Hypnosen - Oneshot

Historien omhandler den mest uhyggelig dag på året. Den dag alle frygter og de mest uforklarlige ting sker. Hele ugen op til Fredag den 13 havde været nervepirrende. Allison Fellton har været vidne til flere mord og er ved at blive sindssyg efter at finde en morder, men det er de alle. Alle vil gerne vide hvem der står bag disse mord, selvom at det ligner en simpel ulykke. Et selvmord. Men spørgsmålet er, kan du dræbe en klassekammerat, hvis det kommer så vidt? - Dette er vores bidrag til konkurrencen One-shot gyser.

2Likes
2Kommentarer
1097Visninger

1. Hypnosen

Vi så alle chokeret til, henne i hjørnet havde en tredje elev dræbt sig selv.. Denne gang var det hængning. Der var gået rygter om at overnaturlige ånder havde overtaget hele niende årgang, men ingen havde troet på det. Ikke før nu. Lærerne prøvede desperat at skubbe os til side, men flere af eleverne var frosset fast til stedet. Vi var dybt chokeret og bange. Hvem ville blive det næste offer?

Dette spørgsmål gik i øjeblikket rundt omkring i alle kroge. Ingen havde svaret og ingen turde gætte. Selv lærerne var ved at blive bekymret og nervøse. Specielt for de der underviste på niende årgang. Der var panik i alles øjne, de fleste stod som forstenede og så på denne lille og spinkle pige, som nu hang og dinglede ned fra loftet.

Det var fredag den trettende, en dag som alle var pessimistiske nok for i forvejen. Alle var mistænkelige, alle blev mistænkt, det var alle mod alle, men kunne man dræbe en klassekammerat? Kunne man overhovedet mistænke en klasse kammerat, det ville være usselt, det vidste alle. Problemet var bare at folk var ved at blive desperate. For det kunne umulige passe, det kunne simpelthen ikke passe at der var tre elever, på bare to dage, som havde begået selvmord. Det kunne bare ikke passe...

Jeg gik lidt væk fra den store mængde af elever, der stadig så på pigen med bange og store øjne. Der var en akavet tavshed. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet på at jeg skulle være vidne til noget der var så forfærdeligt. Aldrig.

En pige løb pludselig i mod mig, hendes øjne var store og var nærmest ved at falde ud af hovedet på hende. Hun sagde ingenting, men hendes mund formede ordene 'hjælp mig og derefter 'jeg må væk'. Inden jeg vidste af det var hun på vej ned af trappen og hun gled... Det hele gik så hurtigt og før jeg vidste af det, lå hun forenden af trappen med en blod pøl omkring sit hoved. Nogle elever begyndte at skrige, de stod lige foran liget og så ind i hendes nu tomme øjne. Et par lærere skubbede til dem. Deres øjne var langt væk, de var ved at nå deres grænse. De kunne heller ikke klare det mere.

Inspektøren havde givet streng order på at ingen måtte forlade bygningen, der var ingen der helt forstod hvorfor. Og hvorfor dukkede der intet politi op? Skolen lå godt nok langt væk fra den nærmeste station, men der kom stadig ingen. Det blev vildere og vildere, dødsfaldene blev mere og mere heftige. Og drabsmetoderne mere voldsomme.

 

De fleste var bange og ingen turde flygte. Siden rygtet om ånder var begyndt at løbe rundt og at man blev dræbt hvis man trådte uden for skolen, var ved at drive alle til vanvid og vi troede på det. Jeg gik ud på badeværelset og så mig selv i spejlet. Jeg måtte falde ned, men det kunne jeg ikke. Det fik blot mit adrenalin til at pumpe endnu mere rundt i kroppen. Jeg havde det som om mit spejlbillede fulgte efter mig, at det snart ville forlade spejlet og tage omkring min hals, for at kvæle mig.

Jeg løb ud af badeværelset og stødte ind i en anden elev, hendes øjne var blodsprængte. Hun pegede på inspektørens dør og jeg begyndte at gå i mod den, men hun rystede skrækslagende på hovedet. Jeg forstod hende ikke og blev blot ved med at gå, jeg fortrød først i det øjeblik jeg hev ned i dør håndtaget. Det knirkede forfærdeligt.

"Hvem er det?" spurgte en dyster stemme. Inspektørens stemme. "Allie Fellton," svarede jeg med rystende stemme. "Kom nærmere Allie," sagde han og mine ben adlød ham, selvom at alle mine andre kropsdele prøvede at lade være. "Nu skal du høre godt efter Allie.. Din krop vil ikke længere reagere," begyndte han med hypnoserende stemme. "Du skal vide, at det er tilfælde at dine klassekammerater dør," forsatte han, men jeg var allerede langt væk. Min krop var så godt som død. "Snart vil du møde dem," forsatte han. Pludselig sortnede det for mine øjne og min krop gav efter.

 

Jeg kunne ikke huske noget, kun inspektørens ord. Pludselig befandt jeg mig oppe på skolenstag, jeg anede ikke hvordan jeg var kommet her op, men det måtte være mit eget værk, for her var ingen andre. "Det er tilfældigt dine klassekammerater dør," sagde jeg og begyndte at gå mod kanten. "Du vil snart være en del af dem," tilføjede jeg, men det var som om jeg ikke havde kontrol over min egen stemme.. eller min krop. Vinden blæsede voldsomt og nu stod jeg helt henne ved kanten.. "Hop Allie," jeg kunne høre inspektørens stemme og i samme øjeblik gjorde jeg tilløb til at tage det næste skridt....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...