Secrets hurt. [1D]

Vild, ung, glad, skør, underlig – ja det er Daisy Tomlinson. Daisy er en pige på 18 år som bor hos sine ’forældre’ Jenny og Simon i London. Hvad Daisy ikke ved er, at hun er blevet adopteret væk fra sin bror da hun var 1 år gammel. Hun lever sit liv perfekt, indtil en hvis person kommer ind i billedet.


Louis Tomlinson er 20 år gammel og lever sit liv som kendt. Han har de fire bedstevenner i hele verden + en kæreste som han holder meget af. Louis har hele sit liv vidst, at han har en søster ved navn Daisy ude i verden, og da Daisy endelig bliver 18 år tager han kontakt til hende, hvilket ændrer deres begge liv fuldstændig.

1446Likes
1388Kommentarer
225286Visninger
AA

18. I don't give a fuck, Harry.

 

Der var gået 3 dage siden mit uheld. Jeg havde fulgt den madplan Louis og Harry havde lavet til mig, og efter hver måltid, så havde Harry sørget for, at en af drengene var sammen med mig. På en måde var det rart, for jeg glemte ligesom Holly og det at jeg havde spist. Men hver aften inden jeg gik i seng, så kom skyldfølelsen frem. Det var ikke nemt at spise alt det jeg skulle spise, men jeg måtte gøre det. Jeg måtte gøre det for Louis.

Lige nu var vi i Frankrig. Vi var lige ankommet om aften, så vi kunne få en god lang nattesøvn. Vi havde spist og lige nu var Harry inde hos Louis. De skulle lige sige godnat, og så kom han ind. Det var ikke fordi de overvågede mig – langt fra. Harry havde fortalt de andre det, men han havde også bedt dem om ikke at sige noget til mig, hvilke var rart. Jeg holdt virkelig af de drenge, det gjorde jeg!

Lige nu lå jeg i min seng og skrev min daglige besked til Holly i håb om hun en dag ville svare. Jeg skulle ikke lægge skjul på, at alt havde gået perfekt de sidste tre dage. Jeg havde efterhånden fået flere sår på hoften, op omkring de 15.. Men jeg kunne ikke rigtig stoppe. Det var noget jeg blev nød til, for hver aften kom Holly tilbage i mine tanker. Jeg kunne gå hele dagen uden at tænke på hende, men så kom hun om aften. Episoden fra hvor hun forlod mig var den samme hver aften – ulidelig. Jeg var begyndt at tvivle på om hun overhovedet fandtes. Hun var som en dagbog jeg skrev til.

#Holly, er du der? Jeg savner dig, selvom jeg ikke burde. Jeg burde hade dig for at forlade mig, når jeg har mest brug for mig. Tanken om du er væk gør mig så trist til mode. Holly, jeg gør så dumme ting ved mig selv! Jeg kan ikke holde smerten inde i mig selv. Jeg bliver nød til at påføre mig selv smerte for at få den indre væk. Du ved ikke hvordan det er. Svar mig. Giv mig et tegn på du stadig er der. Jeg savner dig.#

Døren gik op i det jeg sendte den. Jeg kiggede på Harry, som sendte mig et stort smil. Louis kom ind bag ham, hvilket han havde gjort de sidste tre aftener. Han kom altid for at sige godnat – det var rart. Jeg rejste mig op og gik hen til ham. Han trak mig ind i et kram. ”Er du okay?” spurgte han om, hvilket også var blevet en vane. Der var noget galt med mig hele tiden, og når han spurgte viste han mig, at han var der. Det var en rar følelse. ”Godnat” sagde jeg og kyssede ham på kinden, inden jeg hoppede over i sengen. Louis gav Harry et kram inden han forsvandt. ”Ses i morgen babes” sagde han og lavede en kysse mund. Jeg fniste. Selvom jeg vidste han kun var SÅ glad fordi Eleanor kom i morgen, så var jeg ligeglad. Jeg trak dynen over mig ”Godnat Harry” sagde jeg træt og trak dynen over mig

