Drengen fra fortiden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2012
  • Opdateret: 15 maj 2012
  • Status: Færdig
Året er 2163. Det er lykkedes forskerne Kathleen Winther og Mark Kristensen at bygge en fungerende tidsmaskine, og det vækker stor opsigt over hele verden.
Der er strenge regler for tidsrejser: Tal ikke med nogen. Tiltræk dig ikke opmærksomhed. Undgå at ændre på noget.
Tidsrejserne tjener et udelukkende videnskabeligt formål, og forskernes eneste opgave er at foretage historiske dataindsamlinger.
Men hvad sker der, når Kathleen møder en mørkhåret dreng i fortiden? En dreng med så klare, blå øjne, at hun ikke bare kan glemme dem igen...

59Likes
99Kommentarer
5928Visninger
AA

13. Del 12

Med langsomme skridt gik Kathleen hen ad skovstien, som kunne hun ved at sætte farten ned udsætte, måske forhindre det, der skulle ske. Solen skinnede fra en klar, blå himmel højt over hende, og luften duftede af sommer og blomster. For hvert skridt hun tog, blev hun mere og mere i tvivl om den beslutning, hun havde taget. Som hun havde måttet tage. Den eneste udvej.

På trods af det varme vejr fandt noget koldt og trykkende vej ind i hendes bryst, og hun havde svært ved at trække vejret. Den eneste udvej… Det var i hvert fald, hvad Mark havde fortalt hende. Og i det øjeblik på terrassen havde hun også selv troet på det. Det havde virket rigtigt. Men nu begyndte det at tynde ud i træerne omkring hende, og da hun hørte havets brusen et sted forude, kunne hun ikke længere holde alle billederne ude af sine tanker. De kom væltende ind over hende et efter et. En vildfaren tot af brunt hår. En mørk, tom lejlighed. Et glimt af et smil. Tidsmaskinen. En bakketop overstrøet med blomster. Marks ansigt. Men stærkest af dem alle var billedet af et par glimtende, havblå øjne. De blev ved med at vende tilbage til hende, og til sidst opgav hun at skubbe dem fra sig.

Det var tre dage siden, Kathleen sidst havde set Jakob. Tre dage siden den stjernefyldte nat, som havde ændret alting. Og siden den dag på terrassen sammen med Mark havde hun ikke været på arbejde. Hun havde blot ligget på sengen i sin lejlighed og betragtet loftet, mens hun prøvede at sortere tankerne i sit hoved. Marks ord, det tror jeg godt, selv du ved, havde kørt rundt og rundt i hovedet på hende. Til sidst havde hun forstået, hvad han mente. Det havde givet hende ro at vide, hvad hun måtte gøre. Den sidste dag havde hun bare sovet hele dagen og natten. Hun vidste ikke, hvorfor hun var så udmattet, men søvnen var drømmeløs, og det var en dejlig flugt fra virkeligheden.

I dag var hun taget på arbejde. Det havde næsten virket, som om Mark havde ventet hende, da hun trådte ind i laboratoriet. Men han havde ikke sagt noget til hende, før de skiltes ved checkpointet. Da havde han endnu en gang lagt en hånd på hendes skulder, set ind i hendes blege ansigt og sagt: ”Jeg venter her”. Kathleen havde valgt at tage stien gennem skoven. Hun fortalte sig selv, at det var fordi, den var smuk og naturskøn - men hun vidste også godt, at det var en omvej, og at hun ved at tage den kunne udsætte øjeblikket. Øjeblikket, hvor hun måtte tage afsked med fiskeren med de blå øjne.

Hun bed sig let i læben, da stien førte hende ud af skovens og træernes beskyttelse og ned mod byens lille havn. Hun havde slået hætten op, så den dækkede hendes ansigt, men under kanten fik hun nu øje på havet. Det lå og glimtede så fredeligt i solskinnet. Små bølger vaskede blidt op ad stranden, hvor hun gik. Hun holdt øjnene rettet mod sandet under sine fødder, indtil hun begyndte at høre råb og stemmer forude. Så kunne hun ikke dy sig længere – hun løftede blikket.

Det var virkelig et fantastisk syn. Landsbyens havn var ikke særlig stor, men lige nu vrimlede den med mennesker – det så ud, som om at samtlige indbyggere fra området var til stede. Et øjeblik stod Kathleen blot stille og betragtede scenen. Et stort skib, komplet med master og sejl lå til kajs og vuggede blidt i bølgerne. Hun havde aldrig set et skib som dette, kun i historiebøger – og dette var noget ganske andet end billeder. Det hvidmalede skrog skinnede i solen, og oppe på dækket var der et mylder af folk, der hev i rebene, justerede sejl og råbte ordrer til hinanden. Først efter adskillige minutter løsrev Kathleen sig fra skibet. Hun var kommet i tanker om, hvorfor hun var her.

Hun besteg en lille trappe og befandt sig nu midt i menneskemylderet på havnen. Hun måtte passe på ikke at tabe hætten, når folk puffede sig forbi hende med frugtkurve eller reb i armene. Der var både fremmedudseende mænd, som måtte høre hjemme på skibet, men også ældre damer og små børn fra landsbyen – alle var de dukket op for at se skibet her. Små boder var blevet stillet op på havnen, hvor sømændene kom og købte frugt, fisk, net, perlekæder og alskens håndværk. Kathleen havde dog hverken øje for det storslåede skib eller landsbyboerne længere. Hun kiggede sig desperat omkring i håbet om at få øje på en brun hårtop eller et glimt af blåt. En kold klump var begyndt at forme sig i hendes bryst. Hvad nu, hvis skibet sejlede, før hun nåede at finde ham? Hvor kunne han være? Hun snurrede rundt om sig selv et par gange. Håbefuldt spejdede hun op mod skibet, men hun kunne ikke finde nogen genkendelige ansigter i mylderet på dækket. Menneskevrimlen omkring hende skubbede hende efterhånden længere og længere væk. Der var trængsel til alle sider, og hun kunne ikke finde ud, kunne ikke komme væk. Hendes vejrtrækning blev hurtigere. Hun kunne smage desperationen på tungen. Nu glemte hun alt om forsigtighed, og med hæs stemme kaldte hun ud i mængden:

”Jakob... Jakob. Jakob? Jakob!”

