It Has To Be You {Super Junior}

Choonhee er en meget talentfuld 22-årig pige, som lige siden kpop-gruppen Super Junior debuterede, har været håbløst forelsket i et af medlemmerne, skønt hun aldrig har mødt ham. Kim Jongwoon, bedre kendt som Yesung, møder en dag ved et tilfælde denne 22-årige pige, som har en ualmindelig smuk sangstemme, og bliver langsomt mere og mere forelsket i hende. Problemet er bare, at han som berømthed ikke må være sammen med helt normale piger som Choonhee. Og selvom de begge ihærdigt forsøger at give slip på deres unægtelige kærlighed til hinanden, er det umuligt for dem at være adskilt. Samtidig må Choonhee beslutte om hun er villig til at gøre brug af sin fantastiske sangstemme og blive en stjerne, så hun kan være sammen med Yesung.

10Likes
5Kommentarer
1377Visninger
AA

2. Sceneskræk

"Choco, du ser bleg ud... Sæt dig ned, tag en dyb indånding!"

Jeg forsøgte at gøre som hun sagde, men alt jeg kunne præstere var nogle urolige, skælvende gisp. Aldrig havde jeg været så nervøs i hele mit liv. Der var blot fem minutter til jeg skulle ud på den forbandede scene og synge for over tre hundrede mennesker, og panikken var allerede begyndt at sprede sig i min krop.

Og ikke nok med at der sad over tre hundrede mennesker som publikum foran scenen - folk så også med, hjemme ved deres fjernsyn! Jeg sank en klump og spurgte mig selv hvorfor fanden jeg dog også havde sagt ja til at gøre det her. Men grunden var jo simpel nok. Min veninde Heesun havde overtalt mig til det, på en af de dage hvor min fornuft havde svigtet mig godt og grundigt. Hun havde sagt, at det ville give min selvtillid et ordentligt boost, og desuden hjælpe mig til at overkomme min sceneskræk. Og jeg havde haft lyst til at være spontan, tage nogle chancer, så jeg havde sagt ja og omgående meldt mig til programmet.

Det var et program, der gik ud på at opdage fremtidige stjerner, altså sangere og den slags, før de virkelig blev berømte. Jeg havde ofte fået at vide at jeg sang helt utroligt godt, men jeg havde aldrig for alvor overvejet at forsøge at blive en rigtig sanger... Og alligevel stod jeg nu her, og skulle snart ind og synge en sang, der var sunget af Yesung fra k-pop gruppen Super Junior.

Yesung havde altid betydet alverden for mig. Lige fra Super Junior debuterede havde han stjålet mit hjerte, og havde nu haft det i adskillige år. Men på trods af at jeg rent faktisk boede i Sydkorea, samme sted som ham, havde jeg aldrig mødt ham. Jeg længdes sådan efter at se ham i virkeligheden, og ikke bare på billeder og videoer.

Og nu skulle jeg ind og synge "It has to be you". Jeg ville aldrig være i stand til at synge den så godt som Yesung, det var jeg klar over. Jeg håbede bare ikke at folk ville grine af mig...

"Choco..." sagde Heesun blidt, og lagde en hånd på min skulder. Min krop rystede let, det havde den gjort i lang tid nu. "Jeg ved, du vælter publikum bagover med din stemme. Du har et talent uden lige, det kan enhver se - så du må for guds skyld ikke være alt for nervøs, for der er intet at være nervøs over!" Hun smilede opmuntrende. "Bare lad som om publikum ikke er der, lad som om du er helt alene. Det skal nok gå..."

Jeg trak hende pludselig ind i et tæt kram. Heesun havde altid været der for mig, og det var jeg dybt taknemmelig for. Det var betryggende at vide, at selv hvis jeg gjorde mig selv totalt til grin derinde, så ville hun stadig være der.

"Og nu til den næste deltager, en pige hvis stemme siges at være helt fantastisk, giv en stor hånd til... Choonhee!"

