Stjernestemplet

At være stjernestemplet betyder at man er dømt til aldrig få sit livs store kærlighed. Det er det våben en mystisk ondskab bruger mod indbyggerne i landsbyen Dragslund.
Da Erika flytter til byen sammen med sin mor Theodora, bemærker hun straks at der er noget galt. Hendes ellers så rolig beherskede mor viser et åbenlyst had mod sin egen fætter. Folk virker bange for den lokale kirke. Og samtidig bliver hun tiltrukket af den mystisk dreng Nikolaj, som insistere på at hun ikke graver dybere ind i byens hemmelighed, inden det bliver for sent for hende at kunne slippe væk.

9Likes
13Kommentarer
2307Visninger
AA

5. Stenen og Tatovering

Det var efter frokost at Erika besluttede sig for at se nærmere på kirken. Theodora var taget af sted til den aftenskole, hvor hun arbejdede som lærer, så hun ville ikke få at vide, at Erika havde forladt huset for et øjeblik.

 Himlen var skyfri og en kølig svag vind blæste uafbrudt. Erika satte sig på en af tre store stene, der lå ud foran kirkedøren og betragtede kirken nysgerrig.

 Den så ikke så usædvanlig ud. Den var kridt hvid med en firkantet tårn, der endte op i en sort tag. Dens alder var svært at bedømme, men Erika spekulerede på om det var sådan næsten alle landsbyskirker så ud.

 "Rejs dig op," råbte en vred stemme bag hende.

 Instinktivt rejste hun sig fra stenen og rettede sig op som en soldat for stemmen havde jo lydt som en generals.

 Frederik lo muntert og sagde: "Tag det nu ikke så alvorlig. Jeg er bare lidt øm omkring Kirkestenene."

 Erika slappede straks af og gentog overrasket: "Kirkestenene?"

 Frederik klappede henkastet et af de store sten og sagde: "Ja, sagnet siger at en ond drage ligger begravet under disse tre sten og det bringer ulykke at lave uorden mellem dem."

 Erika kunne ikke lade med at le. "Jamen, så må du undskylde at jeg satte mig her."

 "Det gør ikke noget," sagde Frederik. "Jeg lader dig gå denne her gang siden vi er i familie med hinanden."

 I familie? "Du er min mors fætter. Har du kendt hende længe?" Det undrede hende, hvorfor Theodora ikke havde nævnt ham før.

 "Siden vi var børn," svarede han og satte sig på en bænk ved kirkedøren. "Det var først da hun var femten, at vi lærte hinanden for alvor at kende. Vi blev rigtig gode venner."

 Han kiggede op mod himlen som han kunne se fortiden deroppe. "Hun var stædig, men loyal. Hun var ikke bange for at sætte livet på spil for andre. En ven som hende burde alle have."

 "Men hvad skete der?" spurgte Erika nysgerrig. For en kort stund så hun et trist blik i hans øjne.

 "Det var mest min fejl, kan jeg sige. Jeg har helst ikke lyst til at tale om det. Lad det være hendes historie."

 Han rejste sig fra bænken og bankede sine sko mod kirkevæggen for at slå skidt af.

 "Hvis du nu er interesseret i at snakke så kan du finde mig i telefonbogen."

 Han gav hende hånden og sagde så: "Ja, jeg ville have bedt dig om at hilse din mor fra mig, men det ville hun nok ikke blive glad for."

 Det kunne Erika godt regne ud.

 Da hun kom hjem, var der noget, der nagede hende. Da Frederik gav hende hånden, havde hun set noget af en tatovering, der lå skjult under hans ærme. Det lignede et par takker eller sådan noget.

 Men det, der nagede hende, var at hun havde set det før.

 Hun kunne bare ikke huske hvor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...