Murstenspigen

Nu stod hun der igen stirrede ind i væggen, talte murstenene. Hvorfor var hun sådan? Kan man da ikke finde ud af bare at have et gram af normalitet i blodet? Hun stod der igen og igen. Hvert frikvarter stod hun bare der og så ensom ud. Der går faktisk rygter om, at hun nogle gange snakker med sig selv.
Skrev historien for et par måneder siden. Så er ikke helt inde i det der kapitel noget;P

1Likes
0Kommentarer
487Visninger

1. Pigen

 

Murstenspigen

Nu stod hun der igen stirrede ind i væggen, talte murstenene. Hvorfor var hun sådan? Kan man da ikke finde ud af bare at have et gram af normalitet i blodet? Hun stod der igen og igen. Hvert frikvarter stod hun bare der og så ensom ud. Der går faktisk rygter om, at hun nogle gange snakker med sig selv.

 

Sofie gik igennem skolegården sammen med sine "veninder". Det var egentligt ikke fordi, at de var specielt gode venner eller noget. Hun gik bare sammen med dem, fordi de var de populære. Dag ud og dag ind var kampen der. Den var næsten usynlig, men alligevel så stor. Kampen om at være populær. Det var i hvert fald sådan, hun oplevede det. Det kunne godt være, at den blev fejet væk under gulvtæppet af de uvidende forældre, som troede, at deres børn havde det "Åhh så godt", som de ville sige det. Men Sofie vidste bedre. Hun vidste da godt, at der var mange, der blev mobbet og holdt udenfor. Hun vidste da godt, at over halvdelen af klassen festede og drak sig fulde hver weekend uden deres forældres tilladelse. Sådan var verden bare.

                      Sofie kunne mærke papirkuglen i nakken. Hun tog den op og læste den. "I aften klokken 7.  Kys kys Jonas." Hun kiggede sig over skulderen, og så Jonas rødme, mens han kiggede ned i hans bog. Hvad skulle hun svare? Hun kunne godt lide ham. Han var sød og det hele, men hun kunne bare ikke se de to som kærester. Hun valgte at skrive: " hvorhenne? med nogle andre?" og smed den tilbage til ham. Han tog den op og grinte lavmælt. Hun fik en seddel tilbage, hvor der stod: "Hjemme hos mig, jeg holder en lille fest." Sofie vendte sig om og  nikkede med et falsk smil.

                      Musikken var høj, og Sofie kunne høre den uendelige trancemusik der sprang ud af Allans dyre højtalere. "Fed musik, hva?" Jonas kom væltende ind foran hende med en drink i hånden. Sofie nikkede bare tilbage med endnu et falsk smil. Han kiggede sig over skulderen og fik øje på en pige, der stod og vinkede til ham med et stort smil. Han smilede undskyldende til Sofie og sagde, at han lige skulle hen til hende, og så kom han tilbage. Sofie kiggede sig lidt omkring og så, at "Hun" stod der -  murstens pigen! Hvem havde inviteret hende? Hun sad jo bare i en stol og stirrede ned i sin ipod, med sit faktisk ret fede  tøj, selvom man sagtens kunne se, at det var brugt. Sofie tog mod til sig, og gik hen til pigen. Sofie satte sig ved siden af hende uden et ord, stirrede bare ud i luften sammen med hende. Da de bare havde kigget ud i luften i næsten et minut, syntes Sofie, at det var for meget og brød stilheden. "Fedt tøj, du har der." sagde Sofie lidt kejtet. Pigen stirrede på hende med et koldt blik og kiggede så tilbage i sin ipod, som om intet var hændt.

                      Dagen efter festen sad Sofie nede i kantinen med sine "venner". Katja snakkede om en eller anden ny mascara, hun havde fået af hendes far. Imens sad Sofie bare og lod som om hun hørte efter, men der var noget andet, der fangede hendes ører: "Det siges, at hun bor nede i det der faldefærdige hus ved søen, og at hendes far er alkoholiker." Det var Natasja og Mia, der sad og viskede om murstenspigen. Sofie gik derhen og spurgte hvorfor de snakkede om hende? "Hun bliver ved med at stirre på os, har du ikke lagt mærke til det?" Natasja kiggede underligt på mig. "Det er helt vildt uhyggeligt" sagde Mia med hendes irriterende falset.

                      Det næste frikvarter besluttede Sofie sig for at opsøge hende. Hun vidste, hvor hun var. Hun stod jo ved muren, som hun plejede. Hun stod der som sædvanligt, stirrede ind i muren med et tomt blik. Nu gjorde hun det. Sofie gik derhen og stillede sig ved siden af hende. "Hvorfor står du altid bare her og stirrer ind i muren. Du må da have noget bedre at tage dig til!" Nærmest råbte hun med en stemme, der var lidt hårdere, end hun havde troet. Pigen kiggede med et undrende blik på Sofie og sagde: "... " Hun sagde ingenting? Hun prøvede at sige noget, men der kom bare en brummelyd ud. Var hun stum? Sofie kiggede undrende på hende. Pigen kiggede tilbage på Sofie, mens hendes øjne løb i vand, og hun løb.

                      Hun løb ned af gangen. Hvorfor løb hun? Hun kunne bare ikke stoppe. Det var bare som om, at hendes ben havde taget over og besluttet sig for at løbe et maraton. Hun løb hjem ad. Hjem til hendes fordrukne far der aldrig skænkede hende et blik. Hun løb op ad trappen, mens hendes far klagede over, at hun trampede. Hun smed sig op i hendes seng, da en sms tikkede ind. Der stod: "Skal vi ikke mødes hjemme ved mig i dag klokken 20? Hilsen Sofie." Sofie prøvede at snyde hende. Det var hun i hvert fald sikker på. Hun ville ikke møde op. Det kunne hun ikke. Det var for ydmygende. Hun ville ikke engang svare på sms´en.

                      Næste dag i skolen prøvede Sofie at finde pigen. Hvorfor havde hun ikke svaret på hendes sms? Men Sofie skulle i hvert fald finde hende. Hun vidste egentligt ikke hvorfor. Hvorfor var hun så opsat på at komme i kontakt med hende? Hun vidste det ikke, men nu skulle hun i hvert fald finde pigen!

                      Pigen skyndte sig væk. Sofie måtte under ingen omstændigheder finde hende! Endnu en sms tikkede ind: "Hvorfor svarer du ikke. Jeg ventede hele aftenen i går!" Hun fik helt dårlig samvittighed! Måske ville hun hende faktisk noget godt? Hun bestemte sig for at sige ja, hvis hun spurgte igen. Sofie kom ind af døren til klasseværelset og så hende. Hun gik hen til pigen og skældte hende nærmest ud, fordi hun ikke havde svaret, men det endte med, at hun spurgte, om hun ville med i biografen. Hun skulle lige til at ryste på hovedet, men så hun kom i tanke om, hvad hun havde lovet sig selv og nikkede. Sofie lyste op i et smil og gik.

 

Sofie stod uden for biografen og ventede. Det var midt i januar, så der var bidende koldt. Hendes blik faldt på en gammel dame, der forsigtigt gik hen over gaden. Den gamle dame tabte sin stok og bukkede sig ned for at tage den op, men kunne ikke komme helt derned på grund af hendes gamle ryg. I samme øjeblik kom en ung mand ilende hen til hende. Han samlede stokken op, og gav den tilbage til den gamle dame med et smil. Hun stod og tænkte lidt over det, da hun så pigen gå forsigtigt hen mod hende. Pigen smilte forsigtigt til hende, og Sofie smilte tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...