Besværlig lektie

En jeg skrev i dansk, for ca. et år siden :-)

0Likes
0Kommentarer
379Visninger
AA

1. Det første - og eneste - kapitel

 

Jeg vågnede tidligt om morgenen, og jeg var ikke et sekund i tvivl hvorfor. Det var min fødselsdag i dag, den 19 november. Solen skinnede mærkeligt nok, og den lette kølige brise susede igennem det vindue jeg lige havde åbnet. Det var en mærkelig følelse, nu var jeg 13 og gik i 7. klasse. kl. var kun 8.01 så det varede nok lige lidt tid før mor & far kom ind og sang for mig. Det havde regnet hele dagen i går, så mit bogbind på min matematik bog var blevet helt vådt! Jeg kunne jo lige så godt sætte noget nyt på imens jeg ventede på kl. blev 9 – 9.30, det var ca. der de plejede at komme ind.

Jeg fandt mit bogbind frem og begyndte at klippe et stykke der ca. passede. Jeg har altid været kreativ, men nu gik det altså lidt galt. Nå! Men det kom da på. Oven på papiret satte jeg en mærkat, hvorpå jeg skrev: Sara, 7.c, matematik. Og så tegnede jeg en firkløver. Det gør jeg altid, altså tegner en firkløver! Jeg ved ikke helt hvorfor, det er vel fordi jeg synes jeg er så heldig. Jeg har en masse gode venner der støtter mig, og så har jeg bare verdens bedste familie, der hjælper mig i tykt & tyndt. Og selvfølgelig hjælper jeg også dem. ”Gud!” udbrød jeg, ”er klokken allerede så meget?” og jeg kastede endnu engang et blik på mit ur. Og ja, det var den, den var 9.10, så kommer de sikkert snart tænkte jeg, og puttede mig ned under dynen, og lod som om jeg sov. Og ganske rigtigt kom de 2 minutter senere.

 

”I dag har Sara fødselsdag, hurra, hurra, hurra…”

 

”Godmorgen” sagde mor, ”og tillykke!”

”Tak” svarede jeg, og satte mig op i sengen.

”vi har lavet morgenmad klar, spejlæg, bacon, nybagte boller og en masse andet!” Sagde far.

”Jeg kommer nu”, svarede jeg. Jeg gik hen til mit skab og trak en blomstrede kjole frem, den var løs men ikke særlig lang, så jeg fandt også et par sorte gamacher frem. Jeg satte mit lange mørke hår op i en side fletning.

 

Da jeg kom ned i stuen fik jeg mig en kæmpe overraskelse.

Freja, Peter, Elina, Mikkel! De var der alle sammen! Alle mine bedste venner var her, de var der alle 4’er! ”Oh my god!” udbrød jeg.

”Blev du overrasket?” spurgte Freja.

”Om jeg gjorde!” Sagde jeg ivrigt.

”1,2,3 NU!” Sagde Peter.

”TILLYKKE”, råbte de alle sammen, i munden på hinanden, og nu sang de for anden gang, bare hvor Elina, Freja, Mikkel og Peter også sang med. Freja sang for, hun sang fantastisk!

 

”Jeg fik hel tåre i øjnene af både glæde, overraskelsen og så fordi det sikkert har taget en evighed at planlægge alt dette her! Jeg satte mig ved en stol, ”Jamen, så værsgo” grinte jeg.

 

Senere på dagen skulle Elina, Freja, Peter, Mikkel og jeg, ud at finde inspiration til en novelle vi havde fået for i dansk. Vi skulle trække et kort i en pose hvor der stod en genre på, og vi havde trukket ”Gyser”! Vi skulle skrive den sammen, alle sammen så vi bestemte os for at tage ud og besøge kirkegården. Kl. var blevet 17.00 og vi havde lovet at være tilbage til klokken 19.00, til aftensmad.

”Her er altså lidt uhyggeligt”, sagde Freja stille .

”Ej der er ikke noget at være bange for” svarede Mikkel. Jeg må dog indrømme at jeg også var en smule bange, men det nævnte jeg ikke! Vinden var kold og temperaturen var faldet meget. Elina skrev stikord ned. Så vi kunne huske alt sammen. Kirken lyste op som et højt tårn, de hvide fugtige vægge var der skrabet lidt maling af her og der. Kirkens enorme port var af mørkt træ, og gravstenene glitrede i den mørke aften. ”Hvorfor overtalte du os til at tage her hen?” Spurte jeg, Peter.

