Secrets hurt. [1D]

Vild, ung, glad, skør, underlig – ja det er Daisy Tomlinson. Daisy er en pige på 18 år som bor hos sine ’forældre’ Jenny og Simon i London. Hvad Daisy ikke ved er, at hun er blevet adopteret væk fra sin bror da hun var 1 år gammel. Hun lever sit liv perfekt, indtil en hvis person kommer ind i billedet.


Louis Tomlinson er 20 år gammel og lever sit liv som kendt. Han har de fire bedstevenner i hele verden + en kæreste som han holder meget af. Louis har hele sit liv vidst, at han har en søster ved navn Daisy ude i verden, og da Daisy endelig bliver 18 år tager han kontakt til hende, hvilket ændrer deres begge liv fuldstændig.

1446Likes
1388Kommentarer
225486Visninger
AA

5. Summer vacation in London

 

Jeg kunne høre Jennys latter på afstand, og da vi kom om hjørnet kunne jeg se Harry og Louis stå og grine. Jeg kunne mærke min mave trække sig sammen da jeg så dem. Jenny og Simon vidste tydeligvis ikke hvad der var sket under middagen, men det kom heller ikke dem ved. ”Der er hun jo” sagde Simon som om alt var normalt. Jeg mærkede deres blikke på mig, hvilket fik mig til at kigge ned i jorden. Jeg vidste mine øjne var hævet og min mascara lignede lort, og lige meget hvem det var, så var det ikke fedt at folk skulle se mig sådan. ”Godt du nåede det” sagde Jenny og strøg mig på ryggen. Jeg fik kvalme over hvor falsk det hele var, men det var snart overstået. ”Tusind tak fordi vi måtte komme” sagde Louis og sendte Jenny et smil. ”Det var da så lidt! Jeg håber ikke det bliver sidste gang vi ser til jer” sagde hun og grinede. Jeg bed mig hårdt i læben. Jeg skulle ikke se Louis i den nærmeste fremtid.

”Det var rart at møde jer!” sagde Holly og rakte sin hånd ud, som Louis tog imod, og derefter trak hende ind i et kram. ”I lige måde Holly. Vi må lige finde ud af noget med nogle billetter nu her til koncerten” sagde han, hvilket fik mig til at kigge over på Holly, som smilede stort. Hvilken koncert? Hvad havde jeg lige gået glip af? Louis blik landede på mig, og af ren refleks kiggede jeg over på ham. Jeg havde fuldstændig glemt hvordan jeg så ud, men Louis’ blik fik mig til at huske det. Hans smil stivnede en smule og hans øjne prøvede at fange mine, men jeg var ligeglad. Han kunne ærligtalt rende mig lige nu. ”Farvel” sagde jeg og rakte min hånd frem. Han tog imod den og prøvede forgæves at fange mine øjne. Men hvad havde han regnet med? Hvis jeg var så skide belastende, hvorfor blev han så ved? ”Vi ses Daisy” hans stemme lød som den plejede. ”Jeg håber vi ses igen” han gav min hånd et klem og sendte mig et smil. Jeg trak min hånd til mig og kunne mærke Hollys og Harrys blikke på mig. Nu var det værste da overstået.

Jeg kiggede op på Harry, som sendte mig et smil. ”Det var hyggeligt at møde dig Daisy” sagde han og gav min hånd et klem, præcis som Louis havde gjort det. ”I lige måde Harry” jeg sendte ham et lille smil, for at vise jeg ikke var sur på ham. Han skulle ikke tage herfra og tro jeg var sur på ham, når det udelukkende var Louis jeg var sur på. Jeg slap hans hånd, kiggede over på Simon og Jenny og gik så hen mod huset igen. Jeg var ligeglad med om jeg var uhøflig. Hvis de vidste hvad der lå bag der, så havde de vidst ikke så meget at skulle have sagt.           

