knækket

novellen er skrevet, som et forsøg på at forklare spændet mellem, hvornår man går over til, at blive vandvittig.

1Likes
2Kommentarer
538Visninger

1. knækket

 

Knækket

 

Det var mørkt, bæl mørkt, hvor var han? Det sidste, han kunne huske, var sneen, der begyndt at dale lige så fint ned over den vej, han havde kørt på mod sin familie, eller han kunne også huske, at han havde været på arbejde. Han kunne huske, han var politi betjent. Et smertefuldt jag i hans højre arm afbrød hans tanker og udløste et skrig! ”Nå! du er vågen”, sagde en stemme. Først der lagde han mærke til en lille lysstribe, som kom fra en sprække. Indtil da havde han ellers troet, mørket var intakt. ”Hjælp mig!” skreg han med en stemme, der knækkede i udråbet. ”Du må hjælpe mig! vil du ikke nok?” bønfaldt han. Der kom intet svar. Han begyndte at sparke til højre og venstre for sig. Skreg op, ”luk mig ud, vil du ikke nok lukke mig ud?” hulkede han. Så kom der et lavmælt, men stadig tydeligt svar: ”Jeg kan stadig høre dem skrige”, lød stemmen. ”Hvem?” sagde han med en rystende stemme. ”Livet er hårdt ved os, det tager alt det, vi holder af; ja livet er uretfærdigt”. Så forsvandt lysstriben, og mørket blev til et.

 

Han kravlede langsomt op af skråningen, som han var rullet ned af. Hvordan var han dog havnet herude? Han huskede kun mørket, lysstriben og stemmen. Så var alt lyst, det lyse blev hvidt, så kom smerten og den evige vandren. En kulde, der nu bed ham endnu hårdere i huden, gjorde ham opmærksom på, at han blev nødt til at bevæge sig for ikke at dø af kulde. Men ville det ikke også være lige meget, om han døde nu. Han kiggede op og så det røde skær fra tankstationskiltet. Nej! der var håb endnu, ingen grund til at dø nu.

 

Hvor var han? Ingen spor overhovedet. Har vi at gøre med en kidnapper, der ingen løse ender efterlader sig? Der burde være nogle spor, alle efterlader spor. Vi har måske bare ikke ledt grunddigt nok. ”Har I fundet nogle spor?” Jeg blev nød til at spørge, selv om jeg vidste, hvad svaret ville være. ”Nej hr. kriminalbetjent, vi har intet fundet. Det er ligesom om, at han ikke efterlader noget spor”.  Hvad skal vi gøre? Medierne presser på. Vi har jo ikke fundet noget på gerningsstederne. Vi kan ikke svare på spørgsmålene om, hvordan en af vores egne, en kollega, min bedste ven kan forsvinde, uden nogen har hørt eller set noget. Derefter forsvandt en gammel dame, som udover sin forsvinden også var meget syg af kræft. Hun kunne ikke selv være gået sin vej, derfor må nogen havde hjulpet hende, og det er det, der er det skræmmende ved det hele. Tænk nu, hvis det også er en forbindelse mellem de to forsvindinger, og i så fald hvis det så også er den samme bortfører. ”Hr. kriminalbetjent, der er sket noget, du bliver nødt til at vide. Det omhandler endnu er forsvinding, og denne gang er det en lille pige. Har vi atter med en bortførelse at gøre? Det tror jeg bestemt, vi har, kriminalbetjent. Han efterlod nemlig en besked, skrevet på væggen over pigens seng. Men inden du får beskeden at vide, synes jeg lige, der er en ting, du skal vide om hende. Det er din datter”. Jeg kunne mærke, hvordan kulden gled op langs ryggen på mig. Hvordan tiden gik i stå, da det sidste ord slap hans læber. ”Hvad stod der i beskeden?” Spurgte jeg med en rystende stemme.

