Lad som om

En piges tanker omkring noget. Men hvad? Var det hende? Eller en anden? Hvad skete der egentlig?

2Likes
0Kommentarer
536Visninger

1. Lad som om

Jeg stod ude i skoven og så på hvordan blodet langsomt begyndte at vise sig. Jeg vidste ikke hvad der var sket, for jeg havde ligesom været.. Væk? Eller hvad? Jeg havde hvert fald ikke været mig selv.. Men hvorfor gjorde jeg det egentlig? Var det for sjov skyld? Var det min underbevidsthed der forsøgte at fortælle mig noget? Jeg ville højst sandsynlig aldrig finde svaret.  Jeg satte mig ned på jorden, trak benene op under mig, og hvilede mit hoved på mine knæ. Jeg lukkede øjnene og tænkte. Før i tiden havde jeg haft det så godt, især med min bedste veninde! Jeg løftede hovedet og kiggede. Der var en del mere blod nu, så jeg fik det helt dårligt af det. Ikke at jeg ikke kunne tåle at se blod, men jeg fik det så dårligt over at have gjort det! Og så endda uden en egentlig grund? Det var skræmmende at tænke på, at jeg ikke kunne styrer mig selv og mine tanker. Jeg havde altid troet at jeg havde alt under kontrol, men dette var et klart bevis på at jeg ikke havde det. Der lød et knæk, som når man træder på en gren på skov bunden. Jeg fór op, og kiggede rundt. Lidt efter så jeg en hjort løbe væk, heldigt det ikke var et menneske. Et menneske.. Hvad nu hvis der kom et andet menneske, og så blodet? Det ville være forfærdeligt! Hvad ville dette menneske så ikke tænke om mig, og for slet ikke at tænke på, sige om mig til andre!? At jeg var en dum unge der ikke havde styr på noget måske? Skrækken for det skulle ske, kom op i mig. Hurtigt fandt jeg en masse ting, og dækkede alle beviser på blod der måtte være på skovbunden. Men.. Jeg kunne vel ikke skjule det for evigt, eller kunne jeg? Nej! Det ville være uærligt! Og før eller siden ville folk vel også få mistanke.. De ar jeg havde fået på grund af dette kunne kun være tydelige. Jeg fjernede noget af alt det der skjulte det, og satte mig hen til et træ jeg så lænede mig op af. Det var egentlig en ret dejlig sommer aften, nu jeg tænkte over det. Det var ikke særlig koldt, stort set ingen blæst også de dejlige farver fra solen der var ved at gå ned. Hey, jeg sad jo i en skov? Men ikke en eneste fugl kvidrede, sært. Måske de kunne mærke min smerte, og derfor ikke ville kvidre? Jeg havde hørt om en kz lejer i Berlin, hvor fuglene ikke sang. Måske det var noget af det samme lige her? Udover der selvfølgelig ikke var sket SÅ slemme ting her, som der. Eller hvad? Jeg vidste jo ikke hvad der var sket her, før jeg kom. Jeg blev ligeså stille træt, og faldt til sidst i søvn. Jeg drømte om mig og min bedste veninde, fra da vi for et par dage siden var på bakken. Det var en skøn dag. Vi hyggede os rigtig meget, og aftalte endda at tage ud og shoppe i dag, på vej hjem i toget! Jeg vågnede med et sæt fordi en halvspist grankogle faldt ned i hovedet på mig. Latterlige egern. Shoppe, i dag.. Det ville have været meget bedre end dette her. Hellere et godt minde, end dette dårlige vil jeg nu sige. Den skønne shoppe dag blev spoleret, på grund af min vrede. Den vrede jeg faktisk havde holdt inde i mig selv i så lang tid, flere år faktisk? Den var brudt ud i dag, jeg kunne åbenbart ikke rumme mere. Jeg kan huske vi stod og ventede på bussen, da en nar kom og skubbede til mig så jeg væltede. Naren stod bare og grinede af mig, og det var dér det gik galt. Jeg flippede helt ud, råbt og skreg af personen, og rejste mig så op og gik truende mod denne person. Min veninde råbte jeg skulle slappe af, og ikke gøre noget dumt. Men jeg lukkede det bare ude. Hun bad 2 andre der ventede på bussen, om at stoppe mig, hvilket de også gjorde ved at tage fat i hver sin arm. Dette gjorde mig jo så kun mere vred. Jeg fik revet mig løs, og løb væk. Jeg ville simpelthen bare væk fra dem! Ja, fra det hele. Min veninde løb selvfølgelig efter mig, og vi endte ude i skoven. Efter et godt stykke tid, fik jeg løbet fra hende. Hun var hvert fald ikke i sigte.  Det gjorde mig faktisk vred bare at tænke på det. Efter et stykke tid fandt min veninde mig, grædende på skovbunden. Hun gik hen til mig, og vi snakkede om det der var sket. Hun rejste sig op, og bad mig komme med. Men jeg nægtede. Jeg ville ikke væk herfra lige nu, der var så fredeligt. Det endte med at hun hev i mig for at få mig med. Jeg tog den arm hun havde fat i, til mig. Hun skulle hvert fald ikke tvinge mig væk! Jeg fandt en sten på skov bunden, samlede den op, og kiggede dybere ind i skoven. En hjort stod og hyggede sig, uden at have så meget som hørt os.  Uden at vide hvorfor tog jeg sigte med stenen mod hjorten. Min veninde opdagede det straks, og råbte til mig at jeg ikke måtte gøre det! Jeg kiggede på hende, og smilede bare. Jeg kastede stenen alt hvad jeg kunne, og et kæmpe dunk hørtes. Tilbage til nutiden, og ikke fortiden! Jeg besluttede mig for at tage hjem. Jeg kiggede ned på den døde krop. Hvis der var en anden der fandt den, ville jeg jo ikke få skæld ud på nogen måde, ingen ville bebrejde mig, for hvem skulle mistænke mig? Jeg vendte om, men lige inden jeg skulle til at gå, tog en hånd fat om min ankel…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...