”Okay I har ret der er virkelig uhyggeligt her, men Elina har da sikkert også fået skrevet en hel del stikord ned, ikke Elina?” sagde Peter.

 

INTET SVAR! Alle holdt vejret, men kun vinden der susede i træerne kunne høres.

”ELINA”, råbte Mikkel højt.

”Hvor er du henne?” råbte Freja, men forgæves.

”Vi bliver nød til at finde hende!” sagde Peter bestemt.

”Enig”,  prøvede jeg med samme bestemte stemme, men den knækkede over.

”Vi spreder os”, sagde Mikkel, men hans stemme rystede og vi bestemte os for at det var en dårlig idé, ”det her gør vi sammen”, sagde Freja, og lagde tryk på ’sammen’.

 

Vi begyndte at gå over mod kirken, da vi hørte en lyd. Og vi skiftede retning og gik i stedet over mod gravstenene. Det lød som om der var nogen der snakkede med sig selv.  ”Det er Elina”, hviskede Freja, som gik forrest. ”ja!” svarede jeg. Mikkel trak busken til side, og ganske rigtig sad Elina der ved en af gravstenene. ”Hvad laver du her?!” sagde Peter. ”er det ikke lige meget? Men prøv lige at se hvad jeg har fundet”. Elina pegede over på en flækket gravsten. ”Jeg tror der er en gang herunder!” sagde Elina ivrigt. Hvis det ikke havde været fordi vi alle 5 var SÅ nysgerrige, havde vi ikke stået nede i en lang underjordisk gang, lige nu!

 

Gangen var våd og smattet, og ikke mindst kold. Vinden trak ind fra alle sider og der sad en masse små sten rundt omkring. ”Jeg fryser, og jeg er bange”, sagde Freja. ”uha! Ikke en god kombination”, drillede Mikkel. ”Du’ sjov  var?” svarede Freja igen. ”Lad nu vær med at opføre dig som om du er en prinsesse”, sagde Mikkel. ”Det gør jeg heller ikke, kronen passer bare”, sagde Freja. ”Hvorfor skal du altid se ned på alle andre?” ”Det gør jeg da heller ikke! Det er jer der ser op til mig”, sagde Freja. ”klart! Og det er måske også grunden til at du spiller så kostbar?” sagde Mikkel endnu engang, med en cool attitude. ”Jeg spiller ikke kostbar, jeg kender bare min værdi”, svarede Freja igen! Der blev en lille pause, og så begyndte alle at grine.

Men grinene stoppede brat da Elina sagde: ”Jeg tror der er nogen” og før nogen kunne nå at svare kom der en mand med sort tøj gående og sagde med en dyster stemme: ”Hvad laver sådan nogle som jer her?” Ingen af os svarede, men til gengæld skreg vi alle sammen i munden på hinanden ”LØØØØØØB”! Og så løb vi alle sammen, med mig i spidsen og Peter for enden. Der lugtede som om nogle havde sat ild til noget. Imponerende nok skrev Elina stikord ned imens hun løb. Vi kom op til ’overfladen’ og den friske luft gav mig friske kræfter. Vi løb hele vejen hjem til mig.

 

Da vi kom hjem, stod maden på bordet. Fin timing”, sagde mor. ”Du skulle bare vide!” sagde vi i kor. Og så gav vi os til at forklare det hele.

Efter maden satte vi os ind på mit værelse og fik skrevet vores gysernovelle. Mandag morgen afleverede vi den til vores lærer, og hun var imponeret! Faktisk så meget så hun gav os 12! Men da hun senere hen spurgte hvordan vi havde fået det til at virke så virkelig, og vi forklarede hende det hele, gav hun os sådan et ’tror-du-selv-på-den’ blik.

 

Da vi havde fået fri fulgtes vi hjem fra skole. ”Det er da lige meget om hun tror på os eller ej, vi fik jo topkarakterer”, sagde Freja. ”og vi havde det jo sjovt, skal vi ikke tage derhen igen i aften?” spurte Peter.

 

”NEEEEEEJ” sagde vi alle sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...