Vildfarne Hjerter - Færdig

Året er 1752, da den unge Rosalynn skal møde sin trolovede. Manden, Linden er et par år ældre end hende, og tilsyneladende perfekt. Han er smuk, intelligent og tryg. Men samme dag, går Rosalynn med sin far på byen kro, og møder den unge, vilde, og interessante Will. Will roder sig ud i problemer konstant, og har det med at trække andre med ind i dem. Og Rose er ingen undtagelse.
Alligevel finder Rose ham fascinerende, og forelsker sig langsomt. Men hun har jo Linden, og derudover, er Will, den fattige kroejers søn, slet ikke et passende parti, for en så velstående ung kvinde som Rose.

39Likes
88Kommentarer
4837Visninger
AA

4. Fænomenet

”Når du er færdig med at nyde mit Paradis, har du så ikke lyst til at akkompagnere mig herovre?” spurgte den unge mand, hvis navn jeg stadig ikke havde fået oplyst, og klappede inviterende på en plet grønt og frodigt græs, ved siden af hvor han havde sat sig.

”Gerne,” nikkede jeg, og nærmede mig roligt pladsen, hvor jeg satte mig. Omkring os var stilheden dyb, og alligevel så fuld af lyde, at den knapt kunne kaldes stilhed. Ro, var måske et langt mere passende ord for stedet her. Roen hvilede over alt.

Langsomt begyndte manden at føre sit ansigt mod mit, og tog samtidig et fast men blødt greb om min nakke, og trak mig nærmere.

”Smukke skønjomfru,” mumlede han, lige inden hans læber blidt pressede mod mine. Det chok der løb igennem mig, var overvældende. Hvordan kunne en mand som ham, så under min stand, og som jeg knapt kendte, tillade sig at gøre dette? Det kunne han ikke, det var upassende, og dybt forkert, eftersom jeg samme dag, var blevet forlovet.

Men alligevel var der en snert af nysgerrighed der rørte sig i mig.

Jeg havde aldrig oplevet den slags kærlige berøring, og denne unge mand tryllebandt mig med sin charme og lysende smil. Men det gjorde Linden også, skulle jeg huske. Det gjorde Linden også, og senere ville der være massere af tid til at udveksle kærlige berøringer med min forlovede.

Alle de tanker fløj igennem mit hoved, som fugle på træk, men alligevel nåede jeg ikke at sige noget, før han igen lænede sig frem mod mig, og trak mig helt tæt på sig.

For at stoppe ham, fik jeg fremtvunget: ”Men jeg ved ikke engang hvad du hedder...”

Min stemme rystede en anelse, men han så ikke ud til at bemærke noget.

”Man behøver ikke at kende hinandens navne for at elske, men hvis det får der til at føle tryghed at vide, er mit navn Will.”

Han genoptog sine kærtegn, trak mig tæt på sig igen, og hviskede så mod mine læber: ”Og dit navn, min skønne?”

Med skælvende stemme hviskede jeg: ”Rose,” og glemte derefter alt om Linden, og samfundslag, regler og bekymringer, og kastede mig over denne fascinerende Will.

Hans bløde læber mødte mine, og guidede mig, viste mig hvordan jeg skulle bevæge mig. Hans hænder løb op og ned af mine skuldre, min rygsøjle, mit maveskind, alt det kunne komme til for min kjole. Og det værste, den mest skræmmende og skamfulde tanke, var at jeg begyndte at ønske at kjolen forsvandt i den blå luft.

Langsomt og begærligt, nærmest drilagtigt, forlod hans mund min, og hans tunge begyndte at tegne spor ned af min hals, helt ned til udskæringen i kjolen. Jeg ønskede at hive ham tættere på, men tvivlede ikke et øjeblik på at jeg ville fortryde det senere hen, når jeg så Linden igen.

Sådan fortsatte han med at kærtegne mine kraveben, min hals og min udskæring skiftevis, indtil en dyb rømmen ramte os. Jeg stivnede øjeblikkeligt, mens Will blev ved, indtil han opdagede min fastfrossede tilstand.

”Hvad har vi her?” halvlo en mørk og truende stemme, der sendte isninger ned gennem min ryg.

”Drengen er fattig, han er ligegyldig. Men pigen, se lige på hende. Guld om halsen, og smukt lavet tøj, ja hun er så sandelig noget værd,” grinede en anden. Will rejste sig brat, og før jeg nåede at gøre andet end at kigge på ham, forsvandt han hen til sin hest, og sprang op. Og så var han væk.

”Jamen se, den lille krounge kunne ikke engang blive og beskytte sin smukke kærlighed. Så er hun vel vores legetøj nu...”

Stemmerne tilhørte fire høje, kraftige mænd, i beskidt og ødelagt tøj, overlæsset med knive, sværd, og andre yderst farlige genstande.

”Ja, det skal nok blive interessant, dette her,” smilede den højeste slesk, og slog en latter op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...