Vildfarne Hjerter - Færdig

Året er 1752, da den unge Rosalynn skal møde sin trolovede. Manden, Linden er et par år ældre end hende, og tilsyneladende perfekt. Han er smuk, intelligent og tryg. Men samme dag, går Rosalynn med sin far på byen kro, og møder den unge, vilde, og interessante Will. Will roder sig ud i problemer konstant, og har det med at trække andre med ind i dem. Og Rose er ingen undtagelse.
Alligevel finder Rose ham fascinerende, og forelsker sig langsomt. Men hun har jo Linden, og derudover, er Will, den fattige kroejers søn, slet ikke et passende parti, for en så velstående ung kvinde som Rose.

39Likes
88Kommentarer
4871Visninger
AA

6. Sandheden gør Ondt

Manden der stod bag dette var præsentabelt klædt, men jeg genkendte ham ikke. Det var ikke min forlovede Linden.

De ligner dog hinanden, og modvilligt når jeg til den konklusion at de må være beslægtede.

”God fangst, de herrer,” roser han sine mænd, men holder alligevel blikket hævet over dem, som en sand adelsmand. Hans øjne møder mine, og han ser ikke ud til at genkende mig som andet, end endnu en rig ung pige.

En bevægelse i teltet bag manden fangede mit blik, netop som endnu en rig mand trådte frem.

Fornægtelse var min første reaktion, stærkt efterfulgt af vrede og undren.

Bag manden, stod Linden.

Han stivnede i samme øjeblik han så mig, og forsøgte desperat at gemme sig bag den anden mand, men uden særlig succes. Jeg havde set ham.

”Linden?” Min stemme var kold og beregnende, slet ikke som jeg ville have tiltalt ham, bare få timer tidligere.

”Rosalynn.” Det var en iskold konstatering, som brød frem, samtidig med at han trådte frem fra sit skjul.

”Linden, kender du denne kvinde?” spurgte den anden mand foruroliget, og så fra sin kompagnon til mig, og tilbage igen.

”Hun er min forlovede,” forklarede Linden, med en kulde i stemmen jeg ikke kunne forstå. Det blev dog hurtigt klart hvor den kom fra.

”I uduelige, stupide, beskidte hunde! Af alle rigmandsdøtre I kunne fange, skulle i absolut vælge min kommende hustru!”

Hans råb giver genlyd imellem træerne, og sender små bølger af frygt igennem mig, selvom det ikke var mig udråbet var rettet imod.

”Jamen herre...” mumlede en af dem, som om han forsøgte at rede ud for sin og sine venners fejltagelse, men fik ikke muligheden.

”Tie!”

En mørk blommefarve bredte sig fra Lindens kinder, og hele vejen ud i resten af hans ansigt, mens han betragtede dem.

”Jeg vil bede jer om noget. Og denne gang håber jeg virkelig at I kan finde ud af det,” hviskede han, og fortsatte så med at forklare.

”I skal følge min kommende brud tilbage til byen, og I har bare at behandle hende ordentligt på vejen. Hvis hun vil have vand, får hun vand. Hvis hun vil have mad, giver I hende jeres, og hvis hun vil holde et hvil, så gør I det! Nogen spørgsmål?” Den kolde og beregnende tone var igen i hans stemme.

De fire mænd rystede heftigt på hovedet, og stirrede der efter usikkert ned i jorden.

Han rettede opmærksomheden mod mig, og for første gang bredte et smil sig om hans læber, selvom også det var en kølig efterligning af det jeg havde modtaget tidligere på dagen.

”Og du, min kæreste Rose, du fortæller ingen om dette, det kan jeg love dig. For hvis du gør, har du mit ord på at det ikke ender godt for dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...