Secrets hurt. [1D]

Vild, ung, glad, skør, underlig – ja det er Daisy Tomlinson. Daisy er en pige på 18 år som bor hos sine ’forældre’ Jenny og Simon i London. Hvad Daisy ikke ved er, at hun er blevet adopteret væk fra sin bror da hun var 1 år gammel. Hun lever sit liv perfekt, indtil en hvis person kommer ind i billedet.


Louis Tomlinson er 20 år gammel og lever sit liv som kendt. Han har de fire bedstevenner i hele verden + en kæreste som han holder meget af. Louis har hele sit liv vidst, at han har en søster ved navn Daisy ude i verden, og da Daisy endelig bliver 18 år tager han kontakt til hende, hvilket ændrer deres begge liv fuldstændig.

1445Likes
1388Kommentarer
224790Visninger
AA

16. Time to be recognized.

 

”Jeg vil ikke indlægges” hviskede jeg stille. ”Jeg vil have Holly tilbage, og jeg vil vise Louis jeg godt kan klare det her. Jeg vil ikke skuffe ham igen” jeg tog fat i mit hår og snorrede det om min finger. ”Og jeg er bange for den anden side inde i mig bliver for stærk” hviskede jeg så lavt, at jeg ikke troede han hørte mig. ”Hvordan for stærk?” Harry lagde en hånd på min ryg og aede den. Jeg kneb øjnene sammen. Det gjorde ondt at sige. Som om jeg ikke måtte sige det. Men den skulle ikke bestemme over mig. Jeg havde brug for hjælp, og hjælpen var her.

”Den får mig til ting” hviskede jeg stille, selvom det ikke var meningen. At jeg havde skåret i mig selv skulle han aldrig få at vide. Det var ikke den ’side’ der gjorde det. Det var udelukkende mig selv, fordi jeg havde brug for det.

”Jeg fik nok, og derfor slog jeg til spejlet” mumlede jeg stille. ”Og den vil have mig til…” jeg stoppede mig selv. ”Til at få maden op” mumlede jeg lidt efter. Harry’s hånd stivnede på min ryg. ”Har du gjort det, Daisy?” hans stemme rystede en smule. ”Nej” mumlede jeg. ”Men tænk hvis jeg gør det?” Jeg kiggede med store øjne på ham. Hvis jeg begyndte på det, så havde det store konsekvenser. ”Harry, du bliver nød til at hjælpe mig” sagde jeg hurtigt og gav hans hånd der stadig lå i min et klem.

Han lænede sig tilbage og kiggede lige ud. ”Hvis bare du kunne forstå, at du er smuk” mumlede han stille, hvilket sendte en strøm af følelser igennem mig. Jeg lagde ikke skjul på et smil – det kunne jeg ikke. ”Hey” sagde han hurtigt, rejste sig og forsvandt ud af døren. Hvad skete der lige her? ”Daisy!” råbte Harry, hvilket hurtigt fik mig til at rejse mig. Var der sket noget?

Jeg kom ind i stuen, hvor Louis sad med sin computer. ”Der er noget du skal se” sagde Harry og stod med armene om Louis’ nakke – Larry! Jeg kunne ikke lade være med at smile af mine tanker. ”Der går nok lige nogle minutter” sagde Louis og sendte mig et hurtigt smil. Jeg nikkede og satte mig i sofaen. Gan vide hvad jeg skulle se?

”Så” sagde Harry og satte sig hen ved siden af mig med computeren. Louis trak sin mobil op, mens hans blik var på os. ”Der er noget du skal vide om Danielle” sagde Harry og drejede sin krop, så han kunne kigge på mig. Danielle? En glæde gik igennem mig – mit idol. Hvorfor blandede han hende ind i det? Jeg kiggede pludselig forvirret på ham.

”Først” sagde han hurtigt. ”Det her bliver mellem os, okay?” sagde han alvorligt. Jeg nikkede langsomt. Var det alvorligt? Han vendte sig mod computeren og trykkede ind på et billede. Han drejede skærmen hen imod mig, og et billede af Danielle kom op. Et ret skræmmende billede af Danielle. Jeg spærrede øjnene op, og nu mere jeg studerede billedet, gik det op for mig, at hun så forfærdelig ud. Jeg kiggede først hen på Louis, og så på Harry. ”Har hun anoreksi?” sagde jeg højt. De ignorerede mig begge to. ”Er det så tynd du gerne vil være?” spurgte Louis forsigtig om, som om jeg kunne springe på ham når som helst.

