The Clown

Mit bidrag til gyserkonkurencen. Jeg blev forfulgt af den sindssyge klovn. Jeg blev ædt levende af den sindssyge klovn. Jeg blev kradset ihjel af den sindssyge klovn. Jeg blev brændt på bålet af den sindssyge klovn. Den sindssyge klovn fik mig genfødt igen og igen, blot for at finde nye måder at torturere mig på...

13Likes
19Kommentarer
982Visninger
AA

1. Show me mercy and let me die!

Han stirrede forundret på mig, med sit skumle, brede og røde smil. Hans matte, mælkehvide øjne lyste af hævn og magt. Mine hænder dirrede, mens koldsveden, fik min hud til at glinse. Klovnen foran mig havde små krusede, orange krøller. Var kridhvid i ansigtet, bortset fra de blodfarvede kinder. Hans i forvejen overdrevent lange, halvgrønne fingernegle voksede sig længere og længere, da han med faste skridt bevægede sig tættere på mig. Et nytteløst gisp undslap mine læber. En gal latter rungede så voldsomt i det lille sorte lokale, at jeg måtte beherske mig yderligere for ikke at holde mig for ørene. Hvis jeg gjorde det ville det gøre mere ondt. Hvis jeg gjorde noget som han ikke havde bedt mig om, ville det gøre mere ondt. "Selfølgelig vil det gøre mere ondt, lille puuuuuds" hvislede han lespende og satte farten op. "Ingen foretager sig noget uden min tilladelse" fortsatte han. Lagde hovedet på skrå, viste sine skarpe tænder og spærrede øjnene op. Han var helt tæt på mig. Nu var hans klamme negle mindst 7 centimeter lange. De vibrerede let. Som om de havde deres eget liv.

Klovnen bevægede langsomt hånden op mod mit ansigt. Smerten brændte inden i mig som om en større ildebrand var ved at bryde løs i min krop, da han med ivrige bevægelser rev mig i ansigtet med de spidse negle. Lange røde flænger, store sår med friskt kød og blodudtrækninger i øjnene havde vist sig på min krop. Man kunne tydeligt se på den desperate klovn at han nød dette øjeblik. Dette utrolig smertefulde og skræmmende øjeblik. Han nød det! Han nød at se mig lide. Han nød at gøre skade på mig. Han nød mit skrig. Min jamren. Min basken med armene. Han nød det?

Hans vilde øjne lyste af forventnig da han rev mig ned af armen. Lavede en blodig flænge ned af min sarte hud. Mørket sænkede sig over mig. Tog mig i sin varme favn. Men jeg vidste bedere. Vidste at denne trygge og usmertefulde tilstand ikke ville vare længe endu...

 

Som jeg havde forudset havde klovnen genfødt mig. På ny, men stadig med smerter i kroppen fra hans tidligere underholdning. Det gjorde han altid. Tro endelig ikke at det er fordi han er en gavmild klovn, der alligevel ikke kunne holde ud at et 12-årig barn skulle dø så tideligt. Nej. Den eneste grund til at jeg får lov at leve er at han hele tiden vil finde nye måder at pine mig på. Eller rettere sagt: dræbe mig på.

Denne gang var vi ude på en slagmark. Mødre. Fædre. Selv små babyer lå døde i det gullige græs. Blod dryppede fra adskellige hoveder fra forslåede lig. Jeg gøs. Han opdagede det. Gjorde smilet størrere. Et par meter foran os stod et kæmpe stort ligbål. Mennesker lå klasket op af hinanden i små klynger oven i det brændene bål. Klovnen vendte det hvide ud af øjnene og snerrede faretruende. Jeg sprang en halv meter op i luften. Han grinte. Grinte og grinte. Morede sig over min reaktion, hvorefter han gav mig et hårdt og uventet skub i ryggen. Jeg ramlede ind i ilden. Den lukkede sig om mig. Forhindrede mig i at trække vejret. Jeg hostede og harkede. Ilden dansede legende omkring mig. Som om den også nød at pine mig. Røgen og varmen blev tættere. Lagde sig om mig i et tykt og gloende hedt tæppe, som var klistert fast til kroppen. Det var først nu, det gik op for mig at jeg lå oven på en flok forbrændte lig. De var stablet oven på hinanden. Jeg lå øverst.

Det sidste jeg nåede at føle var de store lyserøde mærker, som sved og sitrede i min krop...

 

Jeg slog øjnene op. Så at jeg var i en smukt møbleret spisestue. Mine magre ben vaklede, da jeg med besvær kom op at stå. Brændmærkerne sved og rifterne brændte. Jeg haltede hen til bordet. Satte mig på en stol. Og gloede veltilfredst på den store bunke mad der lå på det mørke egetræsbord. Overraskende nok kunne jeg ikke få øje på klovnen, før han pludselig dukkede op på stolen ved min side og knipsede med fingrene så maden forsvandt. Han smilte til mig. Det modbydelige smil der viste, at han havde fundet en ny måde at torturere mig på.

Jeg kiggede rædselslagent til, da han åbnede munden og bed mig i armen. Ikke bare bed mig i armen, men simpelthen tog en bid af min tynde arm. Han sad og gnaskede den lille bid arm i sig. Tykkede det seje menneske kød. Bed de hårde knogler over så det sagde en knasende lyd og sluprede det varme blod i sig. Jeg var ved at besvime, da jeg så ned på min arm. Der manglede en stor del, hvor der nu var kød og knogle. Da han havde tykket færdig kiggede han på mig og viste igen sine skarpe tænder. Nu blodplettede. Han bøjede sig ned over mig igen og tog endu en bid. Jeg kan ligeså godt sige at smerten er ULIDELIG.

Den sindssyge klovn var simpelthen ved at æde mig levende. Lige om lidt ville jeg dø. Blive genfødt. Og pint på en ny måde.

Ja, verden er uretfærdig, men når man er en hjælpeløs lille 12-årig pige er der desværre intet at gøre ved det...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...