Det var helt hvidt omkring mig. Hvor var jeg? ”Daisy?” en bekendt stemme lød bag mig. Jeg snurrede hurtigt rundt og lod vinden trække mit hår med. ”Hvem er det?” sagde jeg med en forvirret stemme. ”Kan du ikke huske mig?” En person blev pludselig synlig, og straks genkendte jeg stemmen. Et smil bredte sig på mit ansigt. ”Holly?!” sagde jeg højt og trådte et skridt frem mod hende. Hun åbnede armene til et kram, men noget stoppede mig. ”Du lever!” sagde jeg glad. ”Du er her virkelig!” sagde jeg med en stemme jeg ikke havde hørt længe – en glad stemme. Jeg rakte ud efter hende mens tårerne pressede sig på. Hvor havde jeg savnet hende! Hun stod foran mig, lige nu! Jeg havde så mange ting at spørger om. Hvorfor forsvandt hun den gang?

Pludselig stivnede mit smil, og jeg kunne pludselig bevæge mig mod hende. ”Hvad laver du her?” vrissede jeg surt af hende. Hun gik et skridt frem mod mig mens hendes blik udstrålede forvirring. ”Daisy, det er mig Holly? Din bedsteveninde” sagde hun og gik et skridt frem imod mig. Et hånligt grin trængte gennem mine læber uden det var meningen. ”Min bedsteveninde? Hende der forlod mig da jeg havde brug for hende?” Pludselig ændrede Hollys ansigtudtryg sig, og hun fik pludselig en truende adfærd. ”Hvordan ville du have det, hvis mit udseende betød mere end dig?” hendes stemme var kold og hård. Hvad mente hun med det? ”Du ændrede dig. Dit udseende betød alt! Du skubbede mig væk, og så er du sur på mig?” hun råbte af mig – nej skreg. Jeg fik tåre i øjnene. ”Og du forlod mig da jeg havde mest brug for dig” skreg jeg, men stoppede mig selv da hun svingede sin hånd over min kind.

Havde hun slået mig? Hvorfor slog hun mig! ”Holly” sagde jeg og gik frem mod hende, men pludselig blev hun utydelig. Hun rystede på hovedet. ”Tag dig sammen Daisy. Vis jeg betyder mere end dit udseende” hvæsede hun af mig, inden hun vendte rundt og var på vej væk.

En smerte gik igennem mig. Jeg ville ikke miste hende igen! Jeg havde lige fået hende tilbage! ”Holly!” skreg jeg og gik frem mod hende, men blev stoppede af Louis, som kiggede efter Holly. ”Holly! Du kan ikke gå!” skreg jeg højt, men hun ignorerede mig.

HARRYS SYNSVINKEL:

Jeg vågnede med et sæt, da jeg hørte Daisy ligge og råbte. Jeg kiggede over på hende. Tårerne rendt ned af hendes kinder mens sveden drev af hende. ”Stop Holly! Holly!” skreg hun højt og satte sig pludselig op med et sæt. Jeg kom hurtigt til mig selv efter jeg havde siddet og betragtet hende. ”Er du okay?” spurgte jeg hurtigt om. Hun gav et klynk fra sig og kiggede forvirret rundt. ”Det var bare en drøm” hviskede hun helt ude af den. Jeg lagde forsigtig min hånd på hendes, hvilket vidst gav hende et chok. Hun var helt kold.

Hun tog en dyb indånding, hvilket jeg troede var for at få styr på sine vejrtrækninger, men da det blev ved og lød værre og værre blev jeg urolig. ”Daisy, hvad sker der?” jeg smed dynen af mig og satte mig tættere på hende. Hun rystede på hovedet, hev efter vejret og kiggede omkring. ”Hey” sagde jeg og prøvede at få kontakt med hende, men hendes blik flakkede rundt. ”Hey! Daisy” sagde jeg hurtigt og tog hurtigt men blidt fat i hendes kæbe, og drejede hendes ansigt hen imod mit. Hele hendes ansigt var vådt. ”Træk vejret dybt” sagde jeg og tog forsigtig fat i hendes anden hånd, og løftede hendes arme over hovedet. Jeg havde hørt, at det hjalp, da luften bedre kunne komme ned i maven. Jeg satte mig på knæene for at holde hendes arme over hovedet, og pludselig midt i det hele gav hun et hulk fra sig og faldt tungt ned i min favn.

