Secrets hurt. [1D]

Vild, ung, glad, skør, underlig – ja det er Daisy Tomlinson. Daisy er en pige på 18 år som bor hos sine ’forældre’ Jenny og Simon i London. Hvad Daisy ikke ved er, at hun er blevet adopteret væk fra sin bror da hun var 1 år gammel. Hun lever sit liv perfekt, indtil en hvis person kommer ind i billedet.


Louis Tomlinson er 20 år gammel og lever sit liv som kendt. Han har de fire bedstevenner i hele verden + en kæreste som han holder meget af. Louis har hele sit liv vidst, at han har en søster ved navn Daisy ude i verden, og da Daisy endelig bliver 18 år tager han kontakt til hende, hvilket ændrer deres begge liv fuldstændig.

1446Likes
1388Kommentarer
225579Visninger
AA

14. Here gomes goodbye.

 

Inden I læser videre, så synes jeg I skal gå ind på youtube og søge: Here comes goodbye - Rascal Flatts. Den inspirerede mig til dette kapitel. :) 

 

Jeg stoppede op da jeg ikke kunne løbe længere. Min krop føltes træt og svag, og mit bryst dunkede hårdt. Jeg tog et par dyne indåndinger, og pludselig kunne jeg mærke et par arme lægge sig om mig. Jeg gav et gisp fra mig, men personen trak mig bare ind til sig. Det gik hurtigt op for mig hvem det var. Det var ikke til at tage fejl af hans parfume. Jeg skubbede hårdt til ham, men han bevægede sig ikke. Han bevægede sig ikke engang.

Jeg snøftede. ”Harry” hviskede jeg. ”Slip mig!” sagde jeg højt. Jeg slog imod hans bryst og prøvede at komme fri igen. Jeg havde ikke brug for ham. Jeg havde ikke brug for nogen af dem lige nu. De var alle sammen gået imod mig. Selv min bedsteveninde!

Jeg kunne langsomt mærke mine kræfter forlade min krop. Jeg stoppede med at kæmpe imod, og lod i stedet kulden trænge igennem. Vinden tog alt varmen fra mig, og fik mig til at ryste. Jeg lod et hulk undslippe mine læber. ”Shh” sagde Harry stille og trak mig længere ind til sig. Han trak forsigtig den jakke han havde på omkring mig. Mine hænder lå mod hans bryst, og kunne mærke hvordan hans hjerte bankede mod hans bryst.

”Daisy” sagde han stille. ”Vi er ikke ude på at såre dig” sagde han stille. Jeg lukkede mine øjne og trak vejret dybt. ”Vi siger det jo kun fordi vi holder af dig” mumlede han forsigtig og trak sig lidt væk fra mig. Hans grønne øjne stirrede ind i mine, og viste enhver form for bekymring. ”M-men” sagde jeg stammende. ”Jeg har det fint” mumlede jeg og begyndte at ryste igen. Han trak mig ind til sig igen, og gik hen mod huset med mig. Jeg stoppede op. Jeg havde ikke lyst til at se Louis lige nu, eller Holly.

”Han sagde det jo kun fordi han er bange Daisy” Harrys stemme lød lige ud for mit øre, hvilket fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen. ”Bange for hvad?” Jeg trak mig fra Harry og gik ned af vejen. Han fulgte automatisk med. ”Bange for at miste dig” sagde han stille. Jeg rystede forvirret på hovedet. ”Jeg er ikke syg Harry” sagde jeg langsomt.

 

 Harry og jeg havde været udenfor i noget tid. Det havde været dejligt bare at spadsere rundt. Vi havde snakket lidt af gangen, ellers havde der været stilhed. Det var skønt bare at mærke Harrys nærvær. Der var jeg altid tryg – tryg i hans selskab. Jeg var stadig så forvirret. Jeg havde det fint. Jeg var ikke syg, så der var jo ikke noget at være bange for.

