Asocial

Den her novelle vil for mange være en smule sær da dens pointe ligger mellem linjerne. 'Hun' befinder sig i et mørkt rum. Adskilt fra en verden hun knapt nok kender.

13Likes
12Kommentarer
1456Visninger
AA

1. Black 'n' White

 

Hun sidder i et firkantet rum, der er så småt at hun knapt nok kan strække benene. Der er ingen døre i rummet. Rummet har fire vægge; Fire hvide vægge uden vinduer, uden dekorationer. Kun den hvide farve møder hendes blik. Den skærer hende i øjnene. Mange har sagt at hvid ikke er en farve. Hun ler ved tanken. Hvid er da en farve, det beviser disse fire vægge da. Deres faste overflade er farvet fuldstændig hvid. Farven er lige så håndterlig som fornemmelsen af den hårde kolde stenmur mod hendes skælvende håndflader. Hvid da være en farve, for hvad skulle den ellers være? Ingenting? Ingenting. Endnu et hysterisk latteranfald presser sig op gennem hendes strube og ud af hendes mund. Det lyder hult og fremmed. Hvid skal være en farve. Ellers bliver hun da sindssyg. 

 

 

Hun forbliver stivnet i samme krybende stilling indtil ekkoet af hendes latter er døet helt ud. Så kravler hun lige så forsigtigt ud af hjørnet af rummet. Hvis der havde været noget (Bare nogen …) der havde været der sammen med hende (Hvem som helst!), så ville vedkommende have troet at hun var et dyr, som hun kravlede der, vagtsom og med et fjernt udtryk i øjnene. Men hun er alene (Helt alene …). Pludselig stopper hun op og en langtrukken klagelyd slipper ud gennem hendes læber. Hvor længe har hun været her? Hvordan er hun havnet her i første omgang? Hun kan ikke længere huske det. Drevet af en pludselig desperation ser hun op mod loftet. I modsætning til væggene, er loftet fuldstændig sort.  Sort som natten. Sort som helvedets tunneler. Men dette ser hun ikke. Hun ser op mod det eneste der kan lindre hendes flossede og nedslidte sind; lige dér, i midten af loftet, finder hendes øjne et lille rundt hul med samme diameter som en træstamme. Fra dette hul kommer den eneste lyskilde i rummet. Dette lille hul er hendes største håb såvel som hendes største pinsel. Sommetider er hullet så tæt på at det virker som om hun bare kan række ud efter det. Andre gange er hullet så langt væk at hun næsten ikke kan se det. 

 

 

Hun har næsten glemt hvordan der ser ud udenfor. Sommetider glemmer hun endda at det overhovedet findes. Det er de mørke perioder hvor hullet er langt væk og det virker som om lys er et fremmed begreb. Andre gange virker det som om rummet bliver mindre. Kvæler hende langsomt, nærmest ubemærket. Hun har prøvet at råbe om hjælp, men folk kan ikke høre hende inde fra det lille rum og når det så en sjælden gang hænder at nøgen hører hende, så ser hun kun deres silhuet svæve over hullet et sekund før de forsvinder igen. Folk kan nemlig ikke komme ned i små indelukkede rum. De kan ikke klemme sig ned gennem hullet. Men hun fortsætter med at råbe, indtil hun er hæs. Så tier hun stille.  

 

 

Det lille rum er både hendes ven og hendes værste fjende. Rummet beskytter hende fra alt hvad der er ondt ude i verden, men det holder hende indespærret som en fange. Nogle gange lytter hun til de fjerne stemmer udenfor rummet. Hun lytter og længes. Hvad nu hvis nogen fandt hende? Hvad nu hvis nogen kom i tanke om hende? Hun tør næsten ikke stille disse spørgsmål og dermed sætte ord på hendes tanker, men alligevel pirrer tanken hende. Hun kan ikke lade være med at håbe på en dag at blive frelst. Men hun tør ikke spørge sig selv; Bliver jeg nogensinde frelst? 

For tanken om at hun skal være her, i dette lille rum, for altid, er mere end hun kan bære. Hun føler sig syg om hjertet. Så hun nøjes blot med at krybe sammen og stirre op mod hullet og dets fristende lys imens hun drømmer om at hullet en dag udvider sig og at nogen vil tage hendes hånd og fører hende væk. Hun stirrer og drømmer, i det lille rum hvor hun lever. Adskilt fra en verden hun knapt nok kender. Blot endnu en Asocial.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...