drømmen om hende

Det er min første indlæg på denne hjemmeside, og det er derfor også kun en novelle uden kapitler. Historien her er halvanden år gammel, men jeg kan godt lide den, så det er derfor, jeg har valgt den. Jeg ligger det her ud udelukket for min egen skyld, men vil være meget glad for respons både negativt og positivt. Jeg vil jo gerne forbedre mig:)

2Likes
4Kommentarer
649Visninger
AA

1. drømmen om hende

 

Drømmen om hende

Hvorfor er jeg havnet her i den her klasse med de her ligegyldige og kedelige personer? Jeg har ikke lyst til at snakke med dem, kun hende. Hvorfor skal hun også lige gå på naboskolen og ikke her?

Jeg rejste mig fra min plads og gik mod døren. Læreren kiggede forundret op. Han sagde ikke noget. Han kiggede bare, mens jeg slentrede ud af døren og væk. Jeg bevægede mig ned af den grå gang i det svage lys fra den ny opståede sol. Jeg havde bestemt mig nu. Jeg ville tage over til hende, selvom jeg så skulle løbe alle de 7 km.

Jeg bevægede mig langsom op i tempo, da jeg mødte den kolde vind ude foran skolen. Der slog det mig, at jeg kun havde t-shirt på. Vinden bed i de bare arme, men jeg havde bestemt mig.  Jeg løb ned af den mennesketomme gade, kun en vildfaren hund gav den kedelige gade lidt liv. Den kiggede kluntet op, da jeg løb forbi. Hvad mon den ville sige, hvis den kunne snakke. Hvad ville hun mon sige, hvis hun så mig? Jeg satte tempoet yderligere op. Jeg drejede om et hjørne og fik øje på den Fakta, hvor vi plejede at mødes efter skole. Tanken om at stå der igen med hende fik mig til at stoppe op. Jeg kiggede lidt usikkert på bygningen, mens jeg tænkte på, hvordan vi stod udenfor og snakkede og pjattede. Hvor savnede jeg bare den tid, vi havde sammen. Jeg kunne mærke, hvordan arme og ben langsom blev mere og mere stive og kolde. Jeg blev nød til at rive mig løs fra de gamle minder, hvis jeg ikke skulle begynde at fryse rigtigt.

Jeg forsatte ned af gaden mod skolen. Jeg kunne høre noget bag mig. Det var hunden. Hvad mon den ville sige? Nok ikke noget vigtigt. Den løb bare efter mig, lidt kloset med dens øre der flagrede i vinden. Den så i hvert fald ikke ud som om den havde travlt, ligesom jeg havde. Jeg satte farten op. Hunden sakkede langsomt bagud, men den holdt stadig en afstand, så den kunne holde øje med mig, sådan at jeg ikke slap væk fra den. Havde jeg også været sådan over for hende? Var det derfor hun havde gjort det?

 

 Jeg glemmer aldrig den dag. Hendes forældre var blevet skilt. Hun skulle flytte langt væk, altså kunne vi ikke være sammen mere. Mine klassekammerater sagde jeg skulle glemme hende, komme videre. Men det kunne jeg ikke. En dag da jeg fortalte om det, til en jeg snakkede med til en fest, fortalte han mig, at hun gik på nabo skolen. Tænk det var der jo ingen, der havde fortalt mig? Hvorfor havde hun også gjort det?

 Jeg kiggede op fra fliserne, mens jeg løb. Genbrugsbutikken! Jeg så for mig, hvordan vi gik rundt der inde. Prøvede tøj, klædte os ud, grinte af hinanden. Jeg kunne mærke hvordan tårerne pressede sig på. Jeg kunne ikke lade være med at stoppe op ved vinduet og kigge ind. Bare for at få indblik i den fantastiske fortid, jeg havde haft. Samtidig kunne jeg heller ikke lade være med at begynde at græde. Jeg havde jo mistede det hele. Jeg løb snøftende videre i et lidt mere moderat tempo.