Jeg tog hårdt i dørhåndtaget og lod Harry komme ind. Han grinede kort og skubbede sig så forbi mig. Han tog hans jakke af og hang den op. Han tog forsigtig fat i min hånd og trak mig hen til sofaen, hvor Liam også sad. Han sendte mig et opmuntrende smil. Jeg kendte Liam godt nok til at vide, at han ikke ville blande sig. Han var der for både Louis og jeg, og det var jeg taknemmelig for.

Harry tog fjernbetjeningen og tændte for tv’et. Der var gossip girl, og Harry kendte mig godt nok til at vide, at det var hvad jeg gerne ville se lige nu. Mine øjne sveg og jeg begyndte svagt at ryste igen. Liam så det hurtigt, og tog et tæppe. ”Her” sagde han og foldede det ud. Jeg sendte ham et taknemmeligt smil, og lagde stille mit hoved på hans skulder. Han lagde lidt efter en arm om mig, og nussede forsigtig min arm, hvilket gjorde mig trættere.

Pludselig hørte jeg en velkendt stemme kalde på mig. Det var Louis der kom ind. Han kiggede skiftevis på os. Han sukkede kort, tog fjernbetjeningen fra Harry og satte sig over for mig. Det kriblede i min mave. Jeg havde ikke lyst til at se ham i øjnene, selvom han ikke var så sur længere. Dog så han heller ikke glad ud. Jeg kiggede ned på mine hænder og ventede på han ville snakke. Jeg ved ikke hvad jeg håbede på. Jeg vidste jeg ikke fik en undskyldning for det han sagde – ikke fordi jeg forventede det.

”Daisy” sagde han langsomt. ”Vi skal sammen til lægen i morgen” sagde han seriøs. Da ordene kom ud følte jeg intet. Jeg var van til deres dumme jokes, og dette måtte klart være en af dem, selvom det ikke lige var tidspunktet til jokes. Jeg så afventede på ham og løftede så mine øjenbryn, da han ikke fortsatte. ”Det må være din spørg” fløj det ud af min mund, med et lille grin efterfulgt. Han så forvirret på mig, og det gik hurtigt op for mig, at han var seriøs. Han kunne da ikke tage mig med til lægen? Jeg fejlede intet, og det vidste jeg selv! Jeg sukkede og kiggede væk.

”Det er spild at tid Louis. Din teori om jeg er syg er forkert” sagde jeg en anelse surt. Hans ord sad stadig fast i mig. Jeg kunne ikke bare glemme dem, selvom det nok var bedst. Harry og jeg havde haft en lang snak, og han havde spurgt hvad jeg ville gøre, hvis Holly pludselig stoppede med at spise. Jeg fortalte jeg ville blive bange, og vi kom frem til, at jeg nok ville reagere ligesom Louis.. Men hvis Holly sagde det kun var en kortvarig slankekur, så ville jeg stole på hende, hvilket Louis også burde ved mig.

De andre kom ind til os lidt senere. Jeg var virkelig træt og orkede ikke at være vågen længere. I morgen skulle jeg åbenbart til lægen, men jeg var gået med til det. Jeg ville bevise en gang for alle, at Louis tog fejl. Jeg havde det fint, og det ville han vide efter i morgen. Jeg lukkede langsomt mine øjne i og lod Liam nusse mig i søvn.

***

”Planen er ændret” sagde Liam og kom ind i køkkenet, hvor jeg sad sammen med Niall. ”Harry og jeg tager med til lægen” sagde han og satte sig ned. Jeg kiggede forvirret på ham. Skulle Liam og Harry med mig til lægen? Og ikke engang min egen bror? ”Louis skal et eller andet” sagde han som om han havde læst mine tanker. Jeg nikkede forstående. Jeg var ret ligeglad. Det var vel ligegyldig om han tog med, eller om hans ’tætteste’ bedsteven tog med, for at høre jeg var okay.