Du står ude i en storm, du kan se hvordan vandet trækker sig tilbage, du ved, at der vil komme en tsunami. Alle andre er taget af sted, men af en eller anden grund, er der tre personer plus dig selv, som ikke er taget af sted. Det er din bedste ven, din eneste datter og en gammel syg dame, som har brug for at komme på hospitalet. Du står nu over for et valg. Der er kun en bil med plads til to, hvem ville du tage med, kriminalbetjent? Det er dit valg, men beslut dig hurtigt, for ellers bliver der holdt tre begravelser i stedet for to.  

 

”Du må tage bindet for øjende af nu”, sagde stemmen køligt. Pigen tog forsigtigt hænderne op mod knuden, der sad omme på baghovedet af hende. Langsomt begyndte hun at binde den stramme knude op, nervøs for hvad der nu skulle ske. Et højt skrig skar gennem luften, da båndet faldt mod jorden. Døde kroppe hang ned fra loftet overalt i rummet. Manden bag hende smilede og sagde derefter: ”Dette er dit nye værelse. Her er måske lidt koldt, men hvis din far nu kommer i tide, sker der ikke noget med dig”. Han lukkede døren bag sig og skruede på timeren på termometeret til fryserboksen. Pigen startede med at banke slå og sparke på ståldøren. Hun var bange, skreg løs. Så gav hun op, da hendes stemme fortonede sig væk i smålyde, og en mild smag af jern spredte sig i munden. Så vendte hun sig om, og satte sig med ryggen op mod den kolde ståldør. Det gøs i hende, da hun så de døde kroppe igen. Da hun kiggede lidt nærmere efter, opdagede hun, det var døde grise, hundrede døde grise, der hang oppe i loftet, klar til at blive skåret i små stykker, lagt ned i pakker, og derefter kørt ud i butikkerne. Hun kunne mærke, hvordan kulden begyndte at prikke i huden. Kulden lage sig hen over hende som et stort slør, der fik hendes kæber, arme og ben til at skælve. En enlig tåre trillede ned af hendes kind. Hun havde ikke flere tårer tilbage, hun sad der bare, sad og stirrede ud i luften og bevægede sig langsomt frem og tilbage i en rokkende bevægelse.

 

Skridt for skridt bevægede betjenten sig langsomt hen over den snedækkede vej med sin forfrosne krop frem mod det røde skilt, der lyste så fint. Skiltet af håb havde han valgt at kalde det bare for at få nogle positive tanker ind i det ellers så negative hoved. Han forsatte med at kigge ned på sine fødder. Han havde overbevist sig selv om, at hvis han kiggede på sine fødder, så ville det søger for, at de blev ved med at gå. For hvis han kiggede væk for længe, var han bange for, at de holdt op med at gå. Han ville falde om eller bare gå i stå og han ville ikke være i stand til at bevæge sig. Han kiggede hurtigt op for ikke at glemme fødderne; men da han kiggede op, opdagede han, at skiltet var væk, skiltet af håb var væk. Hvordan kunne det ske? Havde det opgivet ham og slukket sig selv. Han var måske ikke værd at holde på. Tydeligvis ikke for et ubetydeligt dumt, rødt skilt. Han sank langsomt sammen og kunne mærke, hvordan knæ og ryg havde opgivet, og hvordan de resterende lemmer kæmpede for at holde ham oprejst. Opgivelsen fulgte faldet, og snart kunne han mærke sneen irritere sit ansigt, og en svag varme bredte sig på hans hage. Han rullede rundt på ryggen og kunne smage blodet i munden, det smagte lidt af jern. Tænk at det skulle være det sidste, han ville smage. Han kiggede op mod himlen; deroppe lige oven over ham hang det røde skilt og grinte. Tænk at han nogen sinde havde haft lyst til at komme hen til det dumme skilt! Han lukkede øjende og tænkte, at nu måtte døden tage over, da han hørte en svag lyd, faktisk en velkendt lyd forstod han, da han lyttede bedre efter. Det var lyden af sirener.

