Skate.

Først vil jeg lige sige at det her er en meget urealistisk historie, som desværre nok aldrig bliver udlevet, men man har vel lov at drømme?
Der kommer til at være links i denne historie, men mest af tøj, fordi jeg synes at det er fedt at sætte sæt sammen. Det er ligesom at designe noget, synes jeg.

En halvung pige lever teenagelivet som så mange andre 14-årige piger og drenge, men med et lille twist. Kærlighed kan selvfølgelig ikke undgås, og det skal det heller ikke, men er en berømthed noget for vores hovedperson?

8Likes
8Kommentarer
1215Visninger
AA

3. Forandringer.

SHiiiiiiiiiiiT!

Jeg våger op prøver at strække armene, men kommer i tanke om at den ene er i gibs. Så bliver jeg rolig igen, men tænker så nærmere over hvorfor jeg ikke kan strække den anden arm. Jeg strirrer ned på min halvblege arm, der dog tydeligt fremstår på de hvide lagner. Jeg løfter den, eller rettelse jeg tror at jeg løfter den, men den bevæger sig ikke fra lagnet. Jeg prøver igen, men da den stadig bliver liggende på lagnet, begynder tårene at trille ned af mine kinder. Jeg begynder en blanding af skrig og gråd, samtidig med at jeg slår på på min ubevægelige arm, med den brækkede, hvilket bare resluterer i mere smerte fra den arm.

Efter omkring 4 sekunder stormer Ask ind af døren "Kat! Hvad sker der?!" råber han og styrter hen til mig. Jeg kan ikke stoppe med mit hysterianfald, og falder først hen til halvkraftig gråd efter Ask har siddet med mig i sine arme i nogle minutter. "Såså Kat" siger han og aer mig på håret. "Vil du forklare hvad der sker?" spørger han og kigger mig i øjnene. "Jeg kan ikke bevæge armen, den reagerer ikke!" siger jeg mellem nogle hulk. "Såså, det er helt normalt at få lammelser efter en plodprop i hjernen, den burde gå væk efter nogle timer" siger han og smiler, men jeg kan stadig ikke holde op med at græde. I samme øjeblik kommer mine forældre løbende ind af døren sammen med en læge, "hvad sker der?" spørger de og kigger over på mig. "Hun kan ikke bevæge armen" svarer Ask for mig og kigger over på lægen. "Men det er da meget normalt er det ikke? Og det går væk igen ikke?" spørger han og kigger over på lægen. "Det kommer an på om nervebåndet er permanent beskadiget." svarer lægen og tøver "vi undersøger dig med det samme" forsætter han og jeg bliver kørt ind i det rum hvor jeg skal undersøges. 

ASK.

Jeg sidder utålmodigt og tripper med foden, mens jeg stirrer på den dør Kat blev kørt ind af for en halv time siden. Det føles som en evighed jeg har siddet på den kedelige hvide gang, de forgæves har forsøgt at gøre mere interresant ved at male nogle faverige mønstre. Kat's forældre og jeg sidder og snakker lidt, da døren pludselig kommer op. Lægen og Kat kommer gående og jeg kan se at tårene er ved at forme sig i Kats øjne. "Nervebåndet er påvirket permanent" siger lægen tøvende. Chokket er malet i vores ansigter. Jeg tager en dyb indånding og behersker min trang til at løbe og over kramme Kat, og sige at det hele nok skal gå. Den her skal hendes forældre klare. Så snart jeg har tænkt tanken går Kat's far hen til hende og holder om hende.

KAT.   

Der er nu gået en uge siden jeg kom ud af hospitalet og jeg er fuldkommen hjælpløs.

Ask er pragtisktalt flyttet hjem til mig for at hjælpe. Ham og Christian er her det meste af tiden. Christian er min anden gode drengeven, men han er først lige kommet hjem fra ferie for 2 dage siden. Min arm heler hurtigt og der er heldigvis ikke så lang tid til jeg skal have gipsen af. Jeg går udelukkede i sweatpants, fordi jeg ikke selv kan lukke knappen i mine andre bukser. Min mor er nød til at hjælpe mig hver gang jeg skal have BH på, og jeg kan heller ikke gå i bad selv. Min gips skal af om 2 uger, og jeg er desværre nød til at have den på til talentkonkurrencen. Jeg har valgt at synge 'Human Nature' af Michael Jackson. Det er en sang der betyder meget for mig, og den er ikke for overdrevet. Jeg går rundt og synger hele tiden, men ikke for at lære teksten, for den har kunnet i flere år. Nej.. Det er mere fordi jeg gerne vil have at det bliver godt. Jeg vil ikke ydmyges igen, selvom det ikke var min skyld, føler jeg bare, at folk griner af mig, ligemeget hvor jeg går. Det er selvfølgelig ikke rigtigt, fordi folk godt ved at jeg fik en blodprop, men min hjerne manipulerer med mig. 

