What doesn't kill you makes you stronger - One Direction

Sorry for den lame tittel... Men i må leve med det!:)
Victoria Wirene har det liv de fleste ikke vil have. Hun har ingen venner, forældre der ikke giver hende opmærksomhed og ender ude i ekstrem cutting. Hun ved at det er forkert, men det er den eneste måde hun tænker på noget andet, hvor hun er i en helt anden verden. Men hvad sker der når hun flygter fra hverdagen, hun med en lille smule penge og en kniv? Er der nogen i denne verden der kan hjælpe hende, og elske hende? -Håber i vil give den en chance!:)

12Likes
4Kommentarer
1671Visninger
AA

4. Straaanger...

Eftersom det er 23 juli, har jeg bestemt mig for at oprette et kapitel i hver af mine movellaer + oprette en ny. (Dog om Justin Bieber, men det tæller...)

i hope you like it!;)

______________________________________________________________________________________

 

Den kolde luft ramte mig som et stød. Jeg gøs lidt, og satte derefter kurs mod mit mål – parken. Jeg vidste at hvis man skulle løbe væk hjemmefra, skulle første nat foregå i parken. Først og fremmest fordi at derfra fandt man altid hjem igen hvis nu noget skulle ske, og fordi der næsten altid var folk, så man følte sig tryg. Selv om natten var der nogle folk. Ikke så mange som om dagen, men nogle. Okay, tryg og tryg.. Man vidste jo ikke om de var mordere. Men man var da mere tryg der end i en blindgyde, og der så pludselig kom en eller anden. Ikk?...

Nu når jeg så endelig er kommet hen til parken, ved jeg sq ikke hvor jeg skal tage hen. Jeg gider da i hvert fald ikke et sted hvor en masse folk kan gå og glo dumt på mig. Nej, så hellere bagved en busk eller noget, så ingen ser mig.. Hey! Derhenne! Jeg følte en lille glæde stige op i mig ved at have fundet et sted hvor næsten ingen så mig, da det var bagved et stort træ. Men hvad.. Da jeg kom derhen, sad der allerede en. Suk. Jeg kunne dog ikke kende personen. Han, eller hun sad også med en stor hættetrøje på, og med ryggen til. Igen sukkede jeg. Så måtte jeg vel bare vente til personen flyttede sig, eller gik afsted eller noget... Og lige som man skulle tro at alt var umuligt, rejste personen sig op. Sådan Megan! Jeg har et sted at sooove, jeg har et sted at sooove.. Lige der, i min indre sang-jublen, kunne jeg mærke noget hårdt ramme min røv, og lidt af min ryg. Fedt. Jeg faldt.. Eller, blev skubbet. Eller noget. En hånd blev rækt mod mig, samtidigt med et lavt 'undskyld.' Jeg tog imod hånden, og lod den trække mig op. Jeg børstede min røv, der nu var blevet våd. Jeg sukkede opgivende. ”Det' i orden” mumlede jeg mens jeg tjekkede hvor våd min røv egentlig var blevet. ”Hvorfor så sent ude?” spurgte stemmen igen. Det var da i hvertfald ikke en kvindelig stemme.. Så fik man det bekræftet. Havde jeg hørt den stemme f.. Nej, slevfølgelig ikke. Jeg kendte jo ikke andre mennesker en mine forældre... Som jo aligevel næsten ikke snakkede med mig. Jeg kiggede op, på et uhyggelig kenkendeligt ansigt. Hvor man dog ikke så øjnene, der var dækkede af solbriller.. endu engang suk.. Hov han spurgte om noget. ”Øhh...” var alt der kom ud af min mund. Jeg kunne da ikke bare sige 'Jo ser du, jeg er løbet hjemmefra og har tænkt mig at sove på den dér bænk du sad på, fordi mine forældre og klassekammerater hader mig.' som en eller anden lalleglad idiot. Nej.. ”Bare aftentur” sagde jeg lavt og kiggede ned på det yderst interesante græs. Genert kiggede jeg op på ham der tingen igen. Han havde løftet det ene øjenbryn. Fedt, han tror ikke på mig.. ”Jamen, så kan jeg da følge dig lidt, og så hjem igen?” ugh. Gå dog din vej.. ”Det behøves ikke!” sagde jeg, måske lidt for hurtigt. ”Hvorfor?” spurgte han lidt drillende. ”Ehh..” jeg tøvede lidt. Jo, fordi jeg er løbet hjemmefra, og skal alle andre steder end hjem igen. ”Jeg kender dig jo ikke?” sagde jeg indlysende. ”Nå..” sagde han, og så ud til at tænke lidt. ”Jamen så hej, jeg er..” han tøvede lidt igen. Heldigt for mig, var jeg god til at læse mennesker. Han var nervøs! Hvorfor dog?.. Mærkelig dreng. ”James!” sagde drengen friskt, somom han lige havde fået verdens bedste idé. ”Hej, jeg er ____ og nu må du gerne gå igen” sagde jeg flabet, og vendte mig om. ”Hey!” sagde han, og tog fat om mit håndled, så jeg blev nød til at vende mig om. Jeg sukkede. ”Hvad?” sagde jeg opgivende og så træt på ham. Så lad mig dog være alene din.. Kokosnød. Hah, sjov tanke.. ”Nu kender du mig, så kan det vel ikke skade at jeg følger dig?” sagde han lidt indlysende. Jeg sukkede opgivende. ”Fint! Men ikke hjem. Jeg skal ikke hjem, men..” jeg tænkte lidt. Tænk hurtigere for satan da!.. ”Hjem til en veninde!” sagde jeg. Han nikkede bare, og slap derefter mit håndled, og begyndte at gå hen ad stien. Et kort øjeblik overvejede jeg egentlig bare at løbe væk.. Men hvor skulle jeg egentlig løbe hen?.. suk. Årh, jeg sukker alt for meget. Suk.. Argh! ”Kommer du?” spurgte dren.. james. ”Jaja” mumlede jeg en anelse irreteret.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...