Ikke bare en brik i deres spil

”Hvad er det du spiser?!?” spurgte han, han var helt sikkert sur. Men det var han sgu hele tiden! ”Snickers..” mumlede jeg. ”Og hvem har sagt du må spise den? Du har et møde med Hayley Thompson på torsdag! Har du glemt det?” ”Nej, det har jeg ikke glemt” sagde jeg roligt. ”Og der er ikke nogen der skal give mig lov til at spise chokolade” jeg hævede stemmen. ”Det er mit liv og jeg gør hvad jeg vil! Jeg er ikke din marionetdukke!”

Isabella Montez har været model så langt tilbage hun kan huske, og hun er en af de rigtig gode. Men hun er ved at være træt af sit liv. Hun er aldrig hjemme, ser aldrig sin familie og han kun en veninde. Men skal hun opgive sin livslang karriere for at få det tilbage?

1Likes
0Kommentarer
572Visninger

2. 2.

 

”Bella! Du skal altså op nu!” ”Bare fem minutter mere…” mumlede jeg under dynen. ”Det sagde du også for et kvarter siden.. Isabella det er nu!” Simone var ved at være rigtig trædt af mig nu.

Jeg satte mig op og svingede forsigtigt mine ben ud over sengekanten. Simone havde lagt mine ynglings jeans, en hvid tanktop og en tynd lilla oversize strik frem. Et af mine yngling sæt tøj.

Jeg tog det på og gik over til skrivebordet. Der stod et stort spejl, mit smykkeskrin og alt min makeup. Jeg tog min søvl medaljon over hovedet. Efter min bedstemors død skulle vi rydde hendes hus, og på hendes natbord lå hendes gammel medaljon med et langt brev. I brevet stod der at den var til mig. Medaljonen har været i familen i over 8 generationer og nu var det min tur til at fører den vidrer. Jeg tog en masse forskellige sølvarmbånd på og nogel små stjerneøreringe. Simone kom hen til mig. ”Du er smuk” sagde hun stille. Jeg smilede ”Det er du også.” Simone flettede mit hår mens jeg lagde min makeup. Til sidst lagde hun fletningen over min skulder. Nu var jeg klar til at tage af sted. Jeg tog en brun lædderjakke på og mine gammle mørkegrå converse. Vi låste af og gik ned i receptionen med nøglen. Jeg var taknemlig for at Simone var med mig for jeg kunne virkelig ikke finde rundt på det kæmpe store hotel. Selvom Daniels værelse lå på 7. etage tog vi trappen pga. den snickers jeg spiste for et par dage siden. Da vi enelig kom frem til hans værelse var pulsen høj. Det var altså virkelig hårdt! ”Du..for..mig..aldrig..til..at…gøre..det..her...igen!” sagde Simoen mens hun prøvede at få vejret igen.  Døren blev åbent lige da vi bankede på. ”Hvor fanden har i været? Vi skal mødes med Hayley om en kvarter!” ”Der var bare en der ikke ville stå op og som absolut VILLE tage trappen” sagde Simone. ”Jaja, men vi har travlt!” ”Vi er jo også klar” sagde jeg og smilede. Daniel rystede på hovedet og lukkede døren bar sig. Vi tog elevatoren ned til receptionen hvor Daniel afleverede sin nøgle. Så gik vi ud til den store hvide firehjulstrækker som Daniel havde lejet og kørte mod Hayley Thompson’s kontor. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...