[Indsæt titel her]


5Likes
5Kommentarer
1177Visninger
AA

3. Frygt.

Jeg havde forventet noget mere, måske et brev, eller en skræmmende hilsen. Men ikke det her. En så kort besked, men med den mest uhyggelige hentydning. En hentydning der kunne koste nogen livet.

Min hjerne arbejdede på højtryk med forskellige gemmesteder og eventuelle flugtplaner. Alt sammen på grund af et enkelt ord, på en lille lap karton. Anna. Personen havde, med fint tyndt blæk, skrevet min lillesøsters navn. Og det var ikke tilfældigt, det kunne det ikke være. Hvordan vidste hun hvem Anna var? Havde jeg nævnt hendes navn i drømme? Og var det overhovedet en 'hun', der havde skrevet det her?

Jeg gjorde det første der slog mig ind, det første jeg kúnne gøre. Jeg stormede ind på hendes værelse, for at få hende væk. Langt væk. Og så måtte jeg tage straffen. Om det blev mildere eller værre end det der skete i min drøm, vidste jeg ikke, men jeg nægtede at lade tanken forstyrre mig.

Jeg stivnede, og rev dynen væk fra hendes seng, da jeg så hendes tomme rum. Hendes reol, hendes plakater, hendes fjernsyn, alt stod så fint på de rigtige pladser, men ingen Anna.

For første gang i meget lang tid, overvandt vreden min skræk. Hvad end jeg havde gjort, der havde fået denne sindssyge skabning til at træde i aktion, måtte jég straffes for. Dræb mig, tænkte jeg. Skyd mig, riv min indvolde ud, men hold dig fra min søster.

Det undrede mig, at så rungende stilhed, kunne larme så meget. Det måtte ikke ske, det kunne hun... Han, ikke gøre. Kunne nogen få sig selv til at gøre noget så ondt? Ondt. Var hele situationen ikke ond nok i forvejen? Og så gik det op for mig. Sedlen, ledetråden. Den havde givet mig en idé om, hvilken syg handling der nu skulle udføres. Så jeg altid var ædt op af frygt. Men det var jeg ikke lige nu, jeg var forvirret, fortabt. Vred. Så der måtte være en seddel mere.

Jeg ledte under hver plakat, ruskede hver pude, kravlede sågar op i reolen med håbet om at finde et lille stykke karton. Men der var intet. Jeg kunne ikke forstå det. Var det en joke? Havde min lillesøster fået hjælp til at snyde mig? Nej, en så grov vittighed kunne ingen få sig selv til at sætte igang.

Jeg var på vej ud af værelset, da solen kastede sig ind gennem vinduet, og oplyste skrivebordet. Oplyste en lille hvid seddel. Jeg gispede, og snublede mig vej hen til den. Og ganske rigtigt, med den samme fine blæk, var der blevet skrevet noget nyt. Spillet er igang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...