 Bag den næste bakke kunne jeg se skolen. Mit mod faldt langsom. Hvad nu hvis hun ikke lagde mærke til mig? Hvad nu hvis hun bare gik, ikke hilste, ikke smilte? Så ville det hele være spildt.  Jeg ved ikke, hvordan hun ville reagere, hvis hun så mig, men jeg ville bare gerne se hende. Ja, bare det at se hende ville gøre mig helt blød i knæene, men det ville samtidig sikkert også gøre mig ked af det.  Jeg så hen på skolen, som nu var så tæt på, at jeg kunne se børnene lege i skolegården. Nu kunne jeg se hende med det flotte lyse hår. Jeg kunne mærke, hvordan varmen kom tilbage i min krop. Jeg blussede nærmest op. Tænk at et andet menneske kan påvirke en på den måde. Så forsvandt varmen og kulden tog over igen. Hvorfor havde hun, gjort det imod mig? Jeg havde lige pludselig ikke lyst til at gå der ind. Det var nok en grund til, at hun havde løjet for mig.

 

Hun står der med alle sine veninder. Hun er så smuk. Lyser nærmest op imellem de andre. Hun er alt det, som jeg ikke er og mere til. Jeg vender ryggen mod hende. Hvad havde jeg tænkt på, jeg kunne da ikke bare komme rendende her.

 Klokken ringer ind og kort efter ligger skolegården helt øde. Jeg vender mig om mod den tomme gård. Kigger op mod skolen og blinker mod solen. Hvordan er det endt sådan?  Jeg ved det faktisk ikke. Vi havde det så godt sammen, så lige pludselig ingenting. Jeg har det så elendigt nu. Det hele braste sammen den dag. Hun opfører sig som om, intet er hændt. Som om der ingen skade er sket. Som om det aldrig, har betydet noget for hende. Jeg kan mærke, hvordan tårerne presser på. Det gør de altid når jeg kommer til at tænke på det.  Hvorfor skulle hun også være så vanskelig? Jeg vender mig om og begynder at gå. Jeg kan mærke, hvordan mine frosne led knirker. Og pludselig overmander trætheden mig. Jeg falder langsomt i knæ. Alt det her for ingenting. Jeg kan mærke tårerne igen, men denne her gang med en endnu større kraft. Jeg får hende ikke. Det kan jeg lige så godt få slået ind i mit lille dumme hoved. Jeg kan mærke, hvordan mine øjne falder i. Jeg kan mærke, hvordan jeg falder til jorden, sammen med mine tårer.  

 

Da jeg så hende første gang, vidste jeg at det skulle være hende. Hun var så smuk. Men jeg fandt aldrig ud af, om hun virkelig havde det på samme måde som mig. Hun var noget helt specielt. En mærkelig formet puslespilsbrik, som passede perfekt ind i mit spil. Den sidste brik som fik det hele til at gå op. Men en dag blev brikken væk og hele spillet blev til et stort rod, som ikke kunne gå op, lige meget hvor mange gange man prøvede. Nu prøver jeg at finde brikken igen, men det er lige så svært, som at finde en nål i en høstak. Nej vent, sværere.

 

Jeg kunne høre skrig, råb, snakken, så råb igen. Jeg kunne høre en masse stemmer, kunne føle en masse opmærksomhed rettet mod mig. En opmærksomhed jeg ikke havde fået længe. Så en høj lyd, en ambulance. Så en masse tumulter. En græd, nej flere. En sten faldt fra mit hjerte, mon det var hende? En høj gøen fik stemmerne til at stoppe brat. Et stykke tid, kunne jeg kun høre en knurren. Så kom der et piv. Kort tid efter blev jeg løftet op, lagt på noget og kørt væk. Så forsvandt lydene igen.

 

 Jeg vågnede til en lyd. En dejlig lyd. Faktisk så dejlig, at jeg ventede lidt med at åbne øjne. Jeg lå bare og nød det. Det var hendes stemme. Jeg åbnede øjnene. Et stort sort skæg forskrækkede mig. Det var ikke hende, men en mand. Hvor var jeg? Havde jeg bare drømt. Et ønske som jeg brændte så meget for, at jeg kunne forvekslede det med en mand. Jeg lukkede øjnene igen, hvis jeg ikke kunne få hende. Så var livet ikke værd at leve.

 

”Godaften og velkommen til tv-avisen. Den dreng, som blev fundet i stærkt nedkølet tilstand uden for Nørrebroskole i går er død. Ambulancefolkene havde nogle problemer med at få fat i drengen, fordi en hund havde bevogtet ham. Det kunne være en af grundene til, at lægerne ikke kunne redde ham. Det viste sig også, at drengen led af nogle psykiske problemer og var gået fra den anstalt, hvor han boede.  Hans pædagog beklager, at det kunne ske, men han tilføjer også, at drengen havde været meget ustabil ugen op til ulykken.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...