Tropical, yet catastrophic ❊

~Baseret på et resultat jeg har fået i en test~. Jocelyn, en dejlig populær pige, med et bjerg fyldt med veninder, er sytten år gammel, og går i skole. Hun er den "søde" pige i hendes venindegruppe. Hende, som ikke dømmer andre, med det samme. Da Marcus så starter i klassen, er han med til at ændre Jocelyn selv, og hendes egoistiske veninder. Dette er et oneshot.

3Likes
2Kommentarer
794Visninger
AA

1. Listen, love & laugh

Lyden af de hysteriske grin fra mine veninder, fik altid bragt et smil frem på mine læber. De var fantastiske, på hver deres måde. Jeg fortjente dem ikke, men jeg var taknemmelig over jeg havde dem. Vi var på vej imod klasseværelset, hvor vi skulle have historie, hvilket jeg plejede at være god til. Jeg havde forhåbentlig ikke mistet min historiske evne, men hvis jeg havde, ville jeg gøre alt for at få det tilbage. En af mine veninder, Katie, som også var hende jeg sad ved siden af i timerne, åbnede døren til klasseværelset, og holdt den for os andre. For os, hendes veninder, var hun omsorgsfuld, men for andre, var hun en ægte bitch.

Mig og Katie sad på anden række forrest, hvilket tit var dårligt, da lærerne så tit fik øje på os med det samme. Men lærerne havde intet imod mig, eller Katie. De kunne ikke klare Oliver, som var klassens psykopatiske bølle, men som alligevel var virkelig sød, hvis man var venner med ham, som jeg var.

”Opmærksomhed, opmærksomhed!” råbte vores kvindelige lærer højlydt, mens hun klappede hårdt med hendes hænder. Alle vore blik endte med at stirre på hende, mest fordi hendes trøje var gennemsigtig, og hendes nederdel fra kort. Men så var der os piger, der fandt drengene perverse, og derfor bare lod som om, at vi var lærerens dingser.

Vores opmærksomhed forsvandt dog hurtigt fra vore lærer, da døren til klasseværelset blev åbnet med et brag, og vi alle kiggede forskrækket hen imod døren. En høj dreng, spinkel, emo, med et koldt blik, var trådt ind ad døren, gående hen imod katederet. Jeg kiggede grundigt på ham, fordi jeg ville undersøge ham. Han så nu sød ud, selvom han så en del fraværende og deprimeret ud. Han smed sin taske ved katederet, og stod nu ved siden af vore lærer.

”Dette er Marcus, - han er ny, så I skal tage godt imod ham,” var vel det eneste vi hørte fra læren, før hun skubbede Marcus hen imod en ledig plads, som var ved siden af en af de idiotiske populære drenge. Jeg kunne mærke en tynd finger, blive ved med at prikke mig på skulderen, indtil jeg kiggede til min venstre side, hvor Katie sad lige så stille, og var utålmodig.

”Wow, det er lige hvad vi mangler i vores klasse. Endnu en spastiker, der kun tænker på sig selv.” Hun hviskede blidt i mit øre, for at sikre sig, at ingen andre hørte det. Det fik mig til atter at kigge hen på Marcus, som sad og skrev i en lille notesblok. Hvis jeg kunne skrive i timerne, uden at få ballade, ville mit liv være fuldendt.

”Jeg synes ikke han ser så slem ud,” sagde jeg, og hentydede til hans udseende. Hans sorte pjuskede hår, var ekstrem tiltrækkende, mente jeg. Normalt kunne jeg ikke lide hår der var farvet, men han så ubeskrivelig sød ud, selvom alt ved ham stort set fra sort. ”Ow, helt ærligt Jocelyn!” hviskede Katie mumlende tilbage i mit øre. Jeg sad stille og lydløst i timen, uden egentlig at lytte til, hvad læreren sagde. Det var først da hun begyndte at snakke om grupper, og at hun nævnte mig og Marcus' navn, lige efter hinanden, at jeg reagerede. Katie puffede mig i siden, og sendte mig et omsorgsfuldt udtryk.

”Christopher og Adrianna.. Jocelyn og Marcus..” havde vores lærer sagt fortabt i sine egne tanker. Det var nu officielt, at mig og Marcus skulle arbejde sammen, og jeg kunne allerede mærke en sommerfugl i min mave. Jeg så virkelig frem til at lærer ham at kende, men det endte med, at vi ikke skulle være i samme gruppe alligevel. Han skulle nemlig op på biblioteket, og bagefter prøvede at komme til der hvor vi har nået til, i historiebogen. Det endte med, at jeg skulle være sammen med Paul, - en yderst klam dreng, men utrolig charmerende. Jeg fandt ud af, at jeg havde fået bitte små følelser for Marcus, selvom jeg ikke engang havde snakket med ham.

Skoledagen var officielt slut, og vi var alle lykkelige. Jeg tog min grå skuldertaske, hang den over min skulder udover min tynde jakke, og gik så ud i kulden. På trods af det var minusgrader, gik jeg ikke hjem. Jeg gik stille rundt i byen, men endte med, at gå rundt i et trist og lille sted.

Pludselig kunne jeg mærke noget koldt på mine læber, og noget der trak mig et sted hen. Jeg blev kastet ind i en mur, ikke for højt, men aldeles heller ikke blidt. Mine øjne fangede en mand, men det var utrolig svært at se i mørket, som så stille havde været der i noget tid. Manden, dækkede min mund med hans venstre hånd, så jeg ikke kunne skrige. Jeg kunne allerede nu mærke, at der ville ske mig noget forfærdeligt.

Det første han gjorde ved mig, var at tage på mig. Det gjorde ubeskriveligt ondt, men det der gjorde mest ondt var, at der var absolut ingen til at redde mig. Smerten dukkede op i hele min krop, da han bed mit venstre øre, gav mig en mavepuster, og næsten tævede mig totalt. Jeg følte jeg var ved at falde om, men jeg kunne pludselig mærke, at mine læber atter kunne mærke kulden ramme dem. Det tog mine øjne lidt tid at opfatte, at en dreng var kommet, og havde flået manden væk fra mig. Det var stadig svært for mig at se i mørket, men det endte med jeg kunne genkende drengen. Det var Marcus.

Marcus bankede manden fuldstændig, indtil han lå bevidstløs på den kolde jord. Jeg var mundlam og skræmt, men ikke af drengen der havde reddet mig, men af manden der sten sikkert var ude på at voldtage mig. Jeg klemte mig op ad muren, præcist ligesom jeg havde gjort lige før. Marcus gik fem skridt længere imod mig, med et bekymret ansigtsudtryk.

”Er du okay?” spurgte han sødt, bekymrende og bange. Han gik endnu tættere på mig, så jeg nu kunne se lige ind i hans øjne. De var krystalblå, hvilket blot var endnu mere tiltrækkende. Jeg nikkede, fast besluttet om at jeg ikke løj.

”Det er okay, jeg vil ikke gøre dig noget..” hviskede han, mens han nu stod næsten op af mig, og tog noget hår væk fra mit ansigt. Mit hjerte bankede hurtigere, jo tættere han kom på mig. Han lænede sig stille og roligt frem imod mig, som om han var bange for, at han måske endte med at skade mig. Han pressede sine bløder læber mod mine, hvilket virkelig føltes befriende. Jeg kunne nærmest hører en dejlige kærlighedsmelodi blive spillet, da vi kyssede. På én dag, havde jeg fundet ud af, at Marcus var den eneste ene for mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...