Vildfarne Hjerter - Færdig

Året er 1752, da den unge Rosalynn skal møde sin trolovede. Manden, Linden er et par år ældre end hende, og tilsyneladende perfekt. Han er smuk, intelligent og tryg. Men samme dag, går Rosalynn med sin far på byen kro, og møder den unge, vilde, og interessante Will. Will roder sig ud i problemer konstant, og har det med at trække andre med ind i dem. Og Rose er ingen undtagelse.
Alligevel finder Rose ham fascinerende, og forelsker sig langsomt. Men hun har jo Linden, og derudover, er Will, den fattige kroejers søn, slet ikke et passende parti, for en så velstående ung kvinde som Rose.

39Likes
88Kommentarer
4841Visninger
AA

10. Tilståelser

Fordi jeg...” Ordene så ud til at være svære at tvinge frem. ”Da jeg efterlod dig derude, kunne jeg ikke lade være med at tænke på hvad der mon skete med dig, om du klarede dig. Sådan har jeg aldrig haft det før. Jeg har aldrig tænkt over at andre kan påvirkes af mine handlinger,” forklarede han tøvende, men bag det hele lå noget andet.

Og så fordi... Ja... Jeg elsker dig.” Det var en hvisken, knap hørlig, og hvis jeg ikke havde set på hans læber samtidig, ville jeg sandsynligvis ikke vide hvad han havde sagt.

Før havde jeg været sikker på at jeg ville komme til at elske Will med tiden. Men efter han selv havde sagt de tre ord, blev det hurtigt klart for mig at det forholdt sig anderledes.

Jeg elsker også dig.” Sandheden var i hvert ord, præcis som den var at se i glæden i hans smil.

 

Da jeg kom hjem, lige omkring servering af middagen, var det første der mødte mig et lettet udbrud.

Rose! Rosie min pige!” hulkede min mor, og klyngede mig ind til sig i en tæt omfavnelse.

Min far stod og så på med et lettet blik, men jeg vidste at han ville skælde mig ud om meget få sekunder.

Da min mor slap mig, trådte min far hen foran mig, og kiggede mig lige ind i øjnene, mens han med brysk stemme spurgte: ”Hvor har du været?”

Jeg havde gennemgået min forklaring med Will, og sikret mig at den ikke havde nogen uforklarlige elementer, så den flød bare af min tunge.

Undskyld far, jeg er så ked af det! En lille pige kom hen til mig på gårdspladsen. Hendes forældre havde efterladt hende på kroen til de kom hjem om aftnen, så da hendes hest pludselig ikke ville rejse sig, var hun helt alene med den. Hun bad ærbødigt om min hjælp, og du ved hvor højt jeg værdsætter dyrene. Hesten har det bedre nu, desværre tog det bare det meste af dagen at kurere den.”

En lille smil krusede min fars læber.

Det er i orden min pige, men lad det nu ikke ske igen, din mor var syg af bekymring.”

Jeg lover at det aldrig sker igen. Tak far,” smilede jeg, og satte mig sammen med min familie ved middagsbordet, der var dækket med ligeså overdådige retter som altid.

Og selvom jeg med mig selv havde gjort op at jeg ikke behøvede det overdådige liv for at være lykkelig, betød det jo ikke at jeg ville være dum nok til ikke at værdsætte det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...