        

Det hele gik ned af bakken. Det var to uger siden alt det med Louis var sket, og mit humør var helt i bund. Jeg havde fået sommerferie i sidste uge, hvilket bare gjorde det hele værre. Jeg havde ingen appetit, og jeg havde ikke lyst til andet end at være på mit værelse. Jenny og Simon havde utallige gange prøvet at snakke med mig og undskylde, men jeg var ligeglad. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle forholde mig til tingene, og jeg orkede faktisk heller ikke at tænke på det længere. Jeg havde hørt Jenny græde, og det gjorde ondt – virkelig ondt. Men hvad ville de have jeg skulle gøre? Min bror havde været en totalt skuffelse, og jeg fik aldrig lov at møde min rigtige mor eller familie… og hvis de bare mindede om Louis, så ville jeg heller ikke!

Holly var herover næsten hele tiden, og hun var den eneste jeg orkede at være sammen med. Vi havde snakket om tingene utrolig mange gange, men det var som om det stadig blev siddende, så jeg droppede bare at snakke med hende om det. Da hun fandt ud af jeg ikke spiste noget, så flippede hun helt ud, så igen måtte jeg lyve over for hende. Jeg gik i ret store trøjer fordi jeg havde tabt mig en del på maven, og det holdt det vidst hemmeligt – hun vidste det hvert fald ikke. Jeg var ikke ude på at sulte mig selv, jeg havde bare ikke lyst til at spise noget som helst. I stedet for at trøstespise spiste jeg slet ikke. Jenny og Simon havde i sidste uge fået et flip på mig og sagt alt muligt med, at de ville sende mig til psykolog hvis jeg ikke snart tog mig sammen, men det havde bare en endnu dårligere effekt på alt. Jeg vidste ikke rigtig selv hvad der gik af mig, og jeg havde aldrig troet det ville tage så hårdt på mig. Jeg havde flere gange sagt til mig selv, at alt det her var lige meget. Jeg behøvede ikke at se dem igen, hvis jeg ikke ville… men inderst inde brændt jeg for at møde min rigtige mor og far.

”Se hvad jeg har!” Holly kom brasende ind af døren med en is i hver hånd, og en DVD under armen. ”Nu skal der pige hygges” sagde hun og grinede. Jeg tog imod isen og fulgte Holly med øjnene. ”Det bliver en gyser” sagde hun og kiggede på mig med et ’skræmmende’ blik. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Holly var den eneste der kunne få mig i bedre humør, og det virkede hver gang. ”Ih” mumlede jeg, da jeg kom i tanke om, at hun tog på ferie i morgen. ”Hvad?” sagde hun og kiggede hurtigt på mig. ”Så skræmmende er den ikke!” sagde hun hurtigt og trykkede play. ”Det er ikke det” sagde jeg hurtigt. ”Det bliver bare så trist uden dig” sagde jeg stille. Holly smed sig ved siden af mig. ”Jeg kunne ikke være mere enig” sagde hun hurtigt. ”Jeg havde virkelig regnet med, at du fik lov at tage med” sagde hun og tog fjernbetjeningen. Jeg sukkede. ”Ja, men det var nok også min egen skyld jeg ikke måtte” mumlede jeg. Simon og Jenny havde sagt nej til at lade mig komme med. Jeg havde ikke fået nogen forklaring hvorfor, men min opførelse måtte være svaret. ”Det er kun en uge” sagde hun opmuntrende. Jeg trak på skulderne. ”En hel uge uden kontakt til dig” hun nikkede ”det bliver forfærdelig. Men når jeg kommer hjem, SÅ har vi stadig 10 ugers sommerferie” sagde hun og smilede. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Så måtte jeg jo se frem til det.

