Ikke bare en brik i deres spil

”Hvad er det du spiser?!?” spurgte han, han var helt sikkert sur. Men det var han sgu hele tiden! ”Snickers..” mumlede jeg. ”Og hvem har sagt du må spise den? Du har et møde med Hayley Thompson på torsdag! Har du glemt det?” ”Nej, det har jeg ikke glemt” sagde jeg roligt. ”Og der er ikke nogen der skal give mig lov til at spise chokolade” jeg hævede stemmen. ”Det er mit liv og jeg gør hvad jeg vil! Jeg er ikke din marionetdukke!” Isabella Montez har været model så langt tilbage hun kan huske, og hun er en af de rigtig gode. Men hun er ved at være træt af sit liv. Hun er aldrig hjemme, ser aldrig sin familie og han kun en veninde. Men skal hun opgive sin livslang karriere for at få det tilbage?

1Likes
0Kommentarer
543Visninger

1. 1.

 

Klik ”JA!Og giv mig så et smil” Klik ”Sådan, rigtig godt” Klik ”Prøv at svaje lidt i hoften” Klik ”Nej Ikke sådan! Mere sexet tak!” Jeg havde bar lyst til at skrige hold kæft ind i hovedet på ham! Jeg hader virkelig den slags fotografer. Klik. Klik. Klik. ”Jeg kan ikke arbejde med hende! Hun er jo helt umulig!” Fotografen kiggede på min manager Daniel. ”Jeg tror bare hun har brug for en pause.” svarede Daniel. Jeg kiggede op. Pause. Lød som en rigtig god idé! ”Isabella, du har 10 minutter” Det skulle han ikke sige to gange. Jeg smed de 15 cm. høje stiletter og styrtede ud på badeværelset. Heldigvis havde jeg det for mig selv. Jeg kiggede mig i spejlet, men pigen der kiggede tilbage lignede mig ikke. Med alt den makeup var jeg som forvandlet. Og jeg hadede det. Det var ikke engang min egen øjnfarve. Jeg havde fået gule kontaktliner i så jeg lignede en kat. Jeg havde lyst til af plaske noget vand i hovedet, løsne min hår ud af den enormt stramme knold og smide tøjet. Bare tage et langt varmt bad. Ja tak! Men det kunne jeg ikke..der var stadig fem timers fotoshoot tilbage. Simone kom ind af døren. Simone er min personlige assistnet og skal hjælpe mig med alt det praktiske. Da Daniel første gang fortalte mig at jeg skulle have en assistent, blev jeg ret sur. Jeg syntes at det var latterligt og overflødigt, så da jeg mødte Simone første gang var jeg ikke specielt åben over for hende. Jeg opført mig som en led  bitch. Som en af dem jeg altid havde frygtet. Jeg var sikker på at jeg kunne skræmme hende væk, men hun gav ikke op. Der gik flere måneder før det gik op for mig hvor en fantastisk person hun er. Hun er altid glad og smilende, meget livspekraftende. Jeg hader virkelig at bede hende om at gøre noget for mig. Jeg har aldrig kunnet lide at hundse rundt med folk, og da slet ikke Simone. Men det er jo hendes job at gøre som jeg siger. Jeg synes bare det er mærkeligt at have folk til sådan nogle normale ting som at vaske mit tøj og lave min mad. Men hun er den eneste jeg har tilbage. Jeg er hele tiden ude at rejse så jeg ser ikke mine forældre og mine søstrer så tit.