”Hvor er Holly?” spurgte jeg forvirret om. Niall stoppede et kort øjeblik med at spise, men fortsatte så igen. ”Øh” sagde Liam hurtigt og satte sig ned. ”Hun er ude med Zayn” sagde Harry som kom ind i køkkenet. Noget sagde mig, at det var løgn. Men hvor skulle hun ellers være? Jeg havde slet ikke snakket med hende siden aftensmaden i går. Det hele var så forvirrende for tiden. Selvom Holly var her, så følte jeg ikke hun var her. Jeg savnede hende, men det var nok min egen skyld. Men forfanden, hun havde støttet Louis fuldstændig, selvom hun var min bedsteveninde! Jeg sukkede og kiggede ned i bordet. ”Daisy vi kører nu” sagde Liam og trak mig ud af mine tanker.

Louis synsvinkel:

Jeg sad på en café sammen med Zayn og Holly. Stemningen var trykket, hvert fald fra min side. Holly og Zayn så ud til at have det fint nok. Holly var den eneste der ikke vidste hvad jeg skulle sige, og det blev også enormt svært for mig at sige det – men jeg måtte gøre det for Daisy’s skyld. Jeg lænede mig tilbage i stolen med et suk, hvilket Holly hurtigt opdagede.

”Er du okay?” spurgte hun hurtigt om. Jeg sendte hende et skævt smil og trak på skulderne. Det havde været fantastisk at have Holly her. Hun havde helt klart fået smilet frem på Daisy og fået hende til at vise nogle fantastiske sider af sig selv, da vi ikke kunne. Eller da jeg ikke kunne. Jeg forstod godt Daisy var så tæt med Holly. Hun var en fantastisk veninde. Og hun ville gøre alt for Daisy og omvendt.

”Holly” sagde jeg og lænede mig frem mod hende. Hun kiggede en smule forvirret på mig. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle sige det. Det var som om alt indeni mig gik i lås. Kunne jeg virkelig gøre det imod Daisy? Ville det overhovedet hjælpe? Jeg lukkede mine øjne, men før jeg kunne tænke mere over det sagde Zayn ordene. De ord der sad fast i min hals.

”Holly, du bliver nød til at tage hjem” sagde han stille og kiggede sig omkring. Holly stivnede ved ordene, og hendes skæve smil forsvandt hurtigt. Hendes øjne blev fyldt med forvirring, og jeg vidste hun havde mange spørgsmål. Spørgsmål vi med glæde skulle svare på. Jeg kiggede hen mod Zayn, og sendte ham et taknemmeligt smil. Så snart det her var over, og Daisy begyndte at få det bedre, så kunne vi få det normalt igen. Der var hele tiden noget der stod i vejen for det.

Daisys synsvinkel: - jeg ved godt man ikke kan konstatere en sygdom hurtigt, men det kan man her xD

Jeg havde skulle besvare en masse spørgsmål, stille mig på en vægt, fortælle hvad jeg vejede for en måned siden, og fortælle hvad jeg spiste i løbet af en dag. Jeg havde også fået taget to blodprøver. Nogen af spørgsmålene havde været så svære at svare på, men så valgte Liam at svare for mig.

Lige nu sad vi og ventede på lægen kom ind igen. Han skulle snakke med nogle andre før han kunne give os svar.. Jeg kedede mig en smule. Det her var spild af tid. Vi kunne lave en masse andre sjove ting, end at sidde ved lægen og få noget at vide, som man allerede ved. Vi havde været herinde i snart to timer pga. de blodprøver, men nu kunne vi endelig få svar og komme hjem.

Jeg kiggede over på Liam og Harry, som sad og grinede over et eller andet. Det gjorde mig glad at se, at jeg ikke havde ødelagt deres humør helt. Det skulle der en del til, men nogen gange følte jeg, at jeg gjorde det alt for nemt. Jeg fik øjenkontakt med Harry og sendte ham et kort smil, som han gengældte.

