Undskyld

Jeg ved ikke hvorfor, jeg ikke blev ved med at fortælle dig at der var noget galt, jeg ved ikke hvorfor jeg ikke tvang dig til at spise. Jeg vidste jo hele tiden at det kunne ende sådan her, og alligevel gjorde jeg ikke mere for at redde dig.

11Likes
21Kommentarer
1039Visninger

1. Undskyld

 

Jeg ved ikke hvorfor, jeg ikke blev ved med at fortælle dig at der var noget galt, jeg ved ikke hvorfor jeg ikke tvang dig til at spise. Jeg vidste jo hele tiden at det kunne ende sådan her, og alligevel gjorde jeg ikke mere for at redde dig.

Vi var bedsteveninder, men det sidste år begyndte vi at glide fra hinanden, og nu står jeg her. Optaget af gamle minder, for jeg har jo kun de gamle. Det var min skyld. Jeg ved godt at jeg var dum, men lige nu kan jeg kun ønske at alt var anderledes, at vi aldrig var gledet fra hinanden, og at i aften ville være en aften som alle de andre pigeaftener vi har haft. Men det er det ikke, og det bliver heller aldrig sådan igen.

Første gang vi mødte hinanden var da vi var omkring fem år, og du kastede op ud over min mor i metroen. Jeg kan huske din mor undskyldte utroligt meget, og spurgte om vi ikke ville komme op i jeres lejlighed, for i boede lige ved siden af. Det gjorde vi så, og siden dengang var du den der betød mest.

Det var svært i skolen for os begge, hvilket bare fik os til at holde endnu mere sammen. Tit pjækkede vi, og tog ind til byen i stedet for. Vi hang ud med folk der var ældre, og jeg faldt hurtigt til. Men det var stadig svært for dig. For du ville gerne holde fast. Holde fast i venskaberne derhjemme. Modsat mig.

Jeg begyndte at komme sammen med en fyr, og jeg glemte mine venner i en stund. Jeg ved du aldrig tilgav mig for det. For jeg opførte mig som lort overfor dig. I mellemtiden blev du vild med en fyr, der ikke ville have dig, og der var ingen til at trøste dig. For hvor hørte du til? I byen? Eller hos snobberne? Undskyld!

Men vi blev venner igen, og jeg ved hvor meget det gik dig på hver gang folk kaldte dig fed. Jeg ved at selvom de ikke mente det, fik det dig til at tvivle. De ramte en plet, et minde, et minde der fik dig til at tvivle på dig selv.

Det var vel derfor det endte sådan som det gjorde.

Undskyld, undskyld, jeg ikke gjorde mere for dig. Jeg ved du ville have været der for mig lige meget hvad, og jeg ved jeg har været en dårlig veninde.

Jeg gik langsomt ned til min plads igen, folk græd, nogen få klappede. Jeg kiggede op, og fik øje på ham. Fyren jeg havde omtalt i talen.  Tårerne trillede ned af kinderne på ham, da han vendte om og gik ud. Jeg løb efter.

Jeg stirrede afventende på ham.

 

”Hvorfor?”

”Hun var så ung, så lille og uskyldig.”

”Ung, lille og uskyldig? Hahahah! Du kendte hende tydeligvis ikke! Hun havde et fucked liv, der fik hende til at blive så meget mere moden på så kort tid. Der var to års forskel på jer, og for ung er din undskyldning? Hvad fanden har hun set i dig?” Tårerne trillede ned af kinderne på mig, mens jeg sagde det.

”Jeg kan jo ikke lave noget om nu vel?”

 

Han begyndte at gå. Jeg ville nok aldrig se ham igen. Men jeg ville altid huske hans krystal blå øjne, fyldt med tårer, da han sagde: ”Jeg kan jo ikke lave noget om nu vel? For i hans øjne, viste det tydeligt at han elskede hende højere end nogen nogensinde havde anet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...