Tilbageblik

En kvinde finder en gammel skoletaske, som bringer hende til glemte barndomsminder om en gammel skoleveninde. