En morderisk sjæl

Døren knirkede voldsomt da jeg åbnede den, men det fik mig ikke til at stoppe. Jeg ville ind i varmen. Min pande rynkede sig, da jeg fik øje på de nye omgivelser. Indenfor var villaen mørk, væggene var sorte og mørkerøde, vinduerne var tildækket med iturevne persienner, men alligevel var det ikke meget lys, der slap ind. Men den ting der undrede mig mest, var møblerne. De var alle tildækket med hvide lagner, som om beboerne ikke ønskede, at man skulle kende husets historie. En pludselig kulde gjorde mig opmærksom på en åben dør, jeg ikke havde lagt mærke til før. Jeg bed mig i læben, hvorfor var Rasmus her ikke? Det var alt for uhyggeligt, når man var alene. Mine ben bevægede sig langsomt over imod døren, det blev koldere og koldere, nu tættere jeg kom på døren.

9Likes
6Kommentarer
959Visninger
AA

1. En gammel villa

”Kom nu, skynd dig”, lød ekkoet af hendes stemme. Svedperler var samlet i en stor klump på hans pande, men han tog sig ikke af det. I de sidste 20 år havde han gået så meget op i udseende, men nu måtte han lægge det bag sig. Han havde ikke tid til det. Tårerne begyndte at løbe ned ad hendes kind, mens hun knugede barnet hårdere indtil sin krop. Barnet begyndte at skrige, hendes hånd kørte ned over dets ansigt og sluttede ved munden, hvor det blokerede skrigen og gråden. Harry så tilbage på sin kone, han ville så gerne hjælpe hende, hjælpe hende væk fra den villa, som skulle være deres hjem. Men det var for sent, alt var for sent, intet var tilbage at ændre. Et skrig lød bag hans ryg, han kunne kende hans kones stemme, men han stoppede ikke. Hvis han skyndte sig, kunne han stadig nå at redde sig selv. Et bump afslørede at Anna var faldet, barnet var røget ud af hendes favn og lå nu helt stille på gulvet. Anna ruskede i barnet, hvorfor sagde det intet, hvorfor bevægede dets små fingre sig ikke? Blodet strømmede stille ned over ansigtet, forbi den lille næse og den røde mund, som lige havde lært at sige mor. Anna stoppede med at ruske barnet, det var dødt, det var en tabt kamp. Hun bed hårdt i sine læber for at holde gråden inde, hvilket fik blodet til at strømme ud. Hendes ben begyndte at gå ned mod kælderen, hvor hun fandt en kniv, som hun langsomt førte ind i sit hjerte.

”Vi skal denne her vej”, råbte jeg med et bredt smil. Endelig havde Rasmus sagt ja til en hyggelig gåtur i skoven. Forhåbentligt kunne jeg og så få ham til at indse, at vi passede perfekt sammen. Den blide vind uglede langsomt mit alt for sorte hår, men jeg tog mig ikke af det, alt jeg kunne tænke på var Rasmus. Vinden uglede også Rasmus’ hår stille, men det var på en pæn måde. Når hans hår så sådan ud, lignede han Brad Pitt, med undtagelse af hans klare blå øjne. Jeg havde længe været fan af Brad Pitt, så jeg var ovenud lykkelig for at have fundet en dreng med solbrun hud og mørkebrunt hår. Rasmus smilede og gik over til mig, mens han spejdede ind i skoven. ”Jeg tror vi har været her før, den der samling træer minder mig om noget”, hviskede han med en underlig hæs stemme. Min pande rynkede sig i samme øjeblik, jeg fik øje på den lille samling af bøgetræer. Den samling træer mindede også mig om noget, det var der vi havde holdt en pause, hvor han havde fortalt mig, at hans mormor lige var død. Jeg kiggede hurtigt ned for at skjule de tårer, der havde samlet sig i øjenkrogen. Anna havde hun heddet, et navn der mindede mig om alt for meget, jeg ellers havde besluttet mig for at glemme. Et pludseligt tordenbrag bag mig fik mig til at udstøde et lille skrig, jeg hadede torden, virkelig afskyede det. Rasmus så heller ikke helt glad ud, da tordenen buldrede og lynet viste sig på himlen, det var meget tæt på. Min alt for blege hud blev oplyst af lynet og fik mig til ligne en vampyr.

