Spøgelseshuset

Ingen tør sige noget ondt til Kevin, det er nemlig ikke bare Kevin, der ikke er helt normal, der er noget underligt ved hele Kevins familie. Huset de bor i, ligger lidt tilbagetrukkent mellem nogle høje træer. Det er det sidste hus på vejen. Ingen fra skolen har nogensinde været der og ingen ønsker nogensinde at komme der. Endnu.

1Likes
0Kommentarer
545Visninger
AA

1. Spøgelseshuset

Ingen tør sige noget ondt til Kevin, det er nemlig ikke bare Kevin, der ikke er helt normal, der er noget underligt ved hele Kevins familie.

 

Huset de bor i, ligger lidt tilbagetrukkent mellem nogle høje træer. Det er det sidste hus på vejen. Ingen fra skolen har nogensinde været der og ingen ønsker nogensinde at komme der.

Endnu.

For her stod jeg, fredag d. 14. januar, min dødsdag, foran ´Spøgelseshuset`.

Hvad havde jeg tænkt på? At være dum at vædde med Christian. 100 kr. for at gå døden i møde! Og jeg var gået med til det.

Klokken var 10 om aftenen, og jeg stod og stirrede på huset, som kun var oplyst af fuldmånens dystre skær. Det var dunkelt og forfaldent, og haven var overbegroet og vildtvoksende.

Jeg stod og rystede, og havde kuldegysninger på arme og ben, imens jeg prøvede at tage mod til at gå ind ad lågen, og ud på den lange snoede sti, der førte op til huset.

Men så, lige pludselig, så jeg noget. Det var kun et kort glimt, af en sort skygge, en pludselig bevægelse, og så var det væk.

Jeg for sammen, og min fantasi løb løbsk.

Min puls steg i takt med at jeg fandt på flere og flere, mere og mere, gruopvækkende monstre og uhyrer

Jeg lukkede øjnene, og talte langsomt til ti.

Det var nu eller aldrig. Jeg tog en dyb indånding, og åbnede lågen, der gav sig med en knirkende lyd.

Jeg tog et prøvende skridt ud på stien, intet skete.

Jeg åndede lettet op, men fortsatte alligevel langsomt, skridt for skridt, mens jeg hvert øjeblik forventede at himlen ville falde ned om ørerne på mig, og ragnarok bryde løs.    Jo nærmere jeg kom, jo mere uhyggeligt så huset ud. Skodderne der hang foran vinduerne, knirkede ved selv det mindste vindpust, og slyngplanter groede frit op af murerne.

De passede egentlig meget godt sammen, Kevin og huset. De var begge to uhyggelige, meget uhyggelige.

Kevin gik i samme klasse som mig, men jeg havde aldrig rigtig snakket med ham - og jeg havde heller aldrig haft lyst til at snakke med ham, for, ja han var for... uhyggelig. Og så var jeg vel også en lille smule bange for ham.

Ja, alle var faktisk bange for ham, hvorfor vidste jeg ikke. Eller jo, det vidste jeg jo egentlig godt. Det var den måde han var på, den måde han gik, den måde han smilede, og den måde han var vred på.

Også Kevins forældre var uhyggelige.

Hans mor hed Susanne, og jeg blev helt paf da jeg hørte det første gang, jeg havde forventet at hun hed Draculine, eller noget i den stil.

For hun lignede en vampyr. Dødsensbleg hud, kulsort hår, kolde, mørke øjne, og et hjerte af sten.

Hans far hed Henrik – nu hvor jeg tænkte nærmere over det, så var det faktisk underligt, at nogle personer med så normale navne, kunne være så uhyggelige!

Nå, men Kevins far havde jeg ikke hørt nogen beskrivelse af. -Hørt, for jeg havde aldrig set nogen af dem. De eneste fra Kevins familie som jeg virkelig havde set, var hans storesøster Ditte, og så – selvfølgelig – Kevin selv.

Pludselig snublede jeg over en stor sten, og blev derfor brat revet ud af mine tanker. Jeg rejste mig langsomt op, mens huset tårnede sig op over mig. Jeg var nu kun få meter væk fra hoveddøren, en stor – kæmpestor! - sort, egetræsdør.

Jeg havde været så opslugt af mine egne tanker, at jeg slet ikke havde bemærket at jeg var kommet så tæt på.

Jeg gik tre skridt nærmere, og var nu nået til den lille trappe, der gik op til hoveddøren.

Jeg sank en klump. Okay, jeg skulle bare gå op ad trappen, ind ad døren, og så ud igen, mere behøvede jeg jo ikke at gøre.

Jeg havde lige sat min ene fod på trappen, da jeg hørte det.

Et højt, skingert ulvehyl, og det kom fra den anden side af døren!

Jeg stod, stivnet af skræk i hele to sekunder, før jeg begyndte at løbe.

Jeg ville bare løbe væk, væk, væk!

Men der var ét problem.

Jeg løb den forkerte vej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...