Jeg tog hurtigt om hende og kunne nemt mærke hvordan hun rystede. ”Det var bare en drøm Daisy” sagde jeg stille. Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle reagere. Hendes drøm var om Holly, og jeg vidste jo sandheden om Holly. Hun var ikke taget hjem af fri vilje, hun havde gjort det pga. Louis, og fordi hun vidste det ville få Daisy til at tage sig sammen.

”Hun forlod mig Harry” hviskede hun stille og greb hårdere fat i min t-shirt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg kunne ikke afsløre noget, så ville Louis først flippe ud.

”Ikke for altid. Hun er bare bange for at miste dig” sagde jeg og knurrede hende ind til mig. Følelserne i min krop tog overhånd, og et øjeblik glemte jeg, at det var Louis’ søster der lå i min favn. Jeg måtte afholde mig selv fra at kunne lide det. Det kunne ikke gå.

Hun græd ikke længere, men hendes hænder hold stadig stramt om min t-shirt, som ville jeg forlade hende hvis hun gav slip. Pludseligt lige så hurtigt som hun var faldt ned i min favn, satte hun sig pludselig op. Hun tørrede tårerne væk og snøftede. ”Undskyld” mumlede hun. ”Jeg burde ikke vække dig. I skal tidligt op” sagde hun og kiggede alle andre steder hen end på mig. Jeg rystede på hovedet. ”Vi har fri i morgen” sagde jeg roligt og rørte ved mine krøller. Hun blev ved med at ryste på hovedet. Jeg tror hun var i gang med at bebrejde sig selv for alt lige nu. Hun havde fortalt mig om ’den anden side’ af sig selv, og den skræmte mig. Hun havde kastet op pga. den, og det var den der fik hende til at sulte sig selv. Tanke gjorde mig trist. Måske brugte drengene og jeg meget tid på hende, men hun havde brug for det. Hun havde lukket sig op til mig om alt. Alt fra hvorfor hun ikke bad Louis til hjælp, og til hun kastede op. Jeg var glad for hun stolede på mig. Jeg var glad for hun så mig som hendes anden bror, selvom tanken gjorde mig lidt trist.

DAISYS SYNSVINKEL.

Jeg ville ikke kigge på Harry – det kunne jeg ikke. Jeg havde vækket ham klokken lort om natten. Han var sikkert fuldstændig smadret! ”Daisy” sagde Harry og tog om mit håndled. Jeg rystede igen på hovedet og lod mig blik sætte sig fast til væggen. Hans berøring fik det til at brænde under huden. ”Daisy” sagde han en smule hårdt og tog om min kæbe, som han havde gjort for nogle minutter siden, som var det det eneste der virkede.

Hans blik fangede hurtigt mit, og noget var anderledes. Hans øjne, hans flotte grønne øjne afslørede lidt mere end de skulle. Han bed sig nervøs i læben, som om det gik op for ham, at jeg havde opdaget det. Hans varme blik, som lyste af lyst og trang, gik helt ind i hjertet. Noget fortalte mig, at det ikke kun var lysten der var der nu, men at han havde dækket over den hen over en længere periode.

Jeg tog forsigtigt min hånd op til hans hage og placerede tre fingre på hans kindben. Hans greb om min kæbe løsnede sig, men kun for at han kunne trække mit ansigt hen til sit. Mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst, og et øjeblik var jeg bange for han kunne høre det. Han lagde hans frie hånd bag min ryg, og skubbede mig ind mod sig lige så let som var jeg en dukke. Min anden hånd lagde sig forsigtigt mod hans bryst, hvor jeg kunne mærke hans hjerte hamre mod. Et lille smil gled hen over mine læber, da hans krop reagerede på samme måde som min. Jeg lod min hånd glide op mod hans hals, hvilket sendte et gys igennem hans krop, da mine hænder var utrolig kolde.

Harry fjernede sin hånd fra min kæbe, for at køre den hen langs min hals og lægge sig bag min nakke, hvor han forsigtigt trak mit ansigt helt hen til hans. Vores pander lå mod hinanden – ventede på det næste skridt, som han vidst ikke kunne få sig selv til at tage. Hans øjne lagde ikke skjul på en indre kamp. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, mon om det skyldes Louis? Jeg rystede tanken væk. Han skulle ikke være i mine tanker, nu når det jeg så længe havde drømt om, endelig ville ske – det skulle ske!

