The Hunger Games

Smerten fra en kniv eller et spyd kan klares med et skrig.. Smerten fra en dårlig nyhed kan klares med gråd... Men.. smerten fra at se den man elsker dø, kan slet ikke klares!

3Likes
11Kommentarer
1370Visninger
AA

1. Lodtrækningen

Jeg vidste at livet ville blive fyldt med forskellige indhak. Jeg vidste at man ville få sår, bløde og blivec chokeret. Jeg vidste at folk ville dø. Men jeg vidste ikke hvor meget smerte det kostede mig at se den man elsker dø...

Jeg stod på den store plads i distrik 4. Den var blivet pyntet, og jeg stod mellem alle mulige børn, forskellige personligheder og forskelligt udseende. To af disse børn der stod og så bedrøvet op på scenen, ville blive trukket op af krukken der blev holdt mellem to spinkle fingre der tilhørte en kvinde med blond hår sat op i en perfekt knold. Hendes kjole var mørkerød, og der var en sløjfe i hendes hår. Hendes øjne var dybblå ligesom hendes larkerede negle. Der var hende. Hende der skulle afgøre de to børn der skulle med til det 64 dødsspil...

"Velkommen, kære venner. Velkommen velkommen. Hvor er det dog herligt at se jer alle, stå her, med jeres yndige ansigter!" Sagde kvinden med en skinger stemme. Alle kom med et suk. Og børnede prøvede at skjule sig bag hinanden. jeg stod ved siden af Harry. Harry Min bedste ven. Harry Collins. Min barndoms ven, vi fiskede sammen, legede byggede huler i midten af skoven, og snakkede om livet. Måske var alt dette forbi nu. For selv hvis vi kom med i spillet, og gik hen og vandt ville det aldrig blive det samme!

"Og som altid.. Pigerne først!" Kvinden krummede fingrende og stak dem ned i krukken, hun fiskede en lille komvelut op. Og åbnede den. Langsomt. Meget langsomt. Alle stod med hjertet oppe i halsen. Dette kunne afgøre hvem der så skulle slagtes i år. Jeg vidste at hvis jeg kom med, ville jeg ikke have den mindste mulighed for at vinde. Selvom jeg jagede sammen med min far, ver dag, selvom jeg havde lært så meget af ham. Hun trak en lille sedl fra komvelutte op, og læste navnet:

"Rosalie Meyer."

Jeg stivnede, Rosalie Meyer. Dette navn tilhørte mig! Jeg stod helt stille så bare ud i luften ikke på nogen. Alle minder ville være tomhed nu. Stop! Tænkte jeg, men jeg kunne ikke sige stop til alle de der havde lavet spillet. Aldrig.

"Kom Lille ven! Op på scenen med dig!" Lokkede kvinden der havde trukket mit navn. Jeg gik desperat op på scenen med langsomme skridt. Jeg stillede mig ved siden af damen. Skænkede ikke nogen et blik. Men så fik jeg øje på Harry. Han skreg og han kunne ikke styre sig.  Han var frustreret. Vred. Og mest af alt Trist. Jeg kiggede på min mor. Min far. De var begge ude af sig selv af bekymring.

"Nå..." Afbrød kvinden, hun afbrød alt vrede. "Nu skal vi finde den anden heldige dreng der skal være med til spillet!" Hun fiskede igen ned efter en komvelut. Jeg hørte ikke efter jeg følte, frustration, tomhed og vrede. "Vinderen er.." Sagde hun og trak sedlen op ad komvelutten:

"Harry Collins."  Hun smilede og lokkede Harry op ved sin side.

"NEJ!" Skreg, selvom jeg udmærket godt vidste at jeg intet kunne standse. Harry udtrykkede ingen føleser, han stillede sig bare ved siden af Kvinden. Nej, det kunne ikke være sandt skulle jeg spille mod min bedste ven. Skulle jeg forsøge at dræbe ham. Det Ville Aldrig ske, han måtte vinde.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...