Jeg rystede hurtigt på hovedet. ”Aldrig” sagde jeg hurtigt. Harry skiftede til et billede, hvor hun lå i en hospital seng. Hun så forfærdelig ud. ”Daisy” sagde Louis og humpede ned på den anden side af mig. ”Du ser næsten sådan der ud” sagde han langsomt og lagde en hånd på mit lår. Der gik et stød igennem mig. ”Nej, vel gør jeg ej!” sagde jeg hurtigt og kunne mærke hvordan jeg gik i forsvarsposition. Louis og Harry vekslede blikke.

”Danielle fik konstaterede anoreksi da hun var 16 år gammel” sagde Louis langsomt. ”Hun endte der” sagde han og kiggede på computeren. ”Hun var virkelig syg, Daisy” sagde han og tog min hånd. Jeg fik pludselig en underlig følelse i kroppen. ”Hun har det fint nu, og hun er slet ikke syg længere. Det var et rent held, at hun slet ikke har fået tilbagefald” indvendte Harry. ”Der er folk der har haft anoreksi, som må tage konsekvenserne af det nu” sagde Louis alvorligt. ”Og ingen af os ønsker at se dig sådan” sagde han roligt. ”Og vi er villig til at hjælpe dig Daisy. Os alle sammen” sagde han og sendte mig et smil. ”Og vi giver ikke op, selvom du ikke vil have vores hjælp” sagde han, men stoppede sig selv og kiggede over på Harry.

Jeg forstod godt hvad de sagde. Jeg forstod det hele. Jeg forstod bare ikke, hvordan jeg kunne være så tynd uden selv at kunne se det. Men det måtte være den anden side af mig. Den jeg virkelig hadede. Jeg lukkede mine øjne i. ”Jeg vil gerne have jeres hjælp. Om i så skal fodre mig” hviskede jeg stille. Jeg gjorde det her for Louis og Holly.

***

”Kan jeg tage den her?” Louis pegede ned mod min kuffert. Jeg vendte mig hurtigt rundt. Jeg havde stress, da vi skulle køre lige om lidt. ”Ja, nej, ja, vent, hvad?” Jeg snurrede rundt og kiggede efter min mobil oplader. ”Hey, ro på søs” sagde Louis og grinede. Jeg rystede på hovedet. ”Det er jeres skyld. I burde have vækket mig før!” sagde jeg og sendte ham et hurtigt smil, tog min oplader og lagde den i min håndtaske. ”Ikke noget stress. Bare tag det roligt” sagde han og tog fat i min kuffert. ”Vi kører om fem minutter” sagde han drillende. ”LOUIS!” sagde jeg højt og gav ham et surt blik. Han begyndte at grine og trak kufferten med sig. Havde jeg nu det hele?

Jeg kiggede rundt i mit værelse, og begyndte at grine. Jeg havde næsten pakket alt hvad jeg havde. ”Okaaay” sagde jeg langsomt. ”Ro på” sagde jeg til mig selv og kiggede ud af vinduet, hvor Harry og Louis var i gang med at lukke bagagerummet på bilen. Første stop var Spanien. Vi skulle køre i deres tour bus i et døgn eller sådan noget. Jeg havde ’heldigvis’ fået lov at bo i deres bus, mens deres crew var i nogle andre.

***

”Fans” sagde Louis da vi drejede ind på den parkeringsplads, hvor en masse busser holdt. Det gik pludselig op for mig, at eftersom jeg skulle med på deres tour, så var det ret svært at gemme sig. Måske var det faktisk nu, at folk begyndte at spørger indtil hvem jeg var. Min mave slog en knude. Var jeg klar til det? Well, jeg havde ikke noget valg. Heldigvis var de bag hegn!

”Louis” sagde jeg inden han gik ud. ”What’s up?” sagde han glad og vendte sig rundt. Jeg bed mig i underlæben. ”Hvad gør vi egentlig nu?” spurgte jeg om og kunne høre folk skrige, da Harry gik ud af bilen. ”Em. Vi åbner døren og går ud?” sagde han dumt. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Den gamle fatsvage Louis. ”De aner ikke hvem jeg er” sagde jeg for at se, om han så fattede den, hvilket han gjorde. Hen kneb øjnene sammen og lignede en der ikke anede hvad man skulle sige. Han havde vel tænkt over det, ikke?