Jeg tog en hurtig beslutning, lagde mit hoved på skrå og pressede mine læber imod hans. Der gik ikke lang tid før han ivrigt kyssede igen. Jeg fik bekræftet mit spørgsmål – han havde ventet på det, ligesom jeg havde. Jeg lukkede mine øjne i og gav mig selv til Harry. Følelserne fløj rundt i min krop, og hvis jeg ikke allerede sad ned, så ville jeg være faldet.

Mine hænder gled forsigtig om til hans nakke, hvor jeg blidt tog fat i hans nakkehår. Han bed forsigtigt i min læbe og skubbede blidt min krop ned på sengen. Mine arme lukkede sig om hans nakke, mens hans ene hånd gled op til min hofte. Jeg sukkede kort og skulle til at udvikle kysset, da Harry trak sig væk. Jeg kiggede forvirret over på ham, men han havde pludselig lukket af. Hans øjne afslørede ingenting, men da han trak mig ind til sig, kyssede mig på panden og skubbede dynen over mig, var jeg så forvirret som aldrig før. Hvad var der lige sket?

Jeg lagde mig ind til Harry, og kunne mærke hvordan hans arme ’slugte’ mig, som var det sidste gang. Jeg kyssede forsigtigt hans kraveben, og selvom alt tydede på, at han kunne lide det, sagde han ingenting. Trods min forvirring lukkede jeg mine øjne i og faldt langsomt i søvn

***

”Daisy!” sagde en person og skubbede til mig. ”Ikke nu” mumlede jeg træt og trak dynen over mig igen. ”Jo, nu” sagde en drillende stemme inden min dyne blev flået af. ”Vi skal have morgenmad, så let røven” Det var Niall, det kunne man tydeligt høre. ”Jeg er ikke sulten” sagde jeg træt. ”Flot røv” hørte jeg en stemme sige, hvilket fik mig til at fare sammen. Niall begyndte at grine, og lavede high five med Zayn, som stod foran min seng. Jeg havde kun trusser på, hvilket de begge vidst tydeligt var tilfredse med.

”Jeg misunder Harry” sagde Zayn og grinte, hvilket fik mig til at rulle med øjnene. ”Godmorgen til jer også” sagde jeg ironisk og rejste mig, men måske lidt for hurtigt. Jeg var ved at falde bag over, da Zayn hurtigt greb fat i min hånd. ”Ro på prinsesse, og få tøj på” sagde han og sendte mig et smil. ”Eleanor er kommet, og Louis savner sin søster” sagde han drillende. Jeg fnøs ”Som om han har tid til det nu” sagde jeg og hentydede til Eleanor. Niall gav et grin fra sig. ”Hvis det hjælper, så kommer Danielle om en uge” Jeg kunne ikke lade være med at smile. Niall vidste altid hvad han skulle sige for at få mig til at smile.

Jeg åbnede døren ind til Louis’s suite, men blev stoppet, da jeg hørte hans stemme. ”Hvorfor stoppede du hende ikke Harry?” sagde en anelse surt. Jeg gik tættere på døren, hvor de stod bag. ”Hun var helt ude af den. Hun havde lige haft mareridt om Holly” sagde han med en træt stemme. ”Og derfor skulle i kysse?” sagde Louis højt. Mine øjne blev store. Fortalte Harry Louis om kysset? Hvorfor fanden gjorde han det?! Han vidste hvor sur Louis ville blive! ”Der er ikke noget i det, overhovedet Louis. Jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle gøre da hun kyssede mig” Jeg spærrede øjnene op. Da JEG kyssede ham? Han lagde op til det! Jeg kunne mærke vreden boble frem i mig. Hvordan kunne han lyve sådan? Den store idiot!

Jeg havde en stor trang til at sparke døren op og slå Harry. Hvordan kunne han give mig skylden for det? ”Er du sikker?” sagde Louis med en høj stemme. ”Louis, hun er din søster. Jeg kan ikke have følelser for hende” sagde Harry med et grin, hvilket virkede sårede mig.