Døren gik op og lægen kom ind. Jeg kunne nemt læse hans blik, og noget tydede på, at der var noget galt. Mit hjerte pumpede hårdt i mit bryst, og jeg fik helt svedige hænder. Han fik endelig sat sig ned og kiggede skiftevis på os. Jeg kunne mærke Harry lænede sig ind over mig, og tog forsigtig min hånd. Jeg sank den klump jeg havde i halsen. Jeg var ikke den eneste der kunne se der var noget galt.

”Hm” brummede lægen og kiggede så over på mig. ”Daisy” sagde han så og rettede på sine briller. ”Dine blodprøver ser ikke godt ud” var det første han sagde. Mit hjerte sprang et slag over, og straks kunne jeg føle Liams blik på mig. ”Det ser faktisk ret alvorligt ud” sagde lægen lidt efter. Jeg kiggede op på ham og ventede på han fortsatte. ”Et vægttabt på 7 kilo på en måned er meget. Lidt for meget” sagde han hurtigt. ”Og hvis det fortsætter, så er det livstruende” sagde han og lænede sig tilbage i stolen. Jeg kunne mærke jeg begyndte at ryste en smule. Det kunne ikke passe det han sad og sagde. Det var slet ikke så slemt! Jeg havde kun holdt en kort pause fra maden.

Liam lagde forsigtig sin arm om bag min ryg og nussede mig stille og roligt. ”Ud fra hvad vi har set Daisy, så kan vi allerede stille diagnosen anoreksi.” Da han sagde det sidste ord stoppede alt indeni. Jeg blev helt stiv i kroppen, og mine øjne fokuserede kun på gulvet. Det kunne ikke passe. Han løj for mig. Det måtte være noget Louis havde fået ham til at sige.

”Symptomerne passer på det” hørte jeg lægen sige, men hans stemme var så fjern. Jeg lukkede mine øjne, da jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Det kunne ikke passe. Jeg var ikke syg. Det var jeg ikke! Jeg havde kun holdt en pause med maden! Så slemt var det ikke. Jeg kunne mærke Harry give min hånd et klem, men det fik mig ikke ud af min verden. Jeg havde ikke anoreksi. Jeg åbnede forsigtig mine øjne og kiggede på lægen, som så uroligt på mig.

”Daisy, vi bliver nød til at få dig indlagt” sagde han roligt. Da han sagde ordene spærrede jeg øjnene op og skulle til at slippe Harry’s hånd, men hen holdt den strammere og sørgede for, at jeg ikke pludselig stak af. Jeg rystede på hovedet og kiggede over på Liam. ”Det vil jeg ikke” sagde jeg stammende. ”Det kan jeg ikke!” sagde jeg højt. ”Harry, jeg vil ikke” sagde jeg og kiggede over på ham, for at finde ’støtte’ men jeg fandt ingenting, men nogle øjne der så bekymret ind i mine. Jeg vidste de ikke havde regnet med at få dette at vide. De var næsten lige så chokeret som jeg var. Det kunne jeg se! Men de kunne ikke lade mig blive indlagt.

”Vi vil gerne se dig herinde om to uger” sagde han roligt. ”Og hvis der ikke er sket fremskridt, så er der desværre ikke noget at gøre” sagde han og rejste sig op. Jeg blev siddende, selvom Harry mumlede mit navn for at få mig op og stå. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Han løj. Jeg var sikker på han løj.

”Daisy” mumlede Harry igen og trak mig bogstavligtalt op og stå. Jeg tog imod lægens hånd inden vi forlod bygningen. Jeg kiggede ned i jorden hele tiden. Jeg var splittet. Jeg havde ingenting at sige, hvilket Liam eller Harry heller ikke havde. De forblev tavse hele vejen hjem.

