Bortført i rummet

På en fjern planet ude i verdensrummet, bor der nogle væsner, som kæmper for overlevelse. Professor Grits - en af planetens beboere har fundet på en genial løsning på deres problem. De skal bare bruge et menneskebarn...

0Likes
1Kommentarer
713Visninger
AA

1. Om planeten og dens beboere

På en fjern og øde planet i verdensrummet, boede der nogle sære væsner, som levede i de mest usandsynlige områder, hvor der kunne være liv. Væsnerne var ret fjendtlige og brød sig ikke om forstyrrelser fra rumrejsende astronauter, som altid var meget nysgerrige. De tog med sig, hvad de kunne finde som klenodier, souvenirs og udstille det på musser, eller anvende det til forsknnig. Planeten Zeamarshi var beboet af væsner, der alle var smaragsgrønne. De havde også nogle spøjse følehorn på siden af deres hoveder, og med dem kunne de måle afstande, mærke andres følelser og læse tanker. Med deres øjne, der strålede lige så klart som stjernerne kunne de se lige gennem kroppe som røngtenscannere, hvilket var meget praktisk hvis man var kommet til skade. Denne morgen - eller nat, for det var mørkt hele tiden - havde professor Grits fundet en idé til løsningen på deres problem. Han sad nu og diskuterede med sin medarbejder på bunden af et dybt krater. På bunden af kraterne boede alle planetens beboere, som var et slags moderne hus fyldt med ting, som kunne alt, hvad der var umenneskeligt muligt. "Hør her. Vores verden er ude af kontrol. Snart vil jordboerne komme og overtage planeten, og det må simpelthen ikke ske. Vi bliver nødt til at tænke os om. Jeg har en idé. Vi bruger bare en dreng" sagde professor Grits og stillede sin kop fra sig, som indeholdt boblende syre. "En dreng?" spurgte hans medarbejder Dick uvidende. "Ja, det er et menneskebarn på to ben, og så er han korthåret" snerrede Grits. "Slap af. Jeg ved godt, hvordan et menneskebarn ser ud. Jeg har et foto af dem. Vil du se?" spurgte Dick og rejste sig. "NEJ!" råbte Grits rasende, så det gav et sæt i Dick, der modvilligt satte síg ned. "Vi bortfører en dreng. Jeg har allerede fundet frem til ham på min dataregistrerende maskine. Kom lige med!" de fulgtes gennem en lang gang, som førte ned til Grits' studereværelse. Studereværelset var meget anderledes end nomale studereværelser. Der var en stor firkantet, aflang skærm på væggen. Her kunne de sende signaler til planetens beboere via et rør, der passerede hele vejen gennem planeten under kraterne. Hvis en bestemt rød ledning,, der var forbundet med rørerne var i stykker, kunne de ikke sende signaler. Grits tændte for skærmen ved at stille sig op i en generator. Derefter trykkede Dick på en knap ved siden af genratoren, og væk var Grits - og dukkede op lige så hurtigt som han forsvandt indeni selve skærmen! Skærmen viste et overblik over planetens beboere; her kunne de se, om nogle af de var flygtet. Beboerne måtte nemlig ikke flygte og rejse væk uden Grit's tilladelse af sikkerhedsmæssige årsager. Der stod en helt masse om flodens vandstand. Floden flød hele vejen rundt om planeten som en slags beskyttende voldgrav. Floden indeholdt ikke alindeligt vand, men en altætsende syre. Hvis et rumvæsen faldt i floden, ville det dø i løbet af få timer, men hvis man var et meneske blev man ætset med det samme af detes syreholdige indhold. Efter et stykke tid havde Grits endelig oplysniger om den såkaldte dreng. "Her er det!" udbrød han begejstret. Et billede af en dreng med brunt hår, rød trøje, grøn kasket, og blå bukser dukkede op på skærmen. Dette billede ver en computerregistreret forudsigelse af, hvordan drengen vil komme til at se ud, når det voksede op. Dick skyndte sig derhen.  "Er du sikker på, at det er ham, vi skal have fat i?" spurgte han. "Om det er! Hans onkel arbejder på et astronomi i USA! Jeg besøgte Jorden for nogle måneder siden, og jeg fandt ud af, hvor drengen boede. Jeg hev ubemærket et stykke hår af ham og tog det med mig hertil for at indentificere ham. Han ser ikke synderligt stærk ud på billedet, som du ser, men hvis vi nu kunne opfostre ham, som var det et af vores, kunne vi bruge ham som spion!" forklarede Grits ellevild af begejstring. "Jeg er altså ikke helt med... Han træker jo vejret via ilt" påpegede Dick. "Nå, ja. Det havde jeg helt glemt" sagde Grits og sukkede irriteret over sin uvidenhed. "Vi kunne jo give ham noget af det der... hvad er det nu, det hedder? UunværligeVejrtræknigsMedicin!" sagde Dick tankefuldt. "Selvfølgelig! Men problemet er, at medicinen kun kan fås under Jupiters måne Charons vand, som er dækket af is. Derfra skal vi svømme helt ned i dybet og gennem en undersøsisk grotte, hvor vi kan gå oprejst - og helt ved ednen af gangen står den eftertragtede medicin i en lille flaske" svarede Grits opgivende. "Det lyder let. Lad os tage af sted!" sagde Dick0. Grits slog ud med armene.  "Okay, hvis du virkelig mener det..." sagde han sukkende. De traskede gennem plantens øde områder. Dick havde en båd, der var helt uskadelig, så der kunne ikke ske noget da de sejlede over den syreholdige flod. Da de befandt sig på den anden side, tøjrede de båden fast til jorden, før de gik ombord i deres lynhurtige rumskib. Da de havde sat sig til rette, trykkede Grits på startknappen, og i løbet af få sekunder var de fløjet af sted; med en fart som var hundrede tusinde gange hurtigere end hvad en rumraket nogensinde vil kunne præstere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...