Jeg trådte et skridt tilbage da døren ind til hele suiten åbnede sig. Eleanor, Liam, Niall og Zayn kom ind. ”Hvor bliver i aaaaf?” råbte Niall højt, men stoppede da han så mig. Jeg havde tåre i øjnene, jeg vidste jeg havde tåre i øjnene, det kunne jeg ikke skjule – ikke denne gang.

”Hej Daisy” sagde Eleanor, som tydeligvis ikke havde set mit ansigt, ellers ville hun vel ikke lyde så munter. Jeg kiggede hurtigt hen mod døren hvor Harry og Louis var. De havde vel ikke hørt Eleanor sige mit navn. ”Er du okay?” Liam gik et skridt hen imod mig, men jeg holdt mit blik mod gulvet. De skulle virkelig ikke vide hvordan jeg havde det lige nu. Jeg kunne ikke skjule det, det tog virkelig overhånd.

Jeg smuttede ud af døren uden de kunne stoppe mig. Jeg løb ned langs gangen, hen til trapperne og løb hele vejen ned. Jeg havde heldigvis skiftet til tøj, så jeg kunne godt smutte udenfor. Jeg havde ikke taget en jakke med, men vejret var jo godt her i Frankrig.

Jeg skubbede hårdt døren op og lod et hulk undslippe mine læber, da vinden tog fat om mit hår. Jeg lukkede øjnene og indåndede luften. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, så i stedet for at finde ud af hvor jeg befandt mig, så jeg kunne finde tilbage, så løb jeg. Jeg løb virkelig stærkt, hvilket jeg ikke engang måtte. Jeg måtte ikke engang tage trapperne ned. Jeg måtte slet ikke dyrke motion, men det havde drengene heldigvis ikke taget så alvorligt, da jeg alligevel var ret doven. Men lige nu, så var jeg ikke. Jeg var så såret, vred og ked af det. Hvordan kunne han lyve for mig? Den person som lovede at hjælpe mig? Den person jeg havde fortalt ALT til. Han havde svigtet mig, præcis ligesom Holly. Tanken gjorde ondt, nej den var forfærdelig.

Jeg kiggede rundt, og så en slags park forude. Jeg skulle til at gå derhen, da et kamera blev stukket op i hovedet af mig. ”Daisy? Daisy Tomlinson?” en pige på min egen alder stod foran mig, sammen med nogle andre piger. ”Omg det er Daisy Tomlinson!” skreg en pige højt, og straks blev det taget billeder. ”Må jeg få din autograf? Omg det så vildt det her! Bor i tæt herpå? Er drengene med?” En af pigerne bag hende tog fat i hende og trak hende væk.

”Hvorfor græder du?” spurgte hun om og gik hen imod mig. Jeg blinkede og kom til virkeligheden. Det der lige var sket, havde virkelig chokeret mig. Aldrig var nogle piger gået amok pga. mig på den måde. Jeg havde stået i min egen verden og havde helt glemt hvor forfærdelig jeg så ud.

”Er det Louis?” spurgte en pige, mens en anden spurgte om det var Eleanor eller de andre drenge. Jeg rystede forvirret på hovedet. Hvad skulle jeg sige? Jeg begyndte at løbe hen mod parken, og til mit held fulgte pigerne ikke med. Måske de kunne se jeg rent faktisk havde brug for at være alene.

Jeg slog mig ned på en bænk bag nogle buske, hvor jeg nogenlunde var i sikkerhed. Jeg begravede hovedet i mine hænder og lod gråden overtage alt.

Jeg var forelsket i Harry, det havde jeg været i et stykke tid nu. Den måde han havde fået mig til at føle første gang jeg så ham til den fest… allerede dér begyndte det. Jeg havde holdt igen, da det ville være underligt at slynge ud, at jeg var forelsket i min brors bedsteven. Hvad fanden ville han også se i mig? Jeg snøftede. Jeg havde ikke troet han havde følelser for mig før i går. Jeg VIDSTE han havde følelser for mig. Hvorfor ville hans hjerte så banke så hårdt? Hvorfor ville hans øjne så vise alt det han viste mig? Hvis han ikke kunne lide mig, så havde han vel forhelved ikke kysset mig!