***

Da jeg kom hjem gik jeg direkte ind på mit værelse. Jeg havde hverken lyst til at se Zayn, Niall eller Louis. Jeg havde brug for Holly. Jeg havde brug for hendes trøstende ord. Jeg havde brug for at høre hende sige, at lægen tog fejl.

Jeg tørrede hurtigt en tåre væk og gik ned af gangen, selvom Louis kaldte på mig. Jeg ville ikke se ham. Han havde IKKE ret.. Jeg rystede på hovedet og åbnede døren ind til mit værelse. Et syn jeg aldrig i mit liv havde forestillet mig at se så jeg. Jeg spærrede øjnene op. Holly sad på sengen med to kufferter ved siden af sig. Mit hjerte hoppede af sted, og en masse spørgsmål fløj igennem mig.

”Holly!” gispede jeg og glemte et øjeblik alt om den dårlige nyhed ved lægen. Hun kiggede langsomt hen imod mig. Hendes øjne var røde. Der var noget galt – noget helt galt.

”Daisy” sagde Holly og rejste sig hurtigt op. Jeg kiggede ned på hendes kufferter og op på hende. ”Rejser du?” var mit første spørgsmål. Det hele kørte rundt i mit hoved. Forlod hun mig?

”Daisy” sagde hun stille og gik et skridt tættere på mig. Jeg kiggede afventede på hende og kunne mærke mine øjne blev fyldt med vand. ”Ja, jeg rejser” hviskede hun stille. Det kom som et chok, selvom jeg allerede vidste svaret før hun sagde det. Jeg kunne se det var hårdt for hende at sige. Jeg gik hurtigt hen til hende. ”Hvorfor?” jeg tog hendes hånd og kiggede hende i øjnene. ”Fordi” sagde hun stille…” Fordi jeg ikke kan klare at se dig sådan der!” sagde hun hårdt og trak sin hånd til sig. Jeg følte et stik i hjertet. ”Se på dig selv” hviskede hun. ”Du ligner et skelet!” hun gik et skridt fra mig, som om hun afskyede mig. Jeg kunne mærke tårerne trille ned af mine kinder. Hun havde aldrig været sådan overfor mig – aldrig.

”Jeg kan ikke kende dig længere Daisy” sagde hun hårdt og var på vej hen imod døren. ”Holly!” råbte jeg hurtigt og stoppede hende. Hun vendte sig langsomt rundt. ”Du må ikke gå” hviskede jeg og prøvede at tage mig sammen. Det hele flød sammen. Jeg kunne slet ikke tænke ordentlig! Jeg vidste godt jeg havde været anderledes på det sidste, men hun kunne ikke gå!

”Holly” hviskede jeg igen. ”Undskyld!” sagde jeg hurtigt. ”Jeg ved godt jeg har været forfærdelig at være sammen med på det seneste” min stemme knækkede over. ”Men jeg lover dig, at det ikke fortsætter” hviskede jeg og gik hen imod hende. ”Please ikke tag af sted” sagde jeg hurtigt. Ordene fløj ud af min mund, men hun kunne ikke forlade mig! Ikke nu. ”Jeg har virkelig brug for dig” sagde jeg højt. ”De påstår jeg har anoreksi. Louis er sur på mig, og nu forlader du mig” Hollys øjne var fyldt med tåre, men hun kunne stadig ikke forlade mig! Hun var min bedsteveninde.

Hun lukkede sine øjne og kiggede væk. Hun rystede lidt efter på hovedet og skulle til at gå hen imod døren igen. ”Holly!” råbte jeg højt. ”Please ikke gå” hulkede jeg højt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg havde lyst til at skrige højt og tigge og bede hende om at blive. Hun kom hen til mig, trak mig ind i et kram og begyndte så selv at græde. ”Please ikke gå” hviskede jeg igen og igen. Jeg knurrede hende ind til mig i frygt for, at hun skulle forsvinde. ”Daisy” mumlede hun igennem sine hulk. ”Jeg vil ikke se dig ødelægge dig selv” mumlede hun og gik langsomt væk fra mig.

