Hemmelighed

Handler om 2 tvillinge søskende, de er begge 15 år og er forfulgt lige siden den 12 Oktober 2012. De var bare i skoven og de legede men alting ændrede sig da der skete noget forfærdeligt med den ene pige. En ond ånd var omkring hende og hun kunne ikke styre sig selv... Læs mere :)

1Likes
2Kommentarer
1090Visninger
AA

2. Skoledag

"Lev dit liv så længe du har det!"

 

"Vågn op!" Råbte min mor.

Jeg var stået op og var på vej ud med min søster til morgenmad. Jeg kunne se på min søster at der bare fløj alle mulige tanker inde i hendes hovede. Jeg gættede på at det sikkert var noget med lektierne at gøre. Men der var noget mer galt, men jeg var ikke frisk nok til at spørge eller bare tænke over det. Mig og min søster satte os ned. Min mor sad ved siden af mig og kiggede hen på os og spurgte "Er i så klar til skole" og sendte os begge et stort smil, men min søster kiggede bare ned i bordet og tænkte på det samme sikkert. jeg gjorde min taske klar efter jeg havde vasket op. Og som altid var jeg altid hurtig klar til at komme i skole. Desværre forsinkede min søster os altid. Faktisk kan jeg ikke huske en dag hvor der ikke er blevet skældt ud af hende. Jeg sad i bilen og ventede på at mor og søster ville komme. Min mor så direkte trist ud. Jeg spurgte mor "Hvorfor er far altid så lang tid væk, vi kan hverken sige godmorgen eller godnat til ham?"

"Han har vel bare travlt gætter jeg på" svarede morgen og sukkede en lille smule. Jeg tog min taske og gik ud derefter gik min søster os ud af døren. Jeg stod og ventede til min mor ville køre forbi.. Motoren startede og jeg skyndte mig at vinke inden hun kørte. Det var bare det hun vinkede ikke tilbage. Jeg tror virkelig mit spørgsmål havde rystet hende. hun kørte bare videre med tomt ansigt. Jeg tænkte nok hun ikke ville vinke, men det var et forsøg vær, selvom jeg stadig blev lidt ked af det over at jeg kunne gøre hende så ked af det så hun ingengang gad vinke igen.

 

Jeg gik ind i klasse værelset. Vi skulle heldigvis have nye pladser. Jeg var nok mest glad fordi jeg sad ved siden af Nørde Nicklas Adr.. Denne gang skulle jeg side med Caroline. Jeg havde helt lyst til at råbe op "YES!" og alt muligt andet, men i stedet krammede jeg hende bare og satte mig ned. Min søster skulle igen sidde ved siden af Helena. Det blev Helena aldrig glad for. Alle syntes jo at den der var mest irreterne og ond var min søster. Og det vil jeg ikke sige imod ellers ville jeg få dårlige rygter, men jeg fortryder jeg ikke sagde noget. Men rigtigt syntes jeg jo ikke hun var den der var mest irreterne, og det var nok det mest tarvelige at sige om andre. Og alligevel var min søster ligeglad, som altid. Men det kunne jeg jo ikke gøre noget ved. Det ringede ud til frikvarter og jeg var sammen med Caroline hele tiden. Hun var den sjoveste person i verden i mine øjne. Hun fik mig hele tiden til at grine. Den dag skulle jeg faktisk være hjemme sammen med hende. Det ringede ind igen og vi havde dansk. Det var nok det næmmeste fag i verden bortset fra idræt, men det var jo min mening om det. Efter dansk, frikvarter og idræt skulle mig og Caroline hjem. Men lige lidt efter bussen var kommet forbi ringede min og sagde "I blir nød til at tage bussen jeg arbejder og har ik tid til at hente jer". Jeg prøvede at plage mor om at hun ikke kunne hente os, men hun blev ved med at sige "I kan jo hygge jer i byen og vente til at bussen kommer". Til blev vi enige med det så vi ventede bare lidt længere nede for bus stop stedet. Vi snakkede lidt indtil at vi hørte et skrig længere nede. Det var Helena hun var faldet, ambulancen kom og hentede hende og man kunne høre hende skrige inde i ambulancen og man kunne også høre hende sige "jeg tror det var et dyr der angreb mig, det så værtigfald ud som et dyr". Døren blev lukket og de skyndte sig videre til Hospitalet. Vi gik videre ned til bus stop stedet og lige akkurat da vi kom derned kom bussen. Vi steg på og undervejs så vi min søster gå. Busmanden stoppede og spurgte "Skal du med?". Hun svarede ikke. Alle kiggede på busmanden. Hun kiggede på ham og kiggede ned igen. Han lukkede hurtigt døren og kørte. Alle kiggede på den chokeret busmand. Da mig og Caroline stod af gik vi resten af vejen.. Eller faktisk løb vi, fordi vi kunne se en byge på vej hen imod os.. Da vi kom ind af døren var bygen kun lige et par 8-9 meter bag os. Caroline var nærmest forpustet over at vi løb så meget. Selvom jeg ikke selv rigtigt syntes vi løb særlig meget. Min mor kom hen til os og spurgte "Hvor er din søster?".

"Hun er ikke hjemme endnu"

"Ved i hvor hun er?"

"Vi så hende i bussen, men hun gad ikke med den så hun gik bare hjemad"

"Okay" sagde min mor og gik. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...