Jeg blev revet ud af mine tanker, da min mobil ringede. Jeg tog den hurtigt frem, og så det var Louis der ringede. Jeg prøvede at berolige mig selv. Jeg måtte vel fortælle jeg var gået en tur, så han ikke fik hjertestop.

”Daisy! Hvor er du?” Louis stemme lød urolig, hvilket fik mig til at smile. Hvis han var urolig, så måtte de andre også være urolige, og hvis de var, så var Harry også. Tanken gjorde mig glad. Han burde lide ligesom jeg gjorde. Han havde INGEN ide om hvor ondt hans løgn til min bror havde gjort. ”Jeg er gået en tur” svarede jeg langt om længe.

”Daisy, du har ikke engang fået morgenmad. Du bliver nød til at komme hjem” sagde han og snakkede hurtigt. Jeg sukkede – mad. Jeg nægtede det. Jeg var indebrændt. Jeg var vred, såret og skuffet. ”Jeg køber noget” mumlede jeg bare, men det tog han ikke så pænt. ”Du har glemt din pung, og Niall siger du bare forsvandt” sagde han hurtigt. Jeg fnøs. Jeg var ligeglad med det hele. ”Så spiser jeg ekstra når jeg kommer hjem” svarede jeg bare koldt. ”Daisy, kom hjem, jeg mener det” sagde han hårdt, og lidt efter lød Harrys stemme i mobilen. ”Daisy?” Jeg smilede – stort. Hvor dumme troede de ærligtalt jeg var? Ja Harry var den der altid fik mig til at blive rolig, men lige nu, lige nu kunne jeg slå løs på ham.

”Kom nu hjem” sagde han. Jeg vidste udmærket hvorfor han snakkede i et så roligt tonefald. Han anede ikke jeg vidste han var en stor løgner. ”Nej” sagde jeg koldt. ”Tving os ikke til at lede Paris rundt efter dig” sagde han en smule træt. ”Well, I don’t give a fuck Harry” sagde jeg og lagde på. Det lignede ikke mig at snakke sådan til ham. Faktisk havde jeg ALDRIG snakket så grimt til Harry før. Han måtte have regnet ud jeg havde hør det – det måtte han altså.

LOUIS’ SYNSVINKEL:

”I don’t give a fuck Harry” hørte jeg hende sige til Harry. Vi kiggede alle målløs på mobilen. Aldrig havde Daisy snakket sådan til Harry. Måske mig, men aldrig Harry. ”Wow, den tøs er pissed” hørte jeg Zayn sige. Han havde ret. Der var noget helt galt. ”Måske vi skulle lede efter hende?” Eleanors stemme brød stilheden. Jeg kiggede over på hende. Hvorfor var der ikke andet end besvær med Daisy, når Eleanor var her? Jeg ville have brugt dagen i dag på at lade dem være sammen, så Daisy for en gang skyld kunne lære hende at kende og blive venner med hende.

”Ja” sagde Harry langsomt. Jeg kunne se det hun havde sagt havde såret ham. Jeg lagde en hånd på hans skulder og kiggede ham i øjnene. ”Det er nok hendes tid på måneden” sagde jeg, hvilket fik Niall og ham til at grine. Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle lette stemningen, men det så da ud til at virke!

***

Vi kom ud fra hotellet og delte os ret hurtigt, så vi ikke blev omringet af fans. Eleanor gik med mig, hvilket jeg havde det godt med. Jeg havde savnet hende ret meget.

Jeg tog hendes hånd og sendte hende et smil, som hun hurtigt gengældte. Ikke en eneste gang havde Eleanor brokket sig over Daisy. Hun havde nærmere følt empati med hende. Hun var selvfølgelig blevet ret knust over Daisys opførelse første gang, men hun var som altid klar til at give det en chance – det elskede jeg hende for.