 

  Hun sad bundet til en stol. Båndene var stramme omkring de gamle håndled. Hvem ville bortføre en gammel, kræftsyg dame, som alligevel snart skulle dø? Hun rev lidt i båndene, hvis bare hun kunne få sine ømme håndled lidt fri, det gjorde så ondt, hun var blevet for gammel til sådan noget. ”Du er vågen”, sagde en lavmælt, men stadig tydelig stemme. Damen så sig fortvivlet omkring. ”Nu skal jeg hjælpe dig”, sagde stemmen med et anstrøg af varme i tonefaldet. ”Med hvad, om jeg må spørger”, stammede damen forsigtigt, idet hun følte sig berørt af mandens tonefald og tænkte på en ung, flot mand, der var kommet for at redde hende. Han gik om bag ved hende kunne hun høre på fodtrinene og hans åndedræt. ”Lad os få dig ud herfra”, sagde han med et skævt smil, og selvom den gamle dame ikke kunne se hans smil på grund af det bånd, hun havde for øjnene, kunne hun mærke det varme smil i nakken, og det fik hende til selv at smile. Han tog fat i to håndtag, der var omme bag på hendes stol, og det var først der, det gik op for hende at hun sad i en kørestol. ”Hvor skal vi hen”, spurgte hun nervøst. ”Ud på en lille gåtur”, sagde stemmen bare, ”du vil nyde den, men inden vi tager af sted, vil du så ikke holde dette stykke papir for mig, så er det nemmere for mig at skubbe. Det har stor betydning, så tab det ikke”, sagde stemmen smilende.

    

Jeg kunne ikke tro det jeg hørte. Hvordan kunne bortføreren være menneskelig, for indtil videre har han ikke krævet noget form for penge, ingen magt ud over, at han kan læne sig tilbage og kigge på, at vi skøjter rundt i fortvivlelse. Han må simpelthen nyde at skabe kaos. Hvordan kan man være så ren og skær ond?

”Hr. kriminalbetjent, der er sket noget forfærdeligt, det er grusomt, skynd dig ud foran”, råbte en betjent ind gennem døren. Jeg bevæger mig over mod gaderoben i hast for at hente min jakke, var det ham igen? Hvilke umenneskelige ting kunne han havde fundet på denne gang.

 Da jeg tog skridtet hen over dørtærsklen og drejede rundt om hjørnet til fronten af politistationen, hvor de andre stod, så jeg et frygtindjagende syn, som fik det hele til at vende sig i mig, men jeg kunne ikke kaste op nu, jeg var kriminalbetjent, hvad ville de andre ikke tænke, hvis jeg gjorde det. Jeg måtte være det gode eksempel og holde det indenbords. Der i lampen under vinduet hang den forsvundne dame, hængt. Hendes lange, spinkle krop var udslidt. Det var svært at blive klar over, om hun var blevet pint under sin bortførelse, eller om det var hendes sygdom, der havde fået hende til at se så ilde ud. Men en ting var sikkert, hun havde ikke fortjent at dø på denne måde. Korpset var rystet, hvad skulle vi gøre? Tænk hvis nogle havde set hende. Vi måtte i hvert fald få hende ned. ”Nogen der melder sig frivilligt til at tage hende ned”, råbte jeg ud over den skræmte forsamling. Det var som om, der gik et sus igennem hele forsamlingen, der fik alle til at kigge ned i jorden og se ud, som om de ikke var der. ”Så må jeg jo gøre det selv. Er det ikke en, der kan hente en stige”? Der var lidt tumult, hvorefter et par stykker gik om i skuret efter stigen. Da jeg kom op til kvinden, kunne jeg se hendes udtryksløse ansigt. Det gav et lille gib i mig, da jeg så hendes blanke øjne stirrer direkte på mig. Jeg slog øjnende ned af ren væmmelse, og da opdagede jeg, at hendes højre hånd var knyttet omkring et eller andet. Det lignede næsten en seddel. Jeg begyndte at åbne hendes hånd, og fik et stykke papir vristet ud. Jeg begyndte at læse beskeden.

Kære kriminalbetjent, du er ikke god til at træffe valg, nu tog jeg det første for dig, skal jeg også tage de andre? Du får i hvert fald en chance mere, det er jo det, der gør det hele sjovt. Nu skal du hører, vi skal lege en ny leg, der går ud på, at du skal vælge mellem din datter og din bedste ven. Du kan kun redde en af dem. Hvis du sender dine kollegaer efter den du ikke vælger, vil de begge dø, før du når frem. Tænk dig nu godt om. Din datter er ved den gamle tankstation, og din ven er i byens slagteri. Du står med deres liv i dine hænder, hvem vil du vælge? Hvem vil du leve videre med?