Jeg gik næsten i trance da jeg hørte værtens entusiastiske råb. Mit blik blev tomt, og jeg havde det som om jeg ikke kunne røre mig. Heesun gav mig et lille skub fremad, som brød min trance-agtige tilstand.

"Så er det nu!" sagde hun ivrigt og hvinede piget af begejstring. Hendes reaktion på det her var fuldstændig anderledes end min. Jeg tvang mine ben fremad, og lukkede mine øjne, inden jeg trådte ud på scenen. Så tog jeg det lille skridt der skulle til, og åbnede dem igen.

Jeg blev mødt af store klapsalver, og det første jeg tænkte var, at det måtte være en drøm. Det kunne da umuligt være mig der stod her og blev klappet for. Det kunne da umuligt være mig der stod på denne scene og skulle til at synge for så mange mennesker.

Det tog mig et øjeblik at indse, at det var nu jeg skulle træde frem og begynde at synge. Værten skulle åbenbart ud samme vej som jeg var kommet ind, og på vejen stak han en mikrofon i min hånd og gav mig et venskabeligt klap på skulderen. Min hånd rystede helt ustyrligt da jeg langsomt gik fremad, mod midten af scenen. Bag mig kunne jeg pludselig høre musikken spille. I alle andres ører lød det sikkert smukt, men i mine lød det aldeles faretruende.

Jeg havde øvet det så mange gange at jeg, selv i panik, vidste præcis hvornår jeg skulle begynde at synge. Jeg undgik omhyggeligt at kigge på publikum, og forsøgte at lade som om jeg var helt alene, som Heesun havde rådet mig til.

Og så sang jeg. Tonerne flød ubesværet ud af min mund, og blev til en smuk harmoni af ord og melodi. Jeg lukkede automatisk mine øjne og koncentrerede mig om at synge det bedste jeg kunne. Publikummet foran mig var glemt, og jeg sansede kun min egen stemme.

Meget, meget fjernt kunne jeg høre en dør blive åbnet og lukket, men jeg tænkte ikke nærmere over det. Mine øjne var stadig lukkede, så jeg så ikke hvem der netop var trådt ind i salen. Jeg blev bare ved med at synge, og følte sangen dybt inde i mig. Det var sådan en smuk sang – man kunne ikke undgå at blive rørt af den.

Halvvejs gennem sangen fik jeg pludselig lyst til at åbne mine øjne, bare for at tjekke mine omgivelser. Der kunne være startet en ildebrand uden jeg havde lagt mærke til det. Langsomt, imens jeg stadig sang, åbnede jeg dem, og blev endnu engang benovet over det enorme publikum. Men det rørte mig ikke længere. Når jeg sang, følte jeg mig tryg. Det vil sige, lige indtil jeg gjorde den fejltagelse at tage et ordentligt kig på publikum...

Der, lige i midten, sad den person jeg troede jeg aldrig skulle møde. Den person jeg aldrig i mine vildeste fantasier, havde troet jeg nogensinde skulle synge for. Den person mit stjålne hjerte bankede for, og længdes efter. Der sad han.

Han havde et svagt smil over sine læber, og hans hænder var foldede i hans skød. Han havde den pjuskede, sorte frisure jeg altid havde ment klædte ham bedst, og var iført en sort jakke udenpå en hvid bluse.

Det føltes som om et voldsomt blæsevejr havde omringet mig, da en højlydt susen pludselig overdøvede alle andre lyde. Det sortnede ubehageligt for mit blik, og underligt nok, var den eneste ting jeg tænkte på da jeg mistede bevidstheden, hvilken skam det dog var at jeg ikke fik længere tid til at betragte... ham.

 

A/N:

Heej! Så det her er min første SuJu fanfic, og jeg har virkelig set frem til at skrive den. :D

Hvis man ikke kender til Super Junior, vil jeg selvfølgelig anbefale enhver til at tjekke gruppen ud. Personligt er jeg mucho stor fan, kekeke. ^3^

Konstruktiv kritik er mere end velkommen, og jeg håber den er ligeså god at læse, som den har været at skrive, for har virkelig nydt at skrive den. c:

Bye~! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...