Pludselig sendte han mig et smil. ”Selvfølgelig har jeg tænkt på det. Vi kan jo ikke skjule dig foraltid” sagde han og tog min hånd. Jeg kunne mærke jeg blev helt forvirret. Så han vidste godt, at de ville se mig i dag? Hvorfor havde han ikke sagt noget!? Jeg tog en dyb indånding. Jeg behøvede ikke lave mere drama. ”Det kan du da godt… klare ikke?” Jeg kunne se hans blik var blevet en smule forvirret. Jeg nikkede hurtigt. De kunne vel ikke hade mig, fordi jeg var Louis’ søster?

Louis trådte ud af bilen, og lidt efter åbnede han min dør. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg trådte ud, og kunne pludselig høre hvordan skrigene blev højere. Jeg kiggede rundt, og fik øje på de andre drenge henne ved hegnet. Jeg havde ikke set dem siden den dag, hvor jeg flippede fuldstændig ud pga. Holly. Jeg havde faktisk savnet dem – utrolig meget. Men der havde ikke været plads til dem i mit liv de sidste par dage, hvilket jeg fortrød.

Jeg fik øjenkontakt med Zayn, som pludselig smilede stort. Han skrev en autograf, og kom hen imod mig, selvom en masse fans skreg på ham. ”Hey Daisy!” sagde han glad og trak mig ind i et kram. Jeg kunne dufte ham på afstand, hvilket fik mig til at tænke på den aften på stranden. Ej, det havde vi så glemt for længst. Det skulle jeg ikke til at rode i igen!

”Har du det bedre?” spurgte han om og kiggede med sine varme brune øjne ind i mine. ”Ser jeg bedre ud?” spurgte jeg om og løftede det ene øjenbryn. Han gav et grin fra sig, hvilket fik mig til at smile. Hans smil var så specielt, at det selv gjorde en glad. ”Det gør du – meget!” sagde han og roede for sjovt i mit hår. ”Jamen, så har jeg det bedre” sagde jeg og gjorde det samme ved ham. Han lavede store øjne og dukkede sig. ”Ikke mit hår!” sagde han og tog fat i mine hænder. Jeg kunne ikke lade være med at grine, og det var der vidst nogle andre piger der heller ikke kunne. De pegede herover med telefoner, råbte og skreg og sådan noget. ”Måske du skulle gå hen til dem?” sagde jeg og skubbede blidt til ham. Han sendte mig et charmende smil inden han gik hen imod dem.

Jeg vendte mig med blikket hen til bilen, hvor Louis og Harry var i gang med at tage deres kufferter ud. Jeg gik derhen og prøvede at lukke af for de skrigende piger. Louis stillede en kuffert på jorden, sendte mig et smil og trak min ud. ”Er du klar?” sagde han og sendte mig et smil. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare. Det var jeg vel? Der var så meget der skulle til at ske. Jeg skulle møde en helt masse nye mennesker. Jeg havde ikke rigtig været med dem på arbejde og mødt hvem de omgik med og sådan. Og så skulle jeg også til at være i medierne og alt sådan noget. Når jeg trådte ind i den bus, så var mit gamle liv væk. Når jeg trådte ind i den bus, så startede jeg forfra.. forfra sammen med min bror, og uden min bedsteveninde. Men hun kunne også nyde det! Lige så snart jeg var ’rask’. Jeg gjorde det her for hende, og for at vise Louis, at jeg ikke kun var en skuffelse. Jeg gjorde det her, for Louis og Holly.

Jeg stod lænet op af bilen, som Eleanor vidst skulle komme og hente nu her inden vi tog af sted. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle synes om det. Jeg var vel ret ligeglad, da det ikke var det der betød mest for tiden. Jeg havde så meget andet at tænke over.

”Daisy!” sagde Niall og kom hen til mig. Han havde været fuld optaget af sine fans, men nu stod han foran mig. Jeg smilede stort og sprang ind i hans favn. ”Det er længe siden” sagde han og smilede. Jeg fniste, det føltes som en evighed, men det var det jo ikke. ”Er du klar til en overfed tre ugers tour med os?” sagde han og smilede stort, hvilket smittede af. Hans flotte blå øjne strålede af glæde, hvilket de havde gjort fra første dag af. ”Selvfølgelig” sagde jeg og kiggede rundt. Det var lidt vildt, at jeg skulle med verdens hidtil største band på tour. Faktisk, nu når jeg tænker over det, så er alt i mit liv vildt. Jeg havde hvert fald aldrig regnet med dette liv.