”Jeg skriver lige så snart jeg kommer til England igen, okay?” sagde hun og trak mig ind i et endnu et kram. Jeg nikkede og fik næsten helt tåre i øjnene. Jeg var så irriteret over jeg ikke kunne tage med. Jeg havde brug for at komme væk. ”Tager du af sted nu Holly?” Jenny kom ud i gangen og kiggede på hende. ”Ja” sagde Holly og sendte hende et smil. ”Åh, kan du så have en rigtig god ferie!” sagde hun og gik hen og gav hende et kram. Holly grinte ”det skal jeg nok prøve på! I lige måde Jenny” sagde hun og kiggede så over på mig. ”Vi ses” sagde hun og sendte mig et luftkys. Jeg nikkede og lukkede forsigtigt døren efter hende. En uge hvor mine tanker uafbrudt fik frit løb. Fed ferie.

”Godt at se du stadig kan smile” sagde Jenny og låste døren. Jeg rullede med øjnene og følte mig pludselig virkelig vred. ”Ja - vend dig ikke til det. Holly var grunden” sagde jeg surt og gik ud i køkkenet. Jeg kunne høre Jenny sukke, og lidt efter stod hun i køkkenet. ”Vi har andre planer” sagde hun og satte sig ned ved siden af Simon, som var kommet ind. Jeg tog et æble og kiggede forvirret på dem. Planer? Med dem? Jeg rystede langsomt på hovedet. ”Jeg skal ingen steder med jer” fløj det ud af min mund, men det så ikke ud til at ramme dem. De var van til jeg var flabet og ligefrem ond overfor dem. ”Du skal heller ikke med os” sagde Jenny og kiggede på Simon, som nikkede til hende. Jeg forstod det ikke. Ville de lade mig være alene hjemme? Hvorfor kunne jeg så ikke ligeså godt være taget med Holly? ”Hvorfor kunne jeg så ikke få lov at tage med Holly?” spurgte jeg om i et roligt tonefald. Der var stille i noget tid. Simon fangede mine øjne, og jeg vidste han ville sige noget. ”Fordi du skal til London” sagde han roligt. Jeg tog et bid af mit æble, og var ved at få saften galt i halsen. London? Hvad f:nden skulle jeg i London? De forstod mit ansigtsudtryk, for lidt efter sagde Jenny noget jeg aldrig i mit liv havde troet jeg skulle høre. Men ærligtalt, jeg havde ikke troet jeg skulle høre noget af det jeg havde hørt de sidste to uger. ”Du skal hen til Louis” hendes ord gav genlyd i mit hoved. Jeg lavede store øjne og satte æblet fra mig. Jeg havde pludselig helt mistet appetitten.

”Hvad?!” sagde jeg højt. Jenny nikkede kort og skulle til at forlade køkkenet. ”Hvad! Det gør jeg ikke!” sagde jeg højt, hvilket fik hende til at vende sig rundt. ”Det er synd, for det kommer du til” sagde hun bestemt og gik ind i stuen. Jeg stod alene ude i køkkenet og kiggede ned i gulvet. Det kunne hun ikke mene. Det kunne jeg ikke! Jeg gad ikke se ham! Jeg kom hurtigt til mig selv og løb ind i stuen. ”Hvorfor?” min stemme lød kold og hård, men inden i var jeg helt splittet. Jeg hørte Jenny sukke inden hun vendte sig imod mig. ”Se på dig selv Daisy” hun kiggede op og ned af mig, og kiggede mig så lidt efter i øjnene. ”Du spiser ingenting. Du snakker ikke til os. Du lukker dig inde på dit værelse, og hvis du endelig snakker til os, så råber du?” hun lød virkelig såret, hvilket fik en knude frem i min hals. Jeg vidste godt min opførelse var slem, og jeg vidste godt jeg var slem, men da ikke så slem at de ville sende mig væk.

