[Indsæt titel her]


5Likes
5Kommentarer
1185Visninger
AA

2. Morgen.

"Hvem er du?" spurgte jeg, i et håbløst forsøg på at lyde modig. "Hvad...Vil du?". Der kom intet svar fra pigen i spejlet. Det var som om, hun forhindrede lyset i at bryde igennem gardinerne, som ellers lige havde kastet solens stråler ind. Hendes mundvige afslørede et svagt smil, men hendes øjne var stadig kolde som is. Var det en drøm? Det føltes så ægte...

Jeg så ned på min højre hånd. En lille dråbe blod løb ihærdigt ned af min langefinger. Jeg hev efter vejret, da jeg mærkede den samme skærende smerte i den venstre side af min hals, som i drømmen.

"Rebekah.." hviskede en stemme i mit øre. Jeg vendte mig om med det samme. Pigen var væk. "Rebekah.." lød en stemme igen. Det lød som om den kaldte på mig. "Døren, Rebekah. Døren..". Mine paniske øjne vendte sig mod døren til mit værelse. Dunk.. Nogle bankede på døren.

Det var ikke et hårdt dunk, bare et lille beskedent ét. Som en lille pigehånd. Jeg tog et skridt hen imod den. Jeg forventede endnu et dunk, men der kom ikke et. Hvem end der stod ved døren, vidste at jeg ville åbne den. Men hvordan kunne personen vide det, når jeg ikke engang selv gjorde? Jeg tvang min frygt væk med et dyb indånding, men jeg var stadig bange.

Mine rystende fødder stod nu helt henne ved døren. Jeg havde hånden på håndtaget. Blodet fra min langefinger løb langsomt ned på gulvet. Min hals brændte, så jeg sank en klump. Men det hjalp ikke, smerten kravlede bare op i min krop igen. Ikke hurtigt, men beslutsomt.

Jeg slog min hjerne fra, og trak i håndtaget. Jeg havde forventet pigens tomme ansigt, men der var ingen. Jeg stak forsigtet mit hoved ud, og kiggede til begge sider. En blid vind ramte mit ansigt, men ingen pige. Ingenting.

Mit blik faldt på en lille seddel der lå på trægulvet lige uden for døren. Jeg tøvede lidt, men samlede den så op. Jeg var ikke i tvivl om, at den var til mig. En eller anden havde skrevet noget til mig, kun til mig. Der var ingen andre muligheder.

Jeg lukkede døren, og satte mig på sengen. Den virkede så kold, hvilket var underligt, eftersom jeg havde ligget hele natten i den. Eller havde jeg? Jeg var ikke sikker på noget mere. Jeg åbnede konvolutten, og trak et lille stykke karton op fra den. Jeg havde ikke lyst til at læse den. Jeg håbede bare at jeg ville åbne øjnene igen, og finde ud af, at det hele bare var et forfærdeligt mareridt. Jeg valgte at holde fast i den tanke.

Men jeg var nød til at læse den, og det vidste jeg godt. Jeg var nød til at se sandheden, ligemeget hvor tragisk den var. Jeg måtte se frygten i øjnene, og bekæmpe den. Men jeg var bare en ung pige, et barn. Et barn. Mine tanker klamrede sig igen til mindet om den lille pige med de blå øjne.

Jeg sukkede anspændt, og lod mit blik falde ned på det firkantede stykke karton. Og i samme øjeblik jeg gjorde det, ønskede jeg at jeg aldrig havde taget den beslutning.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...