En ny verden (1D)

Hun var fra en verden, og har aldrig prøvet noget andet. end til hendes bror, siger at de må tage afsted. nu ved hun ikke hvem der er fjender og hvem der er venner?
Vil hun kunne glemme fortiden og starte på en frisk? vil nogen overhovedet finde ud af at hun har slået folk ihjel?

7Likes
18Kommentarer
2160Visninger
AA

2. Mor?

 

”Kom nu, gør det bare, du har gjort det så mange gange før!” Kunne jeg høre Luke stå og råbe af mig ”Er du bange lille Julie, hva? Er du for lille til alt det her?” kunne jeg nu høre fra Florian på den anden side af mig ”Nej nej jeg kan godt” svarede jeg, men stod som forstenet, som om min krop bare ikke ville gøre det jeg ville havde den til. ”SKYD NU BARE!!” Råbte Luke af mig; men jeg kunne ikke, der var noget over ham her der bare gjorde at jeg ikke kunne få mig selv til at skyde ham.

Jeg kom til at kigge op og lige ind i hans store brune øjne, han linde min bror utrolig meget.

Jeg holdte rigtig meget af min bror, han hed Jonas, han var 4 år ældre end mig, og var der altid for mig når jeg havde brug for ham. Han holdte altid hånden over mig, og beskyttede mig, hvis nogle kom på tværs.

Det skete rimelig tit. For jeg er ikke en pige der skal bestemmes over, jeg har min egne meninger og holdninger, og gider ikke bare sidde som en eller anden nikke dukke, og bare rose alt hvad de gør. Jeg råbte højt, men var jo kun en pige, og den eneste pige, ud ovre mødre og kærester til de andre, men de var ikke rigtig med i gruppen som jeg er, de skulle bare tilfredsstille de andre. De eneste der var så dumt af mig, var at jeg var jo ikke stærk nok til at slå igen, men så havde jeg min bror. Jeg havde tit fået en på tuden, og havde et ar over øjet, da en af dem gik så vidt at han skulle til at stikke mig ned, men igen, kom min bror og redet mig.

Jeg var nok den yngste i denne gruppe, så det var rart at havde en man bare vidste man kunne stole på, min familie var her, men jeg følte ikke helt at jeg kunne stole på min far, og tror også at det var en skam over familien at de fik en datter. De fleste dræbte deres døtre, hvis det var det de fik en, i denne gruppe kunne man kun bruge drenge, men jeg havde fået af vide at min mor ikke ville skille sig af med mig. Selvom nogle gange ville jeg ønske at hun havde gjort det.

Min mor var død, hun var blevet skudt, af ham her vi nu havde fanget, som jeg har fået lov at dræbe, som en hævn over min mor, så på den måde var jeg ligesom født, til at være medlem.

Jeg var ikke bange for at dræbe som mange piger var, jeg var ikke fin på den, det har jo også påvirket mig at jeg kun er vokset op med drenge, og ludere. Jeg har lært at man må klare sig selv, så jeg havde ingen venner i gruppen, kun min bror.

Men min bror han var anderledes, han fik det bedste ud af mig, og det er bare så rart, jeg var bare mig slev når vi var alene, for man skulle hele tiden være barsk og hård, og ikke vise tegn på svaghed, det plejede jeg at være utrolig god til. Nærmest alle havde respekt for mig, selvom jeg var den yngste. Det plejede også at være nemt for mig at dræbe, jeg har jo gjort det siden jeg var 10 og nu er jeg altså 16.

”Kom nu hvad venter du på?” spurgte Florian ”hey der var i, jeg har ledt alle stede, kom med mig vi har fundet noget” råbte min bror, han havde redet mig igen, tror bare ikke at han lige vidste det denne gang. ”Jeg bliver og passe på ham her!” Råbte jeg til min bror. ”Det er okay!” Råbte han tilbage, han blinkede, men det var ikke til mig? Var det til min fange? Jeg havde en ting i hovedet da de var væk, jeg ville ikke dræbe ham her, jeg ville ikke være ligesom ham, selvom han havde dræbt min mor, ville jeg ikke dræbe, ikke denne gang, for jeg måtte vide noget, hvorfor blinkede min bror til ham? Hvorfor dræbte han min mor? ”Hey hvorfo....” så nået jeg ikke mere, ”Julle, vi må af sted!” Kunne jeg høre min bror råbe, han lød forpustedes. Hvad har han nu rodet sig ud i ”Felex kom du med, vi har brug for at komme væk!” råbte han, men hvem fanden var Felex? ”Hvad sker der?” Spurgte jeg forvirret ”Kom nu bare løb!” Råbte han, og jeg vidste ikke hvad jeg lavede jeg løb bare, med min bror lige foran mig, og den såkaldte Felex lige bag mig.

Jeg vidste ikke hvor længe vi havde løbet, og jeg anede ikke hvor vi var, men en ting var sikket jeg stolede på min bror, jeg stolede på at han vidste hvor vi var, og hvad vi lavede, og hvorfor ham der Felex var med os? ”Jeg har altså brug for nogle svar?” Råbte jeg til min bror ”Ikke nu, når vi er nået frem skal jeg nok forklare dig det hele!” Råbte han tilbage og vi løb bare videre.

Jeg havde ingen tidsfornemmelse og anede ikke hvor lang tid vi havde løbet, eller hvad klokken var, eller hvor vi var. Jeg ventede bare på at han ville stoppe og sige at er skulle vi være, der fløj så mange tanker gennem mit hovedet. Hvorfor skulle ham der Felex med, når han havde dræbt vores mor, og han så var han jo også vores fjende? Hvor skulle vi hen? Hvorfor kunne vi ikke blive? Hvad havde han gjort?  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...