”Undskyld mig” Eleanor slap min hånd og gik hen mod en flok piger, som pludselig begyndte at skrige. ”LOUIS TOMLINSON? ELEANOR CALDER?” skreg en af dem. ”OMG MÅ JEG FÅ DIN AUTOFGRAG?” og så stormede tre piger ellers hen til mig. Jeg kiggede over på Eleanor, som sendte mig et smil. ”Omg! Jeg vidste bare, at hvis vi blev her, så ville vi se dig! Selvfølgelig ville Daisy ikke gå uden i kom” sagde en af pigerne. Jeg kiggede hurtigt over på Eleanor, som også kiggede på mig. Jeg skrev en autograf til pigen og tog ved hende. Et øjeblik troede jeg hun ville besvime. ”Har du set Daisy?” spurgte jeg om, og prøvede ikke at lyde for desperat. Hun kiggede med store øjne ned på sin arm, så på mig, og så hendes arm. ”H-u-un løb ind i parken” sagde hun. Jeg sendte hende et smil og trak hende ind i et kram. ”Tusind tak” sagde jeg så, tog Eleanors hånd og gik hurtigt væk fra pigerne. ”Fans kan være nyttige” sagde Eleanor og gav min hånd et klem. Åh ja, det kunne de.

DAISYS SYNSVINKEL.

Jeg havde fundet en slags metal ting på jorden, og før jeg vidste af det havde jeg lavet endnu et sår på min hofte. Jeg var virkelig så forvirret, at jeg ikke kunne sætte ord på det. Den dreng jeg havde stolet mere på end på Holly, han havde svigtet mig. Han havde stukket mig i ryggen og fået det til at lyde som om, at han kun kyssede mig fordi jeg var syg. Jeg hadede det. Det gav mig en lyst til aldrig at spise igen. Tænk hvis han rent faktisk havde gjort det pga. det?

”Daisy?” Louis stemme fyldte min øre, og straks fik jeg trukket min bluse ned over min hofte. Jeg kiggede mod lyden af min brors stemme, og der kom han gående – sammen med Eleanor. Jeg smed hurtigt metal dimsen fra mig, og rejste mig op.

”Hvad fanden er der i vejen med dig?” sagde han og gik hen imod mig. Jeg vidste hvad han hentydede til. Jeg vidste de havde hørt hvordan jeg havde snakket. De vidste det hele, undtagen sandheden. Jeg trak på skulderne og kiggede ned i jorden. Det var måske ikke fair gjort over for Louis, men forfanden da!

”Kom” sagde han og tog fat i mit håndled. Som en ren refleks trak jeg det til mig, hvilket fik ham til at se chokeret på mig. ”Daisy” sagde han træk og satte en arm i siden. ”Jeg orker ikke det der igen” mumlede han stille. ”Vi har fri i dag, og jeg vil rent faktisk gerne slappe af” sagde han og kiggede på Eleanor, som vidst havde skrevet til de andre drenge. ”Så tag hjem. Lad mig være” sagde jeg og sørgede for ikke at vrisse.

Jeg satte mig på bænken igen og kunne mærke hvordan mine øjne blev fyldt med tåre. ”Hvad er der sket?” Louis kom hen og satte sig ved siden af mig. Han lød som en storebror, den storebror jeg havde brug for lige nu.

Jeg borrede mine negle ind i min hud for ikke at græde igen, men det så Louis vidst. Han tog hurtigt fat i mine hænder. ”Daisy forfanden” sagde han forvirret. ”Hvad sker der?” han trak mig helt hen til sig, hvilket sendte en bølge af kærlighed igennem mig. Jeg lagde mit hoved mod hans skulder og nød hans arme omkring mig. Det var de små øjeblikke, som betød så meget for mig.

”Jeg er sulten” mumlede jeg, hvilket fik Louis til at se forvirret på mig. ”Okay, der er helt klart noget galt” sagde han og sendte mig et smil, som jeg hurtigt gengældte. Jeg vidste godt, at han vidste, at jeg ikke ville snakke om det, og det tog han pænt. Faktisk rigtigt pænt. Måske det snart var på tide at lukke ham ind? Jeg havde brug for ham. Selv nu når mit humør var virkelig fucket, så gjorde han mig glad. Det var kun noget en perfekt bror kunne gøre.

Han tog min hånd og rejste sig op. ”Så lad os komme hjem og få noget at spise. De andre er også bekymret” sagde han og lavede tegn til Eleanor om at komme hen. Jeg slap Louis hånd og kiggede undskyldende på ham. Jeg havde ikke lyst til Eleanors stemme lige nu. Det måtte Louis gerne få for sig selv. Jeg satte farten op og skyndte mig hjem af.