”Drenge!” en mand jeg havde set flere gange på billeder af dem, kom hen til dem. ”Vi kører om ti minutter” sagde han højt. Niall lavede store øjne. ”Hey Paul!” sagde han højt, og lavede tegn til, at Paul skulle komme herhen. ”Paul, hils på Daisy, og Daisy hils på vores 6 medlem – Paul” sagde Niall glad. ”Så det er den berømte Daisy” sagde han og så ud til at tænke sig om. ”Du ligner Louis på så mange måder” sagde han og smilede stort. ”Velkommen til familien” sagde han grinende og trak mig ind i et kram. Jeg kunne ikke lade være med at smile, han virkede ekstremt sød. ”Tak.. Paul” sagde jeg og smilede. ”Hende skal du være mere opsat på at passe på end mig” sagde Niall og slog Paul på skulderen. Han grinte og så kom de ind i en snak.

Eleanor var kommet. Jeg behøvede ikke kigge hen på Louis for at se det, jeg kunne høre det på alle fansene. Men jeg vendte mig nu alligevel om. Eleanor stod i Louis favn og havde lige trukket sig væk fra deres kys. Jeg kiggede over på Harry, som sendte mig et smil. Jeg gengældte det og kiggede rundt. Stemningen var helt perfekt. Alle var så glade. Nogen mere end andre – til de fans der stod og græd.

”Så, er du klar?” Harry’s stemme lød lige bag mig. Jeg vendte mig hurtigt rundt. Det spørgsmål havde jeg godt nok fået mange gange. Jeg bed mig i læben. ”Hvad nu hvis de ikke kan lide mig?” sagde jeg og kiggede hen mod deres fans. Harry kiggede fra dem, til mig og et punkt bag mig. Han smilede pludseligt stort, og da jeg skulle til at vende mig om, svarede han mig. ”Hvorfor skulle de ikke kunne lide dig? Det er jo ikke fordi du ligefrem dater en fra bandet” sagde han og blinkede. Han havde vel ret. Folk gik vel mere amok over det, hvis man datede en af dem, ikke?

”Daisy?” en virkelig bekendt stemme lød i mit øre. En stemme der første gang gjorde mig mundlam. Jeg lavede store øjne og fik øjenkontakt med Harry, som smilede stort. Jeg vendte mig hurtigt rundt, og så Liam og Danielle stå bag der. ”Hey Daisy” sagde Liam og gik væk fra Danielle. Jeg kunne slet ikke forstille mig, at hun havde stået det samme sted som mig, med de samme tanker. Det var… det lignede slet ikke hende.

”Hvordan har du det?” spurgte hun om og trak mig ind i et kram. Det kom uventet, men jeg krammede hurtigt igen. Noget sagde mig, at Liam havde fortalt hende det hele, men overraskende nok, så gjorde det mig ikke noget. ”Em” sagde jeg stadig lidt målløs over jeg så hende igen. Jeg var jo slet ikke parat! ”Det går fint” sagde jeg og smilede akavet. Jeg følte mig virkelig utrolig akavet lige nu.

Der var stilhed et øjeblik. Jeg blev nød til at sige noget. ”Ej,” jeg slog ud med armene og fnes. ”Undskyld, det var jeg ikke lige klar på” sagde jeg og hørte Liam grine bag mig. ”Bare du ikke skriger” sagde hun hurtigt, selvom hun godt vidste jeg ikke var sådan. Jeg kiggede over mod deres fans, som skreg Danielles navn. ”Det tror jeg de klarer for mig” sagde jeg og sendte hende et ordentlig smil denne gang. Hun begyndte at grine og nikkede anerkendende, inden hun trak mig lidt væk fra Liam og Harry. 

Hun stoppede op da vi nogenlunde var så langt væk, at drengene ikke kunne høre os. Hvad skete der lige? Jeg kiggede forvirret på hende, og pludselig fik hun et alvorligt ansigtsudtryk. Jeg bed mig hurtigt i underlæben, det her tegnede ikke helt så godt. 

-------------------------------------

Hvis I gerne vil have mere, vil I så ikke være søde at skrive det i kommentaren? :-) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...