Stjernestemplet

At være stjernestemplet betyder at man er dømt til aldrig få sit livs store kærlighed. Det er det våben en mystisk ondskab bruger mod indbyggerne i landsbyen Dragslund.
Da Erika flytter til byen sammen med sin mor Theodora, bemærker hun straks at der er noget galt. Hendes ellers så rolig beherskede mor viser et åbenlyst had mod sin egen fætter. Folk virker bange for den lokale kirke. Og samtidig bliver hun tiltrukket af den mystisk dreng Nikolaj, som insistere på at hun ikke graver dybere ind i byens hemmelighed, inden det bliver for sent for hende at kunne slippe væk.

9Likes
13Kommentarer
2323Visninger
AA

12. Historien om de stjernestemplede par

Miyuki Ogawa omfavnede hende så hårdt at Erika havde svært med at få luft. I løbet af få sekunder så sad hun i stuen og havde fået en varm kop te i mellem hænderne.

 Miyuki og Estrid talte lavmælt sammen, men Erika kunne godt nå at fatte nogle få ord som 'Stjernestemplet' og 'dommedag'. Hun behøvede ikke at spørge til det, for senere fortalte Miyuki det hele.

 Det var aften og Miyuki havde lige vist Erika det værelse hvor hun skulle sove.

 "At være stjernestemplet betyder at man er dømt til at ens forhold med sit livs kærlighed ender galt. Dragen har brugt det våben i mange århundrede fordi at kun ægte kærlighed kan bevarer kirkestenenes magi. Ved at han ødelægge forhold mellem skæbnepar, så ødelægger han også magien i kirkestenene."

 "Er det det er der sket med kirkestenene?" spurgte Erika.

 Miyuki nikkede. "Miranda allierede sig med dragen af årsager, jeg ikke ved."

 Hun var tav i et stykke tid, inden hun forsatte. "Jeg er virkelig ked af at høre at Teddy ligger i koma."

 "Du mener min mor. Hvorfor kalder du hende Teddy? Hun hader kælenavne."

 "Jeg har altid kaldt hende Teddy. Hun var selvfølgelig irriteret men hun vænnede sig til det, ligesom hun vænnede sig til at din far kaldte hende Dora."

 "Min far? Det havde hun da aldrig sagt at han gjorde."

 "Du må da selv havde hørt Frederik gøre det."

 "Hvad?" Nu var Erika helt forvirret.

 "Ved du da ikke at han er din far?"

 "Hvad?"

 Erika havde det som om nogen havde slået hende i maven, så alt luft var røget ud af hende.

 "Åh, det vidste du altså ikke. Hvor dumt af mig. Men det begyndte for en del år siden. Teddy og din bedstemor havde et grimt skænderi efter din bedstefar døde, så hun valgte at flytte hjemmefra. Frederik tilbød hende at bo hos ham og hans kæreste på det tidspunkt og det tilbud tog hun imod. Jeg kender ikke helt til hvad der skete mellem dem, men de blev sindsyg forelskede i hinanden. Jeg greb dem faktisk i at stå kysse hinanden. Men så..."

 "Så blev de stjernestemplet," gættede Erika.

 Miyuki nikkede. "Din far, Frederik, var bange for at der skulle ske noget med din mor. Han håbede på at ved at gifte sig med en anden, så havde han brudt forbandelsen. Det lykkedes dog ikke, men Teddy blev voldsomt rasende på ham. Hun følte sig vel forrådt, så hun valgte at rejse fra byen og lukkede af for alt kontakt til ham. Det var først bagefter at Frederik indså sin fejltagelse og blev skilt, men det var allerede for sent."

 Hun holdt en pause inden hun fortsatte.

 "På vejen mødte hun så Georg Hamilton som var meget syg. Han ønskede ikke at de få griske slægtning, han havde, skulle arve efter ham, så han giftede sig med din mor og påtog sig faderskabet for dig, men de kendte knap nok hinanden."

 Erika tog en dyb indåndning, prøvede at håntere den information, hun nu havde fået.

 "Ved Frederik godt at...?"

 "Jeg tror at din mormor fortalte ham det. Og når han ikke har fortalt dig det, så er det fordi han respektere din mors ønske om at du ikke bør vide det."

 Frederik? Hendes far? Men det forklarede vel også en del. Forrådt kærlighed kunne godt gøre en rasende, især en som Theodora.

 Men... måske elskede hun ham stadig, men kunne bare ikke tilgive ham.

 Erika rystede på hovedet. Det her måtte hun tænke over senere.

 "Er du også stjernestemplet?" spurgte hun Miyuki.

 "Jeg var," var svaret. "Min mand Eisuke og jeg var stjernestemplede." Idet hun sagde det rullede hun sin ene ærme op og afslørede et rundt ar. "Indtil vi brød ud af den."

 "Brød ud af den? Hvordan?"

 Miyuki smilede trist. "Det kan vi ikke huske. Vi har spurgt os selv det samme spørgsmål i mange år."

 Udenfor kunne man høre et tordenbrag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...