Stiletternes sidste Rejse

En kvinde tager livet af sin mand og to små børn. "Ingen vidste hvorfor hun havde gjort det".

2Likes
2Kommentarer
911Visninger
AA

1. En mand steg af toget

 

Alting var stille nu. En ubehagelig, trykkende stilhed der truede med at opsluge hende og trække hende med sig ned i den dybeste afgrund. Skrigene var stilnet ind, end ikke den rallende, klynkende lyd lød længere i gyden.

Over dem – hende, hun var alene nu – var gadelampen gået ud. Høje stilethæle løftede hende over blodet, og snart klikkede de taktfast deres vej ud mod hovedgaden. Der skinnede lysene stadig kraftigt, og følelsen af levende åndende mennesker omkring sig var kvælende. Hun holdt blikket rettet mod brostenene og de sorte sko der løftede hende væk fra gerningsstedet. Én blodplet af gangen.

Hun ænsede skyggerne af mennesker, der passerede hende; fornemmede deres dømmende blikke. Blå øjne skød frygtsomt fra den ene til den næste, og hendes vejrtrækning kom i små hurtige stød.

Imens fordelte blodet sig i gyden. Lavede små sirlige fangearme i renderne mellem brostenene, som prøvede det at slippe væk fra den stadigt voksende pøl. Al anden bevægelse var stoppet nu.

Stilethælene slog mod marmorgulvet, og gav genlyd hele vejen op mod det rundede loft, hvor jernstænger gik på kryds og tværs af hinanden i et indviklet design. De bar hende videre, ind mod butikkerne der prydede banegården, men stoppede så op. Ubeslutsomt stod den ene fod vendt mod butiksområdet mens den anden hvilede usikkert på tåspidserne i retning af perronerne. En høj klagetone lød fra højtalerne for at annoncere den kommende besked.

”Toget mod Infinity kommer på spor tre om få minutter.”

”..Det var toget mod Infinity der kommer på spor tre om få minutter

Hun hørte ikke længere efter, men lod sig bære mod perron 2-3 hvor toget skulle komme. Den lange røde frakke fløj efter hende som hun gik, og skyggerne omkring hende, der engang havde været mennesker, susede hurtigt forbi udkanten af hendes synsfelt.

I gyden var blodet stoppet med at sprede sig; allerede halvstørknet som det var. Gribende efter noget i blodpølen lå en lille kold hånd, udstrakt i en bedende gestus mod hvem der end skulle vise sig. Blå-grønne øjne stirrede tomt ud i mørket under den smadrede lygtepæl. Hånden lå knap centimeter fra det andet lille barn, der som en kludedukke var smidt i sin brors blodpøl. De to søskende havde for længst forladt perronen.

Stilethæle stod usikkert i rillerne på rulletrapperne mellem andre par af skobeklædte fødder. Store sorte sko på fædrenes fødder, små børnesko og kvinder i flade og høje støvler. Men det var kun fra hendes, at en tyk, rød substans langsomt trillede gennem rillerne. Stadig ikke tørret, aldrig tør, fordømt fordømt fordømt...

Da hun kom ned på perronen overdøvede den summende lyd af stemmer den klikkende lyd af hendes hæle og hun tøvede.

Brudstykker af samtaler kunne opsamles hver gang nogen passerede forbi, men ellers var den menneskelige støj ikke andet end det: Støj. Stemmerne forstummede først da der lød en høj tuden, og toget holdt ind ved perronen. Det stoppede med en skrigende lyd da bremserne blev sat i bund – hun spekulerede vagt på hvordan man mon styrer et tog – og holdt så stille med et mekanisk suk. Dørene gled op, og en flok af unge og gamle skygger væltede ud. Hun strakte sig så lang hun var, og kiggede efter mennesket. Snart så hun ham, trædende ned fra trappetrinnet og vinkende i hendes retning. Hun undlod at vinke igen, vendte bare rundt på sin høje hæl og stod utålmodigt. Den ene stiletsko slog let i jorden.