”Vil…” min stemme knækkede over. ”Vil i sende mig væk?” hviskede jeg stille. Godt nok var jeg sur på dem, og godt nok hadede jeg dem for at lyve for mig, men jeg var da ikke klar til at miste dem! En masse tåre samlede sig i mine øjne og ventede på at blive sluppet fri. Simon kom ind og lagde en hånd på Jennys skulder. ”Det er kun i sommerferien” sagde hun og sendte mig et lille smil. En lettelse gik igennem min krop, og lidt efter fløj tårerne ud. Et øjeblik havde jeg været overbevist om, at de ville af med mig for altid… jeg kunne ikke beskrive hvor stor en lettelse det var, at det kun var sommerferien. Jeg havde faktisk ikke lyst til at tage af sted. Hvad med Holly? Det skulle være vores sommerferie! Jeg rystede på hovedet. ”Jeg kan ikke tage af sted” mumlede jeg. Simon sukkede tungt ”Vi har bestilt billetter, og Louis har allerede sagt ja” sagde han roligt. Jeg kneb øjnene sammen og snøftede. Havde Louis sagt ja? Hvorfor dog det? Jeg var jo skide belastende! Jeg rystede på hovedet igen og igen. ”Det her har jeg ikke sagt ja til” hviskede jeg stille. ”Det bliver godt for dig Daisy” sagde Jenny og gik hen imod mig. ”Du skal møde din rigtige familie, og du får god tid til at lære Louis at kende” hendes stemme lød så blød, at jeg ikke kunne få mig selv til at råbe af hende. Jeg vidste jeg havde været forfærdelig at have boende i de sidste to uger, og jeg vidste hvor meget jeg havde såret dem. Jeg orkede ikke at diskutere med dem, så jeg vendte bare rundt og løb op på mit værelse.

”Det skal nok gå Daisy” Hollys stemme lød i mobilen. ”Jeg er sikker på, at jeg godt må komme og besøge dig i London. Jeg har familie der” sagde hun og grinte. Jeg kunne ikke lade være med at smile, selvom tårerne rendte ned af mine kinder. Der var stilhed i noget tid ”Hør her. Nu tager du til London, og så møder du din rigtige mor. I får det sikkert virkelig godt sammen! & prøv at giv Louis en chance. Hvis du virkelig var så belastende ville han jo ikke have dig boende, vel?” jeg hørte hendes mor kalde på hende. ”Jeg bliver virkelig nød til at smutte nu. Har vidst været på toilet i lidt for lang tid” sagde hun og grinte. Jeg rystede bare på hovedet. Det var typisk hende. ”Det skal nok blive godt. Bare …. Gør det for at lære din mor at kende” sagde hun hurtigt. ”Vi ses Holly” sagde jeg og kyssede mobilen. Hun grinte og gjorde det samme. ”Ses om en uge og to timer” jeg fniste og lagde på.

Hun havde ret. Jeg måtte gøre det for min mors skyld. Jeg havde så utrolig mange spørgsmål jeg skulle have svar på. Jeg følte mig så forvirret, og hvis jeg ikke tog denne chance, så fik jeg aldrig svaret. Det kunne godt være jeg var utrolig vred på Louis, men ingen sagde jeg skulle tvinges til at snakke med ham, vel?

Jeg skulle til at smide mig i sengen, da jeg så noget papir på mit bord. Jeg gik hurtigt derhen og kiggede på hvad der stod. Det var en togbillet til om to dage. Jeg satte mig på sengen. Trangen til at hive den over var virkelig stor, men Hollys ord lød igen i mit hoved. ”Gør det for at lære din mor at kende” jeg sank den klump jeg havde i halsen og lagde mig ned i sengen. Måske var det godt at komme væk fra Jenny og Simon…. Bare i sommerferien. Og måske kunne jeg endelig få det hul jeg havde i hjertet fyldt ud.

-------------------------------------------------------------------------------------

Wooow. Jeg troede ikke at SÅ mange ville like den! Tusind tak! I må gerne blive ved! Haha. (y Nå men jeg har lavet en trailer til novelle, som i kan se ude i siden! I må meget gerne tjekke den ud!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...