Young and careless - 1D

Michelle Tiharen er en meget normal pige fra London. Hun har altid boet i London og altid vidst, hvad hun ville med sit liv. Her på det sidste er det dog svigtet lidt og hun tvivler på om forfatter det rigtige i hendes liv. Hun har altid været rapkæftet, led og ikke åbnet sig for folk. Hendes mor håber det ændrer sig. Måske har hendes mor ønsket rigtigt? Michelle har aldrig hørt om gruppen, One Direction, men den dag hun bliver reddet fra at falde ud foran et tog af drengene, ændrer det sig hurtigt. Hun tror ikke, at de falder i hendes smag, men de er fantastiske. Måske mere end normalt..

22Likes
34Kommentarer
2444Visninger
AA

1. Mor, musik og Megan

Det flabede smil spillede om mine læber. Det var sjældent, det var der, men i dag var det der og kun på grund af en person. Min kære mor. Kvinden, der skabte mig. Hvor jeg dog hadede hende.

"Du er håbløs, Mis," sukkede min mor og rejste sig fra min blå, bløde sækkepude, som hun var så yderst utilfreds med. Jeg kunne lige høre hendes ord, da hun havde set mine møbler for min stue. Hvad fanden er det for nogle møbler? Jeg grinede for mig selv.

"Nå, men jeg går nu." sagde min mor og vinkede halvt, men da jeg ikke engang kiggede på hende, kunne jeg skimte at hun lagde sin hånd langs siden og gik med sine skyhøje stiletter ud af døren til min lejlighed.

Bitch, tænkte jeg for mig selv, men fortrød lidt bagefter. Det var jo ikke hendes skyld, at Phil ville have hende til at ændre mig. Phil, det store røvhul af min papfar.

Hvad fanden ville han egentlig? Hvad tænkte han? Hvordan skulle min mor nogensinde kunne få mig til at droppe min drøm om at blive forfatter? Jeg gik ud på badeværelset og rodede rundt i det lille skab, som hang halvskævt på væggen. Den ene låge var ved at falde af, men på den anden side forventede jeg ikke meget af det. Det havde været min farmors, fra hun var sytten og hun var syv og tres nu. Halvtreds år, det var da flot klaret.

Jeg smækkede de to låger ud, da jeg havde fundet min sorte elastik og i spejlet, så jeg det spejlbillede, jeg aldrig blev vant til. Jeg kunne vel godt forstå, hvad folk kunne lide ved mig. Jeg var en typisk flot pige, med store blå øjne og lange sorte øjenvipper, som indrammede mine øjne perfekt.

Perfekt, tænkte jeg. Jeg smagte på ordet og skar ansigt af mig selv. Alt for perfekt. Jeg rynkede kort på min lille, lige næse og slikkede mig om mine fyldige læber, som alligevel var ret små.

Jeg tog den sorte elastik ud over de fem fingre på min højre hånd og rørte ved mit tjavsede, korte hår. Det var forskellige farver. Inderst inde, en varm chokolade brun, dernæst en karamel farve og få totter yderst, havde fået den helt blonde farve. Det var lang tid siden, jeg havde været til frisøren, kom jeg i tanke om og rørte så ved mit skulderlange hår. Musik inde fra stuen vækkede mig fra min trance af mit eget spejlbillede. Jeg satte hurtigt mit hår op i en løs hestehale og mit alt for lange pandehår gik ned over mit højre hår, og irriterede mig.

Jeg småløb på tæerne ind i stuen, for at se hvor musikken kom fra. Mit fjernsyn, jeg efterhånden havde tanke om var hjemsøgt, havde tændt sig af sig selv igen, men den var ovre på radiokanalen.

En sang, jeg ikke havde hørt før strømmede ud af fjernsynets ikke så gode højtalere og jeg klemte øjnene sammen. Drenge, i hvert fald, der sang om piger.