Jeg gik et skridt hen imod hende idet Louis, Zayn og Harry kom ind på værelset. ”Louis” sagde jeg hurtigt. ”Sig hun skal blive!” hviskede jeg og kiggede bedende på ham. Han kiggede på Holly, som også kiggede på ham. ”Daisy” mumlede han stille og lod sine øjne fange mine.”Jeg vil ikke se dig før du er rask” sagde Holly og afbrød Louis. Hendes ord lød hårde, og var så hårde som sten.

Jeg gik et skridt hen imod hende. ”Holly, du kan ikke forlade mig” hviskede jeg og gik endnu et skridt hen imod hende, men Harry stoppede mig. ”Daisy, det er hendes eget valg” sagde Louis og tog en af hendes kufferter. Jeg begyndte at ryste. Havde Holly snakket med ham om det?

”V-vidste du det?!” ordene kom ud med sådan en kræft, at jeg selv fik et chok. Louis vendte sit blik mod mig igen ”det er hendes egen beslutning Daisy” sagde han inden han blidt skubbede Holly ud af døren. ”Holly!” skreg jeg højt og ville løbe efter hende, men et par arme lagde sig om mit liv og trak mig tilbage.

”Slip mig!” råbte jeg højt og slog hårdt til personen som holdt mig. Jeg ville efter Holly. Jeg ville efter min bedsteveninde. Hun kunne ikke forlade mig her! Jeg havde brug for hende. ”Holly!” skreg jeg højt og vred mig rundt. ”Slip mig!” skreg jeg. Jeg kunne ikke kontrollere mig selv. Jeg begyndte at skrige – skrige hendes navn. Personen ville ikke give slip lige meget hvor meget jeg vred mig.

”Slip mig” græd jeg og vendte mig rundt. Jeg burde havde forudset det. Det var Harry. Selvfølgelig var det Harry. De vidste jeg var tryg ved ham. De vidste han havde en rolig effekt på mig, og de brugte det imod mig! Men det hjalp ikke – ikke lige nu. Ikke nu når min bedsteveninde var på vej væk fra mig.

"HOLLY!" skreg jeg så højt, at det var lige før man ikke kunne høre hvad jeg skreg.  ”Harry slip mig” hulkede jeg og slog til ham igen. 

 

De andre drenge kom ind da jeg begyndte at skrige. Men jeg var ligeglad. ”Harry!” hulkede jeg højt og slog til ham igen, men han bevægede sig stadig ikke. Jeg var træt og havde ondt i mine hænder, men tanken om Holly der var på vej væk kunne jeg ikke bære. ”Slip mig nu” hulkede jeg og fik pludselig en ny energi, og begyndte at slå ham på brystet igen.

”Daisy” hørte jeg Niall sige, men jeg rystede bare på hovedet og snøftede. Harry tog hårdt fat i mine hænder, lagde dem på sit bryst og lagde så beskyttende sine arme om mig igen, som om jeg var en fare for mig selv. Jeg vred mig stadig, men hans greb stammede sig bare om mig. "Holly!" råbte jeg endnu engang og prøvede igen at vride mig fri.

 ”Kom guys” sagde Liam og pegede hen mod døren. ”Er du sikker?” spurgte Niall uroligt om. ”Ja” sagde Liam hurtigt og lukkede døren efter dem. Jeg gav nogle små hulk fra mig, og stoppede langsom med at vride mig.

Da han vidste jeg havde ’overgivet’ mig trak han mig forsigtig hen mod sengen. Jeg var ligeglad med det hele lige nu. Jeg ville have Holly hos mig. Det lignede hende ikke. Det lignede hende ikke at forsvinde og stikke mig i ryggen på denne måde! Jeg følte mig så forladt. Så ensom. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...