Mine hænder rystede, mens jeg læste det. Hvordan kunne han forvente, at jeg kunne træffe det valg? Måske var hans plan, at jeg ikke kunne gøre det, at jeg ikke kunne vælge; men i så fald tog han fejl. Jeg måtte redde min datter! Den anden ville kunne forstå det hvis han havde kendt situationen, han var jo min bedste ven. Han ville også have ofret sig for min skyld, for min datters skyld. Jeg må hellere komme af sted til den gamle tankstation i en fart inden der sker noget alvorligt med hende. Jeg vendte mig om mod forsamlingen og sagde: ”Gør en bil klar. Jeg ved hvor min datter er”, råbte jeg. Et par stykker løb ned mod garagen, mens jeg selv begyndte at klatre ned ad stigen, som jeg helt havde glemt, jeg stod på.

Bilen skøjtede rundt på de isglatte veje; sneen tog til, men det måtte ikke sinke mig. Jeg måtte ikke sætte farten ned, hvis jeg ville se min datter igen. Et rødt lys kom frem længere nede ad vejen, det måtte være tankstationen, det skulle være tankstationen! Det røde lys blev stærkere og stærkere, bare hun stadig var i live.

Jeg kunne mærke, hvordan mine kinder blev våde, da jeg trådte ud af bilen, det var ikke min datter jeg så. Hvorfor var det ikke hende? Han havde løjet, han vidste, jeg ville komme efter min datter. Jeg satte mig ned på hug ved siden af ham. Hvorfor skulle livet være så uretfærdigt? hvordan kunne han være så afskyelig ond? Jeg bøjede ned over vennen, tørrede det værste sne væk fra hans ansigt, og i det røde skær fra lampen kunne jeg se, han kiggede på mig og med en anstrengelse, kom der et smil til syne. ”Han har min datter”, sagde jeg med et snøft. ”Hvad laver du så her”, spurgte han. ”Hvad mener du?” ”Jeg er ikke til at redde”, sagde han. ”Skynd dig af sted, red din datter, det kan du nok stadig nå”. Han smilte igen, og det var som om han brugte sin sidste livsenergi på det smil. ”Dette er skiltet af håb”, sagde han, ”og mit smil er dit håb”. Så lukkede han øjnende og lod døden vise ham vej. En tåre faldt fra min kind, og jeg lod min hånd blidt kærtegne hans kind, inden jeg rejste mig. ”Du var min bedste ven, og jeg vil aldrig glemme dig”, sagde jeg med en antydning af gråd i stemmen. ”Hvil i fred!” Jeg vendte tilbage til min bil med hastige skridt, for jeg vidste, at hvis jeg gik for langsomt, ville jeg stoppe op, vende mig om og gå tilbage til ham. Jeg ville ikke kunne efterlade ham, hvis ikke det havde været på grund af min datter. Bilen var kold, da jeg satte mig ind i den. Jeg drejede nøglen, og bilen starter med et lille host. Jeg drejer ud på den hvide vej og accelerer mod slagterriget.

 