***

Jeg havde spist op. Jeg havde rent faktisk spist op. Jeg skubbede tallerken fra mig, og prøvede at ignorer Liam’s imponeret blik. De andre drenge var så småt kommet tilbage. Vi manglede kun Niall og Harry, hvilket var helt i orden med mig, da jeg ikke vidste hvordan jeg ville reagere, når jeg så Harry.

Okay, det nåede jeg ikke at spekulere over særlig længe, for lidt efter kom han gående ind – når man snakker om solen. Jeg var i gang med at drikke noget vand, da han kom gående grinende ind sammen med Niall. Jeg fik mit vand galt i halsen, hvilket hurtigt tiltrak deres opmærksomhed. Liam slog mig blidt i ryggen. Jeg fik tåre i øjnene. Om det var pga. jeg fik det galt i halsen, eller pga. Harry vidste jeg ikke. Men hvordan kunne han gå der og grine? Havde han FUCKING ingen ide om hvor ked af det jeg var? Jeg var blevet så ked af det, at jeg rent faktisk havde trøste spist. Trøst spist pga. ham! Jeg fik pludselig kvalme. Han havde givet mig lyst til at spise – trøstespise! Spise mig mæt i det klamme mad. Han havde lavet et ar på mig, eller det havde jeg selv, men pga. ham! Han havde løjet for mig eller Louis. Han havde ikke direkte sagt han kunne lide mig, men jeg kunne se og mærke det! Og hvis ikke, hvorfor så kysse mig? Fordi han havde ondt af mig? Det skulle han ikke have, overhovedet. Jeg burde have ondt af ham. Han havde det åbenbart pisse hårdt, siden han synes det var okay at stikke mig i ryggen på denne måde.

Jeg fik kvalme, jeg fik virkelig kvalme over at se ham stå plantet med det smil om læberne. Hvordan kunne han gøre det? Det var ham jeg havde åbnet mig op til omkring ALT. Alle de ting Holly heller ikke engang vidste.

Jeg skubbede hårdt stolen ud, hvilket fik Eleanor til at stoppe med at grine, Louis til at stoppe med hans jokes og Liam til at kigge op fra hans mobil. Jeg gik med hurtige skridt hen mod Harry, hvilket måske så forkert ud, for det lignede vidst jeg ville slå ham, for Zayn gik automatisk et skridt tættere på. Faktisk var lysten til at slå ham ret stor.

”Tænk du kan holde dig selv ud” sagde jeg højt, inden jeg forsvandt hen mod trapperne. Jeg ville ikke være med til at ’hygge’ på deres fridag. Jeg ville faktisk helst være fri for dem.

***

Jeg havde taget trapperne op, da jeg ville forbrænde noget af alt det jeg havde spist, selvom det vel var lige meget. Harry havde givet mig lyst til at spise, og den ære skulle han ikke have. Det skulle op. Han skulle op, op af mig. Jeg var så såret, og det undrede mig faktisk, at jeg ikke havde reageret hårdere, men forfanden. Mine tårekanaler var opbrugte! Jeg tudede jo forfanden hele tiden.

”Daisy” En stemme jeg ikke havde troet jeg skulle høre mere i dag, fyldte mine øre. Elevatoren gik op, og Harry kom ud. Det gav et stik i mit hjerte, og da hans øjne fangede mine, blev hans øjne helt anderledes – som vidste han hvad jeg skulle til. Før jeg vidste af det vendte jeg mig rundt, løb hen til vores værelse og stormede ind. Jeg løb hen mod badeværelset, da døren blev smækket op og Harry kom frem. Jeg kunne mærke min puls steg, og straks pumpede adrenalinen rundt. 

-----------------------------------------

Hejsa læsere! Jeg kunne godt tænke mig, at I måske smider en kommentar om hvad I synes om dem, da der er blevet lidt stille fra jer, haha. :-D Desuden har jeg lavet en ny movella med Izabell, og det ville betyde meget hvis I ville læse! Det er fra 13+. :-) Den hedder "Bet on it" og I kan finde den under mine movealler. - Tusind tak fordi I læser. <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...