned mod gadekrydset. Han kiggede over skulderen. De gule øjne var der stadig. Hvad var det dog for et væsen? Mikkel drejede til højre bare som en refleks. Han viste ikke hvor vejen førte hen, han ville bare væk!

Byen svinder langsomt ind, imens han løber. Det hele bliver mere og mere til skov. Lige meget, hvor meget han løber, så er de gule øjne lige i hælene på ham, mens det hvisker med sin hæse stemme: ”Lige meget, hvor meget du løber, så får jeg dig. Jeg skal nok fange dig!”

 Træer og buske bliver mere og mere tætte. Regnen har gjort Mikkel drivvåd, og han har fået en masse rifter af at løbe igennem det tætte krat. Mikkel falder. Han flyver nærmest igennem luften, og hans ene lår bliver revet op. Han er faldet skævt ned på en træstub. Han skriger. Smerten er nærmest ulidelig. Hans øjne begynder at løbe i vand og langsomt, begynder det at sortne for ham. Han kan mærke, hvordan han lige så stille bliver overtaget af mørket. Han vil ikke! Han kigger bagud. De gule øjne kommer nærmere og nærmere. Han vil væk, men hans ben er nærmest lammede. Hans krop kan bare ikke mere. Han bliver nød til at komme væk, og han kan måske også nå det. Det der kommer imod ham kan jo stadig ikke nå ham fysisk. Han rejser sig langsomt op og begynder at halte væk.

Han kan mærke de gule øjne hvile på sig. Han kan mærke hadet i blikket. Det er mørkt nu, han kan slet ikke se, hvor han er, eller hvor han træder.  Han bliver altså nødt til at sætte farten op, hvis han skal slippe fra det eller den.  

 

Snart har jeg nået mit mål. Snart har jeg ham. Hvor længe går der mon før han dør af udmattelse? Dø skal han i hvert fald. Kroppen er min.

 

 Mikkel løber eller rettere sagt, han halter af sted. Han kan snart ikke mere! Det snurrer i hovedet, og benet gør ondt. Han er ved at drætte om af træthed. Han ved ikke, hvad han skal gøre. Hver gang han kigger tilbage, er de gule øjne kommet tættere og tættere på.

Det er, som om skoven begynder at løsne lidt op nu. Han kigger op. Et hus! Der er virkelig et hus, og der er lys i vinduerne. Mikkel begynder at sætte farten op, også selv om han ikke kan, men han gør det alligevel. Han nærmer sig huset. Nu er han ude af krattet og kigger bagud, endnu er der lidt afstand til den, men de gule øjne er der stadig lige så klare. Endelig er han henne ved døren, han banker ikke på, men flår den bare op, kaster sig ind og smækker den i bag sig. Så går han i gulvet!

Da han vågner, ligger han i en seng, en blød seng, med en varm dyne godt puttet ind til sig, og han kan mærke en forbinding om benet. ”Nå, nu er du vågen,” siger en gammel dame, som stod på dørtærsklen til rummet. ”Alle de rifter du har og dit ben, hvad har du da lavet barn?” Mikkel ser forvirret op. Nå, nu husker han, at han flygtede fra de gule øjne, træstubben, mørket, hvisken og huset. Huset, som havde reddet ham. Hvor er han glad, fordi han er sluppet fra den. Det væsen, som har fulgt efter ham, som har jagtet ham, men han har vundet! Han er den bedste, og de gule øjne vil altid være nummer to. ”Her har du noget suppe du kan styrke dig på,” siger den gamle dame. Mikkel kiggede op, og idet han så suppen, kunne han mærke, hvor sulten han var. Han tog ivrigt imod og hældte nærmest suppen ned, selv om hans tunge blev helt ru af det, fordi suppen var varm. ”Du er vist sulten” sagde hun ”nu skal jeg hente noget mere”, og så forsvandt hun ud af døren. Mikkel kiggede ud af vinduet, de gule øjne var der ikke.

Hun kom tilbage med mere suppe. ”Her dreng, spis, og så ville det være godt for dig, hvis du sov lidt mere”. Mikkel spiste det hurtigt, men denne gang kunne han godt styre sig lidt mere. ”Hvad hedder du barn”, spurgte hun, ”Mikkel, jeg hedder Mikkel”. ”Okay Mikkel, sov godt” så forsvandt hun ud af døren.

 Mikkel vågnede med et sæt. Han svedte, han havde haft mareridt om de gule øjne. Han havde også haft mareridt den aften, han så det. Han kiggede lige så stille op over dynekanten hen mod vinduet. Der! Præcis som den første dag! De stirrede, de sitrede af had og utålmodighed. De gule øjne var der igen! Det var vendt tilbage for at gøre det af med ham. De så endnu mere rasende ud. Mikkel fór op, han løb ud af værelset. Hvad skulle han gøre? Var det ikke for dumt at løbe ud i skoven igen. Han kunne jo ikke regne med, at han stødte på sådan en sød gammel dame igen, men hvad skulle han så gøre? Det ville jo bare komme her ind og fange ham. Han kunne høre døren gå langsomt op, den knirkene lyd fra døren gav en isnende fornemmelse igennem kroppen. De gule øjne lyste hele bryggerset op, der stod nærmest had på væggene. Mikkel udvalgte en tilfældig dør, som han løb hen imod. Han flåede den op og løb videre ind i et rum, der lignede en stue. Han kiggede fortvivlet rundt i rummet for at finde en udvej. Der! En terrassedør. Mikkel sprintede hen mod den. Han åbnede døren, den førte ud til en lille have.

 Mikkel løb ud på græsplænen. Det fugtige græs føltes koldt og vådt mod de bare fødder, men det kan han ikke tænke på nu, han skal bare væk! Han løber hen mod en hæk. Springer ind i den og får sig revet løs. De små rifter på arme, ben og fødder gør ondt og svier. Han forsætter, det bliver han nød til, for ellers tager det ham. Han vil ikke fanges, han vil bare hjem! Mikkel forsætter ligeud, løbende alt hvad han kan. Han kan mærke de gule øjnes blik hvile tung på hans skuldre. Hans øjne begynder at sortne, blikket kommer igen i et par sekunder og så forsvinder det igen.

Han kan mærke noget fast under fødderne. Det føles som asfalt? Altså må han stå på en vej! Blikket kommer tilbage igen. Han kigger på sit ben, hvor den brændende smerte kommer fra, han kunne se, at hans bandage havde fået en stor rød plet, der hvor såret var. Et lys blindede ham kortvarigt, var det de gule øjne? Nej, det kunne det ikke være. Lyset var alt for neutralt, som om det var fra en maskine? En lastbil! Han kunne ikke lade være med at smile, han kunne næsten ikke holde sin latter tilbage. Han kiggede ud i skoven igen, hvor han kom fra, de gule øjne hvilede stadig tungt på Mikkel. Det som han havde løbet så lang tid for at slippe væk fra. Endelig var det slut! Så forsvandt alt: tanker, følelser, smerten og frygten.

 

Lastbilchauffører kom ud af lastbilen helt i panik ”åååh gud, jeg har kørt en dreng ned! Hvad fanden laver han også her midt om natten”. Men drengen var ikke død til chaufførens store overraskelse. Drengen rejste sig nemlig langsomt, men elegant op og vendte sig mod chaufføren. Drengen stirrede lige på ham med sine gule øjne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...