Lamperne rundt på slagteriets vægge gav det en uhyggelig skygge, da jeg gik op mod det. Døren var ikke låst og gik op med et lille knirk, da jeg skubbede til den. Automatisk lukkede jeg døren efter mig, og i det samme angreb en stank af råt kød mig. Jeg gik længere ind i slagteriet; rullebånd og dvs. maskiner kom til syne i et stort rum. Jeg kiggede mig fortvivlet rundt, hvor var hun? En seddel på en stolpe vakte min interesse, hvor der stod: Følg lugten. Det var tankevækkende at se sådan en seddel, når det lugtede sådan. Jeg bevægede mig langsomt rundt i rummet, søgte efter noget, der kunne føre mig til min datter. Jeg gik rundt om et hjørne, og lugten begynder at tiltage jo længere jeg nået frem i rummet.  Så så jeg det, helt nede for enden af rummet sad der en person i døråbningen. Da jeg kom tættere på, var jeg sikker. Det var min datter, men hvorfor sad hun med ryggen til? Jeg begyndte at løbe, imens tykke tårer løb ned af mine kinder. Jeg begyndte at råbe op, skrige på hende, men ingen reaktion. Hvorfor reagerer hun ikke på mig? Da jeg kom hen til hende, omfavnede jeg hende, men selv ikke dette gengældte hun, min datter sad bare og stirrede frem for sig, uden at tage sig det mindste af sin fars genforeningsglæde. Først da jeg slog hende af bare magtesløshed og på grænsen til vanvid, kiggede hun op på mig, men det gjorde det kun endnu værre, for det tomme blik, som mødte mit, fik det hele i mig til at gyse og falde sammen. Hvad var der sket med hende? ”Jeg tillod mig at åbne døren for hende”, sagde en stemme bag mig. ”Hun løber jo ingen steder”, tilføjede han med et skævt smil. ”Hvad har du gjort ved hende!” ”Hun er vel bare bukket under for presset”, sagde han med et arrogant tonefald. Jeg kiggede arrigt på ham, men tilsyneladende så det ud til at more ham, i hvert fald forblev det store smil på hans ansigt. ”Man skal ikke udsætte børn for voldelige episoder. Det kan skade dem for livet, tager du f.eks. mig, jeg kan stadig høre skrigene. Hele min familie var hjemme den dag min far valgte at brænde huset ned, men jeg overlevede, som du nok kan gætte dig til”. Jeg nikkede langsomt på grænsen mellem bevidsthed og vanvid. ”Det opdagede min far så, og han valgte en skæbne til mig, der var langt være end døden. Han bandt mig til en stol foran huset, og lod mig se huset brænde ned, mens jeg kunne sidde og lytte til de øredøvende skrig fra de resterende af min familie inde i huset.  Det er derfor, jeg nyder alt dette kaos, jeg har skabt, fordi jeg kan høre skrigene hele tiden, og når jeg så får nogle andre til at skrige holder min families skrig op. Når personen jeg så har fået til at skrige holder op, er der en kort pause, hvor der ikke er nogle skrig, men bare stilhed, og en dejlig rus af at havde opnået at slippe af med alle disse skrig. Så kommer skrigene tilbage, og jeg må starte på ny. ”Du er syg”, sagde jeg. Det var det eneste, jeg kunne få fremstammet. ”Hvad med dig selv”, sagde han ”, er du ikke også på grænsen til vanvid? Skal jeg også knække dig, ligesom jeg gjorde med din datter? Du har ikke fortjent at dø ligesom din ynkelige ven og den gamle dame. Nej, dig vil jeg knække bare for underholdningens skyld. Du kan tro din datter har været til stor hjælp for mig”, sagde han langsomt og udfordrende. ”Hun skreg så meget, at jeg nærmest blev i godt humør og viste mig for min gode side, inden jeg dræbte den gamle dame. Du ved man sige et par opmuntrende ord, og giver hende lidt tro på, at hun klarer den, så skriget bare er endnu højere, på grund af den fortvivlelse der rammer hende, når hun finder ud af, at hun er blevet snydt”. Jeg kunne ikke klare at høre mere, og i det øjeblik var det som om et eller andet slog klik. Jeg fór op og stormede direkte mod ham. Han smilede stadig og inden jeg fladede hans ansigt ud med min knytnæve, sagde han, ” jeg fik dig”. Han gjorde ikke modstand, mens jeg tilføjede slag efter slag i hans efterhånden vansirede ansigt. Mine hænder og mit tøj ændrede farve til mørkerød. Da der ikke var mere tilbage, man kunne kalde ansigt, og kroppen lå helt stille, rejste jeg mig langsomt op. Jeg kiggede over på min datter, og hun kiggede på mig med de samme tomme øjne som før, men nu kunne man også se en snert af skræk i dem. Jeg gik over til hende, slog armene om hende og lod mig falde hen til en stirren ud i luften, uden at fokusere på noget bestemt.                                             

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...