”Heej, Susanne, skat.” Han var bag hende nu, så tæt at hans skygge smeltede sammen med hendes . Hun smilede svagt og vendte sig rundt så de stod ansigt til ansigt. Han lænede sig frem for at kysse hende, men hun rystede let på hovedet og trak sig væk.

Et skuffet udtryk gled forbi mandens grønne øjne, men han skjulte det med et større men mere falsk smil.

”Hvad så, øhm, hvor har du gjort af ungerne?” Pludselig var han en af skyggerne, kiggede dømmende og hårdt på hende, uforstående, uforsonende, fremmed fremmed fremmed..

”Jeg tænkte vi havde brug for lidt tid sammen, ..” Hun smilede oprigtigt til ham, og lagde hovedet svagt på skrå så hendes lange slanke hals stod frem. Hun vidste, han ikke kunne modstå hendes hals. ”..Alene.”

Han kiggede på hende med et granskende – dømmende, fremmed, uforstående – blik. Så smilede han og var menneske igen.

”Haha, det kan jeg li'! Og skat, du må sgu undskylde jeg har været så meget væk på det sidste. Du ved, har pisse travlt på jobbet.. Det var ikke for at efterlade dig alene med ungerne..” Hun smilede og rystede på hovedet.

”Nårh, det går skam fint. De er så flinke som små engle; sov som sten da jeg gik derfra.”

”Er de da på hotellet nu?”

”Vi tager snart hen til dem.”

Hun gav ham ikke tid til at tænke over hendes kryptiske svar, men greb ham om skuldrene og trak ham ind til sig i et kærligt kram. Læber søgte læber, og de to bløde ringmuskler låste sig sultent om hinanden. En mørk opstemthed lagde sig over hende, da den øredøvende tuden der signalerede endnu et togs komme lød. Hun bakkede bagud, trækkende ham med sig. Han var væk i hende, al opmærksomhed rettet mod den slanke, kysbare hals.

Skygger kiggede overrasket eller forarget på de to elskere der intet opfangede. En skrigende lyd afbrød hans opmærksomhed, og han kiggede ned. Så i et brøksekund hendes høje sorte stiletsko der svævede over jernbaneskinnerne sammen med hans egne hvide kondisko. Så de røde pletter der rev sig løs som dråber og dansede makabert omkring dem, som stammekrigere i natten. Bremsernes skrig blandede sig med skyggerne på perronens, og han kiggede op mod hendes ansigt. Hun smilede tilfreds, og pludselig forstod han ---

Døden kom let og smertefrit for de to, da toget hamrede ind i dem og sugede dem ind under sig, hvor de i løbet af sekunder var tærsket til uigenkendeligt kødmos.

Ingen vidste hvorfor hun havde gjort det.

På en grøn eng fyldt med vildt voksende mælkebøtteblomster sad to børn. De ventede uroligt, med øjnene rettet mod den lille et-spors station. Den var af den gammeldags slags, hvor toget kun kunne holde ind og så bakke væk igen. For enden af sporet var en rødmalet bom, og på siderne fortsatte græsset uhæmmet så man trådte direkte ned i det frodigt grønne hav. En syngende lyd nåede snart de to børns opmærksomt lyttende ører. Lyden voksede sig større og større indtil det var tydeligt på bevægelserne i hele luften at det var skinnerne der sang. Børnene rejste sig. Drengen tog sin lillesøster i hånden og sammen spejdede de mod udkanten af deres synsfelt.

En tuden hørtes i det fjerne, og inden længe tordnede et gammeldags lokomotiv med en enkelt vogn mod dem. Bremserne blev slået i, og det gled roligt ind på perronen hvor det stoppede umiddelbart før bommen. Røg steg op fra skorstenen i toppen og de gammeldags døre blev skubbet op. En mand steg af toget. Efter ham fulgte en kvinde, tøvende, som om hun ikke var sikker på om hun var velkommen. De to små børn kom dem løbende i møde, med armene udstrakt og store smil.

”Det var I længe om, mor! Far!”

Ingen vidste hvorfor hun havde gjort det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...