Jeg mærker solen skinne ind på min pude, og slår øjnene op. Ask ligger ved siden af mig og sover med åben mund. Jeg smiler lidt og vender mig rundt i de bløde lagner. Jeg vender mig en gang til, og før det er for sent kommer jeg i tanke om, at jeg ikke har ligeså meget plads, som jeg plejer. Det føles som om jeg syger ud af et fly, så ned i en vulkan, og så videre ud i rummet, inden jeg lander på mit tæppe med et bump. "Av for satan.." bander jeg lavmælt og rejser mig op. "Hvad sker der Kat?" spørger Ask, der åbenbart er vågnet af mit lille stunt. "Du fylder" siger jeg og griner "det er det der sker" fortsætter jeg. Han laver store øjne, "Mig fylder?!" halvråber han for sjov og springer hen på mig. "Ja, din store blåhval, du fylder!" råber jeg grinende og slår ham på ryggen, da han kaster mig over skulderen. "jeg skal gi' dig fylder" siger han og lægger mig ned på madrassen. "Lige nu er dine arme vist ikke til så meget nytte" siger han og løfter den lammede arm over mit hovede. "Aaaaask! Det er ikke fair!" råber jeg og begynder at grine, "hvad griner du for?" spørger han "det er fuldkommen alvor" forsætter han og begynder at kilde mig. Jeg griner voldsomt og prøver at slå ham med den brækkede arm. "Nej nej, det kan vi vist ikke ha'" siger han og holder forsigtigt min arm ned mod sengen mens kilder mig under den lamme arm med den anden hånd. Jeg begynder at få tåre i øjnene af at grine så meget. Ask stopper pludselig op "hvordan kan du være at du stadig kan mærke noget der?" spørger han og kigger underligt på mig. "Det ved jeg ikke, men jeg kan jo også stadig løfte skulderen, så det er vel ikke hele armen der er lammet, siger jeg og sætter mig op. Vi kigger lidt på hinanden og så smiler han "jamen, det er jo en fordel for mig" siger han så og griner. "Baaaah!" svarer jeg bar og rækker tunge. 

Under hele forløbet har jeg kun været iført mine joggingbukser og en bh med en bandeau udover. Det er underligt, jeg føler mig slet ikke blottet, fordi jeg ved at Ask slet ikke tænker på mig på den måde, men det er alligevel lidt sjovt at tænke på. Jeg er slet ikke ligeså udviklede som de andre piger jeg kender, og som går i min klasse. Til gengæld siger folk tit at jeg har en god røv, men ikke Ask. Ask siger aldrig noget om mit udseende på en pervers måde, det er dejligt.  

Jeg kigger over på mit skateboard og sukker, "jeg ved det godt, jeg savner også at skate sammen med dig" siger Ask og vikler sin pegefinger rundt om min, som vi altid har gjort. "Der er en uge til gipsen kommer af, og så går vores sommer får alvor løs!" siger jeg entusiastisk og griner "Gotta stay fly" siger Ask, og så griner vi begge to.

Vi går ud for at tage noget morgenmad og møder min mor på vejen. "Mor kan du ikke lige hjælpe mig, jeg skal ha' et bad" siger jeg og kigger på hende og sukker lidt. "Jo skat" siger hun og går ud for at finde et håndklæde "Ask du tager bare hvad du vil ha'!" råber hun til ham og går så ud til mig på badeværelset.

Vores badeværelse har en normal størrelse og et meget klassisk, med cremefarvede fliser både på gulvet og i vores brusekabine. Vi har et sort badekar og og en sort håndvask. Håndvasken er bygget ind i et bord af en slags med en masse skuffer. Over bordet er der et stort spejl med indbygget lys. 

Jeg tænder for det varme vand og træder langsomt ud af det beskidte tøj. Jeg smider det i vasketøjskurven og sætter mig på toilettet. Min mor tager forsigtigt en plasticpose over min arm, og så træder jeg ned i vandet. Jeg sætter mig langsomt ned, og lader mig mor smøre mig ind i sæbe med en vaskeklud. Efter det lod jeg mig synke ned under vandet med kroppen og hovedet. Der var dejlig stille på en måde, men jeg kunne selvfølgelig ikke blive under i lang tid. Jeg kom op og var klar til at få resten af sæben af. Efter det vaskede min mor grundigt mit hår med min yndlings hårkur, og så var jeg klar.

"Det er imorgen du skal til talentkonkurrencen ikke?" spørger min mor mens hun hjælper mig med at få tøj på. "Jo" svarer jeg spændt og smiler "Jeg har købt en fin skjorte til dig" siger min og smiler "den ligger oppe på din seng" forsætter hun og lukker den sidste knap i mine bukser. "Ej hvor fedt! Tak mor!" siger jeg og krammer hende. "Det var så lidt skat" siger hun og smiler, så kysser jeg hende på panden og smutter op på værelset for at se den. Ask kommer også op for at se trøjen. Det er en armygrøn lidt oversized skjorte med kamuflage print på, hvis i forstår. Jeg fik Ask til at hjælpe mig med at tage den på, og kiggede så mig selv i spejlet. Den var enormt flot, synes jeg i hvertfald. "Den er fed" siger Ask og smiler. Jeg får den af igen, og så går også jeg ned og tager noget morgenmad. Resten af dagen går med at jeg øver til imorgen, og Ask og Christian spiller Fifa 12'

 

Undskyld det her kapitel var lidt langtrukkent og at konkurrencen ikke kom endnu, men den kommer i næste afsnit det lover jeg! 

Skriv hvis i har noget jeg skal ændre(-:

xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...