"Typisk," sagde jeg til mig selv og rystede kort på hovedet, men undrede mig dog over hvem de var.

"Og det var så One Thing fra One Direction, den søde gruppe fra X-factor i 2010!" sagde den irriterende radiovært, som jeg altid havde hadet. Hun lød så sukkersød, snakkede positivt om selv Rebecca Black og var i det hele taget sådan et menneske, man kunne slå lige i fjæset.

Hvis man altså var mig, tilføjede jeg stille i mit sind og sukkede.

Jeg slukkede for mit fjernsyn og tullede lidt rundt i min lejlighed. Jeg ledte i vildelse efter min mobil, men anede ikke hvor den var.

Noget hvidt, der flagrede ude ved min altan, fik mig til at løbe ud til altanen. Jeg rev døren op og hoppede næsten ud for altanens hegn, for at få fat i min hvide cardigan, som var ved at flyve væk. Jeg vendte mig om og på min lille skammel derude, lå min mobil.

Jeg tog den hurtigt op, og så at min skærm blinkede som en sindssyg. Det var nok også på grund af kulden, men jeg huskede ikke at jeg havde været træt. Sådan at have smidt den der og bare gået indenfor og sovet.

Jeg smed min cardigan op gulvet og lod altandøren stå lidt åben. Vinden blæste på mine bare arme og de grå  joggingbukser var alt for tynde, men jeg skulle bare lufte ud. Der lugtede for meget af min sved, mine deodorant og mors fise fornemme parfume. Det skulle væk.

Jeg tog hænderne op min kolde mobil og en kuldegysning jog igennem mig og jeg følte mig iskold. Den flippede helt ud og skiftede fra lys til mørkere skærm. Jeg låste den hurtigt op og så at der var fire ubesvarede opkald. Tre fra Megan, ét fra mor. Sikkert det hun ævlede om. Jeg orkede ikke rigtig Megan, men jeg ringede hende alligevel op. Mobilen føltes som is mod min hud og jeg gøs kort.

"Hej søde!"

Megans høje, skingre og sukkersøde stemme listede sig ind gennem mit øre og fik min hjerne til at reagere. "Hej," sagde jeg hurtigt og gabte. Charmerende, tænkte jeg, men hvad fanden. Jeg var vel ligeglad. "Du har ringet."

Megan begyndte at prable om alt muligt om en fest, men da sætningen: Så kan vi drikke os pisse fulde og skide på alt andet, blev nævnt lyste jeg op. Måske var det, det jeg havde brug for? "Megan?" spurgte jeg forsigtigt og gik ud i mit lille køkken, og tog en vindrue i munden.

"Yup, hvad?" spurgte hun og jeg spekulerede på om hun havde været oppe hele natten. Megan reagerede anderledes end os andre. I stedet for at gå i gulvet efter at være vågen en hel nat, blev hun mere.. lysvågen.

"Hvad tid sagde du, at det var?" spurgte jeg og satte mig op på mit køkkenbord. Igennem det lille vindue, kunne jeg se mine gamle naboer, som tydeligvis troede de var tyve. Jeg gøs.

"Klokken otte. Vi kan følges! Jeg henter dig også tager vi derhen sammen." foreslog Megan og lød ellevild.

Jeg smilede for mig selv. Der var noget interessant over Megans begejstring, så jeg kunne ikke stå for det. "Okay," sagde jeg og afgjorde det både for Megan og mig selv. "Hent mig klokken otte. Så skal vi drikke røven ud af bukserne."

Megan var ellevild og jublede nærmest. Hun hvinede ind i mit øre og selv da jeg trak min mobil væk fra mit øre, kunne jeg stadig høre det tydeligt.

"Ses klokken otte, Mis!" sagde Megan og da jeg havde lagt på sukkede jeg, men tanken om alt det alkohol, der skulle danse i mine årer var beroligende, forfriskende.

Og det gjorde mig en smule bange.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...