Men Simone er altid med mig. ”Hva’ så? Er du okay?” ”Jaaah…” ”Du trækker på det” sagde hun. ”Jeg er bare trædt, jeg sov ikke så meget i nat” fortalte jeg. ”Søde! Da vi kom hjem kl. 22:30 i går aftes gik du ud som et lys. Vi deler værelse husker du nok?” Hun smilede drillende til mig. Hvor så hun bare godt ud i den grønne trøje. Det var den vi købte i Paris i sidste måned. ”Skal vi gå tilbage?” spurgte jeg hende. Simone nikkede og åbnede døren. Gange var henlagt i mørke men ligeså snart vi trådte ud af døren, tændte de kraftige lamper. Jeg blinkede med øjnene. ”Har du ikke noget chokolade? Det er bare 100 år siden jeg har fået noget sødt!” spurgte jeg Simone. ”Jo, for en gangs skyld har jeg faktisk en snickers  i tasken. ” Hun blinkede til mig da hun sagde det. Simone har sukkersyge så hun har stort set  altid et ellet andet på sig. ”Du kan bare købe en ny for en sikkerheds skyld ikk? Du for bare penge i aften.” Simone nikkede og drejede ud til garderoben og fandt sin taske. Hun kastede en snickers til mig. ”Jeg smutter hen i kiosken på hjørnet. Der går 5 min.” ”Fint” Jeg gav hende et hurtigt knus og så smuttede hun ud af døren. Jeg åbnede chokoladen og tog en bid. Jeg havde helt glemt hvor godt det smagte. Jeg måtte altså spise chokolade noget oftere! Jeg gik ind i selve fofostudiet hvor Daniel gik mig i møde. ”Hvad er det du spiser?!?” spurgte han, han var helt sikkert sur. Men det var han sgu hele tiden! ”Snickers..” mumlede jeg. ”Og hvem har sagt du må spise den? Du har et møde med Hayley Thompson på torsdag! Har du glemt det?” ”Nej, det har jeg ikke glemt” sagde jeg roligt. ”Og der er ikke nogen der skal give mig lov til at spise chokolade” jeg hævede stemmen. ”Det er mit liv og jeg gør hvad jeg vil! Jeg er ikke din marionetdukke!” Han irreterede mig virkelig. ”Du må altså se at tage dig sammen! Hvis han siger du skal svaje i hoften, så svajer du fandmei hoften er det forstået! Jeg ved godt at han er skide irreterende men han er italiener.” ”Hvad har du mod italienere??” spurgte jeg ham. Han kiggede væk. ”Du må bare tage dig sammen okay?” sagde han lidt mere venligt. ”Jeg gør nok mit bedste” ”Jamen det er så ikke godt nok!” ”Det kan du sgu da ikke forlange af mig!” ”JEG FORLANGE LIGE SÅ MEGET AF DIG SOM JEG HAR LYST TIL!!!” ”DET KUNNE VÆRE AT JEG SLET IKKE GAD VÆRE HER! HVAD VIL DU GØRE HVIS JEG BARE SKRIDER HVA?” Jeg vendte mig om og begyndte at gå. ”DER ER MASSERE AF PIGER DER VIL SLÅ IHJEL FOR DIT JOB!” råbte Daniel after mig. ”SÅ MÅ DE DA GØRE DET!!!” Svarede jeg igen. ”DU KOMMER TILBAGE LIGE NU!!!”

”HVORFOR?!?” ”DU ER ISABELLA MONTEZ FOR FANDEN DA!” Jeg vendte mig om og kiggede ham i øjnene. Jeg gik over mod ham mens jeg fastholdte hans blik. Da jeg var helt ovrer hos ham lænede jeg mig ind mod ham. ”Synes du selv det var en godt argument?” Så vendte jeg mig om og gik direkte ind i Simone. Det gjorde heldigvis ikke så ondt. Jeg kiggede op for at se om hun var okay, og da jeg fangede hendes blik flækkede vi begge af grin. Vi rullede praktisk talt rundt på gulvet af grin. Pludselig hev Daniel mig op fra gulvet. ”Du kunne ikke opfører dig lidt mere modent?” Jeg kunne se at han havde svært ved at holde masken. ”Nææh..Hvad havde du regnet med jeg er kun 19”

”Du blev 20 for en måned siden” gav han igen. ”Nååh jaa..” ”Hvad har du givet hende?” Daniel kiggede på Simone. ”Ikke noget..” Svarede hun. ”Jeg har da også lov til at ha’ det lidt sjovt en gang i mellem!” Okay..jeg følte mig faktisk lidt beruset. ”Skal vi komme i gang?” Det var fotografen der snakkede. ”Jo, jo selvfølgelig” svarede Daniel. Simone hjalp mig i de høje hæle og jeg stillede mig op foran den store grønne baggrund. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...