En våd dråbe landede på min næse, balancerede et kort øjeblik og gled så ned over resten af mit ansigt. Mit blik rettede sig op imod himlen i samme øjeblik, som endnu en dråbe ramte mig. Snart faldt regndråberne med kortere og kortere mellemrum, og min jakke blev gennemblødt. Mascaraen løb ned ad mine kinder og gjorde dem helt sorte. Mine ben begyndte at løbe og bag mig hørtes bumpene fra hver gang Rasmus’ fødder ramte den mudrede jord. Vi løb og løb indtil jeg ikke kunne trække vejret mere. Mine ben stoppede brat og jeg faldt ned imod jorden, hvor min mund udstødte hæse lyde, imens jeg hev efter vejret. Øjnene kørte rundt i hovedet på mig, i en søgen efter Rasmus, hvor var han? Mit åndedræt blev langsommere og langsommere, i takt med at jeg genvandt kontrollen over mig selv. Jeg rejste mig op, jeg var helt alene. Min puls steg hurtigt igen og mine ben gik hurtigt over imod en lysning i det fjerne. En pludselig knasende lyd gjorde mig opmærksom på, at jeg nu gik på en lang grusvej. Mine ben stoppede automatisk, skulle jeg vende om? Mit blik fangede ingen pludselige bevægelser omkring mig, men fangede til gengæld en villa i det fjerne. Villaen var mørk og dyster, men det var en detalje, jeg overså. Det eneste mit blik fangede, var en villa, en tør og forhåbentlig varm villa. Jeg tog en dyb indånding og fortsatte fremad mod villaen, der var i det mindste tørt, så det kunne kun være bedre end her.

Døren knirkede voldsomt da jeg åbnede den, men det fik mig ikke til at stoppe. Jeg ville ind i varmen. Min pande rynkede sig, da jeg fik øje på de nye omgivelser. Indenfor var villaen mørk, væggene var sorte og mørkerøde, vinduerne var tildækket med iturevne persienner, men alligevel var det ikke meget lys, der slap ind. Men den ting der undrede mig mest, var møblerne. De var alle tildækket med hvide lagner, som om beboerne ikke ønskede, at man skulle kende husets historie. En pludselig kulde gjorde mig opmærksom på en åben dør, jeg ikke havde lagt mærke til før. Jeg bed mig i læben, hvorfor var Rasmus her ikke? Det var alt for uhyggeligt, når man var alene. Mine ben bevægede sig langsomt over imod døren, det blev koldere og koldere, nu tættere jeg kom på døren. ”Bøh”, lød en pludselig lyd. Min mund åbnede sig en smule, for at lade det skrækslagene skrig trænge ud. Mine øjne kneb sig sammen i skræk for at se, hvem der havde forskrækket mig og inden i mit hoved kom de uhyggeligste billeder frem. Men i samme øjeblik, som jeg forestillede mig en bred mand med blod om munden og en stor økse i hånden, hørte jeg en høj latter. Mine fingre knugede sig sammen og efterlod neglemærker i huden, pludselig var jeg ikke så vild med Rasmus mere. Mine øjne åbnede sig langsomt, for at se Rasmus der lå på gulvet og skreg af grin.

Jeg reagerede uden, at jeg kunne styre det. Mine hænder tog hårdt fast i Rasmus med kræfter, jeg ikke havde vidst, jeg havde og trak ham hen imod en dør. Jeg vidste hvad, der var bag døren, før jeg åbnede den, en trappe som førte ned til kælderen. Jeg prøvede at stoppe min handling, men det var som om, at det ikke var mig, der havde kontrol over min egen krop. Jeg kunne ikke stoppe og det var for sent at undslippe. Mine hænder gav slip på Rasmus, selvom jeg inden i råbte, at jeg skulle stoppe. En hæs latter undslap min mund, en latter som ikke var min egen og mine ben trampede ned ad trappen. Rasmus’ grin var pludseligt stoppede og et skrig afløste det hurtigt, hvorfor vidste jeg dog ikke. Men da jeg steg ned fra trappen, vidste jeg hvorfor. Der lå to lig, en kvinde og et spædbarn. Mine ben fortsatte ufortrødent hen imod Rasmus, hvor mine hænder fandt en kniv, en blodig kniv. Jeg løftede kniven højt op i luften og så begyndte det at gå ned ad. Rasmus skreg sit sidste skrig, hvorefter kniven borede sig dybt ind i hans hjerte.

Jeg ville græde, men jeg kunne ikke, det var ikke mig, der styrede kroppen. Pludseligt fik jeg øje på væggen, den var dekoreret med tre ord: Du undslipper aldrig!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...