Forever - Fortid

Jeg tænker tit tilbage på den lange fortid. Det føltes som en evighed. Men det var det også. Jeg søg ned i de tusind mange dagbøger. Der var fra år 1842 til 2012. Jeg stirret på dem i lang tid. da begyndte en tåge at danse for mine øjne. og mit liv af spillet som en film.

0Likes
0Kommentarer
687Visninger
AA

1. Tågen

Jeg så på de mange dagbøger. Jeg husker så tydeligt hvad der skette. Pludselig så jeg det hele for mig. omgivelserne dansede og nu stod jeg tilbage i år 1842.

 

Jeg så rundt i den lille by. Først bliver jeg bange men så føler jeg mig tilpas. Jeg genkendt det hele. Jeg stod på Mrs. og Mr. Marney's plantage med Stefan. Min barndoms ven. Vi havede altid været bedste venner. og nu da vi var kommet i en alder af atten år gik der rygter i byen om vi skulle giftes. Men nu når jeg oplever det igen forstår jeg det godt. Vi var sammen hele tiden og kunne opføre os som et kæreste par. Han smilede varmt til mig. Jeg husker godt hvad der sker om lidt. Men alligevel virker det nyt... og aligevel så overvelende? "Kom vi tager en svømme tur" Sagde han. Han hopped i med mig bagefter. Vi svømmede længe uden at tage notits af alle de sigende blikke fra dem på ude på gaden. Da det blev mørkt og vi sad under træet ved søen så han på mig. "Annabel?" Jeg rettet blikket mod ham "Ja?" Han kærtegnet hurtigt min kind. "Der er så meget jeg ikke forstår?" Han så på mig efter de ord. "Ingen forstår alt" Svarede jeg begavet. "Men..?" Begyndte han. "Stefan... Ikke alt giver mening. Ikke alt skal forstås" Svared jeg omsorgsfuldt. "Men hvordan skal verden give mening?" Sagde han. Jeg følte at han var et stædigt barn og jeg var han mor. han blev ved med at spørge til det. "Jeg går hjem nu Stefan." Svarede jeg letsindet. Jeg begyndte at gå væk selvom at jeg ikke gad at høre på ham havede fornærmet ham. Jeg elskede Stefan som min bror. Og ville enelig ikke gå fra ham. Men han gav mig intet valg. jeg var så træt af hans Barnlige side. Den havede han altid haft og vil nok beholde den, Men jeg kunne jo ikke ændre på ham. Og ærlig talt vil jeg det helere ikke. Han er perfekt som han er. Jeg kom endelig hen til den store Plantage jeg boet i. Da jeg kom ind stirret jeg rundt i det tomme hus. "Hallo!" råbte jeg ivrigt op. Og jeg blev besvaret med en snøften ude fra køknet. Jeg gik derud. Det var min mor der sad og snøftet. "Hvad er der?" Sagde jeg og løb hen til hende."Di... Di... Din... Far... er... Dø.. Død" Hulkede min mor svagt. Jeg mærkede tårene presse sig på. jeg gik op på mit lille værese og lagde mig på sengen og lukkede øjnene i håb om at blive opslugt i et stort hul.

 

Jeg vågnede op og var i den virkelige verden. Tårene gled ned af mine kinder ved tanken om mindet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...