Første gang hun sagde hans navn, var det næsten uhørligt, men efterhånden fik hun mere kraft i sin stemme. Hun skubbede sig forbi en gammel kvinde og tog en dyb indånding. Hun skulle lige til at kalde op mod skibet endnu en gang, da nogen tog fat i hendes arm. Hun vendte sig med det samme og skulle til at rive sig løs i den tro, at det var en gadesælger. Men da hun så ind i ansigtet foran sig, blev hun stille. Det var Jakob. Han havde et smil på sine læber, men udtrykket i hans blå øjne var ikke til at læse. Han bar på en kurv med fisk, og et øjeblik blev Kathleen mindet om deres første møde. Han overrakte den dog hurtigt til en af sømændene, som forsvandt med den et sted i menneskemængden. Så trak han Kathleen gennem mylderet. Hun sørgede for at holde godt fast i hans hånd, bange for nogensinde at give slip. Da de var nået et stykke ned ad stranden, og hun endelig kunne trække vejret frit igen, stod de og så på hinanden i et stykke tid. Hans blå øjne havde et skær af forundring og noget andet, hun ikke helt kunne placere. Han gav hendes hånd et lille klem.

”Du kom.”

Det var to simple ord, men bag dem lå tusind ubesvarede spørgsmål, og med ét kom det hele væltende indover Kathleen igen. Jakob betragtede hende med et ulæseligt ansigt. Hun kunne tage med ham. Hvorfor skulle hun ikke kunne det? Kulden steg op i hende endnu en gang. Billeder kom frem for hendes indre blik, tydelige og klare. Hun sukkede dybt og hviskede, knapt hørligt:

”Jeg kan ikke tage med dig.”

I det samme øjeblik som ordene havde forladt hendes læber, ønskede hun, at hun kunne tage dem tilbage igen. Hun slap ikke Jakobs hånd, men vendte blikket mod jorden. Jakob forholdt sig tavs. Havde hun set op, ville hun have set glimtet af undren og tristhed i de blå øjne. Men han sagde intet, stillede ingen spørgsmål, krævede ingen forklaringer. Det næste, Kathleen mærkede, var hætten der gled af hendes hoved. Det var Jakob, der blidt havde fjernet den med sin ene hånd. Den anden holdt Kathleen stadig mellem sine egne i et fast greb. Hun løftede blikket og så nu direkte ind i hans blå øjne, bange for at give slip. Hans pande var lettere svedig – hun gættede på, at han havde brugt hele morgenen på at læsse skibet. Men hans øjne glimtede blåt som havet, der blidt skyllede op over sandet ikke langt fra, hvor de stod.

Langsomt, ganske langsomt lænede Jakob sit hoved tættere mod hendes. Hans blå øjne forlod aldrig Kathleens, og en følelse af varme bredte sig i hende. Hun kunne ikke bevæge sig, ville ikke bevæge sig. Øjeblikket var magisk. Ubevidst lænede hun også sit hoved let forover. Da hun kunne mærke hans varme åndedræt mod sin kind, lukkede hun øjnene. Kort efter mødtes deres læber i et blidt kys. Kathleen åbnede ikke øjnene. Det kunne have varet få sekunder, det kunne have varet flere timer – alt der eksisterede for hende i dette øjeblik var Jakobs læber mod hendes, hans arme om hende, alle de usagte ord, der blev udvekslet mellem dem. Hun ville aldrig have det til at stoppe, ville leve resten af sit liv i dette øjeblik, hvis hun kunne. Men til sidst trak Jakob sig tilbage igen. Blidt strøg han en hårtot om bag Kathleens øre. Hans hånd blev ved hendes ansigt, hvor han kærtegnede hendes kind med lette bevægelser. Åndeløst åbnede Kathleen øjnene. Sådan stod de og så på hinanden i lang tid, ingen af dem klar til at give slip.

”Hej du! Vi læsser det sidste nu, du må hellere se at komme om bord.”

Den høje lyd af sømandens stemme skar sig gennem luften og brød øjeblikkets magi. Forskrækket trådte Kathleen et skridt tilbage, men Jakob greb hendes hånd, før den gled væk.

”Jeg kommer nu.”

Hans stemme var hæs. Han gav Kathleens hånd et lille klem. Deres øjne mødtes en sidste gang, og sådan blev deres sidste ord udvekslet lydløst, før han med et trist, lille smil slap hendes hånd. Han vendte sig og fulgte med sømanden op ad landgangsbroen. Han så sig ikke tilbage, og til sidst var han forsvundet i mylderet. Kort efter lød tegnet for afgang, og majestætisk stævnede skibet ud fra havnen. Folk på havnen jublede og vinkede efter det, idet det langsomt sejlede af sted. Kathleen stod som frosset til stedet, mens hun betragtede det blive mindre og mindre mod horisonten. Hun følte sig stadig svimmel efter kysset, og isnende og brændende fornemmelser hvirvlede ind over hende på én gang.

Hun blev stående på stranden, også længe efter skibet var forsvundet af syne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...