Dead girls diary

Christina har alt hvad andre piger drømmer om. Hun er populær, ser godt ud, har en rig familie, mange veninder, og en lækker kæreste. Alle andre piger ville gøre hvad som helst for at få et liv som Christinas.
Indtil den dag Christina pludselig begår selvmord. Ingen vidste det ville ske, og ingen ved hvorfor. Hvad kan få den perfekte pige til at tage sit eget perfekte liv?

Chritinas mindre populære klassekammerat Emma finder ved et tilfælde Christinas dagbog. I dagbogen læser hun om de sidste uger af Christinas liv, med alle hendes forvirrede tanker og følelser, hendes oplevelser og hendes hemmeligheder. Lidt efter lidt går det op for Emma at Christinas liv måske ikke er helt så perfekt bag facaden.




11Likes
21Kommentarer
1888Visninger
AA

9. Køretur

”Fuck!” råbte Marcus ”Det er sgu strisserne!”

”Sæt tempoet ned!” Råbte Nadja og skubbede til Marcus for at få ham til at høre efter.

”Nej for fanden!” Råbte Marcus og satte tempoet endnu mere op.

Selvfølgelig kunne Marcus ikke køre fra politiet, og det endte da også med at han kørte ind til siden som de ville have.

En stor politimand kom hen og bankede på ruden. Marcus rullede den ned.

Politimanden var temmelig vred. Marcus havde kørt over 120 km/t på en vej hvor man højest må køre 90. Vi havde selvfølgelig skyndt os at gemme de flasker vi havde i hånden, men vi kunne jo ikke gemme det enorme lager af sprut vi havde i bagagerummet, og da politimanden havde taget en alkoholtest på Marcus var vi ligesom afsløret. Vi blev bedt om at følge med til politistationen alle sammen. Marcus blev smidt over i politibilen, og en anden politimand kørte os i Marcus bil.

De kørte os hen til politistationen, og udspurgte os om alt muligt. Hvor gamle vi var, hvor vi boede, hvor vi havde været, om vores forældre vidste hvor vi var, og alt muligt. Marcus tog de ind til en alvorlig samtale om spirituskørsel, og han fik vist også et klip i sit helt nye kørekort. Men det værste var at de ringede til vores forældre. Mig, Amalie og Trine er jo stadig under 18, så de sagde at de havde ”pligt til at informere vores forældre om vores lille køretur, og bede dem hente os på stationen.”

Det var heldigvis kun min mor, der kom og hentede mig, jeg havde frygtet at hun havde taget Carl med. Men det var slemt nok at det bare var min mor, der med iskoldt stoneface beordrede mig ud i bilen.. Det var ikke fordi min mor var vred eller skældte ud, faktisk sagde hun slet ikke noget. Det første lange stykke af turen var der ingen af os, der sagde noget. Det var enormt akavet. Min mor stirrede ud i luften, uden så meget som at se på mig, mens jeg stirrede ned på mine knæ, og ventede på hun ville begynde at flippe ud. Den dejlige summende glæde, fra alkoholen, der gjorde mig ligeglad med alting var fuldstændig væk, jeg følte mig fuldstændig ædru lige med det samme.

”Jeg er meget skuffet over dig Christina!” sagde hun endelig.

”Jeg forstår slet ikke hvordan du kunne finde på det. Tænk på hvad der kunne være sket. Det kunne være gået helt galt! Hvorfor fortalte du os ikke hvor du var henne? Hvad fanden sker der med dig Christina?!”

Hun havde ikke hævet stemmen, det lød nærmest som om hun bare talte til sig selv. Jeg sagde ikke noget. Hvad skulle jeg sige? Hun sagde heller ikke mere resten af turen hjem.

Carl var til gengæld meget vred. Han blev helt rød i hovedet så snart han så mig. Han greb hårdt fat i min arm og begyndte at råbe.

”Hvad fanden har du gang i din lille selviske møgtøs?!” råbte han lige ind i hovedet på mig.

”Stikker bare af til tyskland uden at sige noget! Og kører i bil med en 19-årig stodder, der er plørefuld! Hvad fanden tænker du på? Og så bliver du taget af politiet! Hvad tror du ikke folk vil tænke når de finder ud af det? Tror du måske jeg vil kendes ved at bo sammen med en tøs der drikker sig fuld hver anden dag, og skal hentes på politistationen?”

Han hævede armen og slog mig. Flere gange. Min mor skreg.

”Lad være Carl! Lad hende nu være!” Men hendes stemme var spinkel og nærmet bedende. Jeg hørte at hun græd.

”Det skal du fandme ikke bestemme!” råbte Carl og slog ud efter min mor.

Han så helt vild ud i hovedet.

”Slip mig!” hvæsede jeg og forsøgte at komme fri, men han holdt bare endnu strammere om min arm.

”Du skal ikke prøve på noget din lille møgkælling!” Råbte han og slog mig på den anden arm, så den blev helt følelsesløs et øjeblik.

Langt om længe var han færdig med at råbe og slå, og slap mig.

”Du skal ikke kalde mig en kælling!” råbte jeg og styrtede op på mit værelse. Forbi min mor, der bare stod og græd uden at gøre noget som helst.

Jeg var rasende da jeg kom op på mit værelse. Jeg sparkede til døren, og smed mig i sengen.

Så begyndte jeg at græde igen, præcis ligesom i mandags. Jeg er så ynkelig lige for tiden, græder hele tiden.

Nu er jeg holdt op med at græde, og er blevet mere rolig. Jeg sidder bare og tænker det hele igennem. Men jeg er stadig vred, vred og fuld af had. Jeg hader Carl! Af hele mit hjerte, jeg hader ham! Det kan godt være at det var dumt af mig at tage med i dag, men han kan da blande sig udenom. Jeg forstår faktisk ikke hvorfor han bliver så vred. Han kan da være ligeglad. Min mor var sikkert bekymret, men jeg er overbevist om at Carl er fuldstændig ligeglad med mig. Han ville sikkert også være ligeglad hvis der var sket noget, hvis vi var kørt galt og jeg var død. Måske ville han endda være glad for at slippe af med mig?

Xoxo Christina.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...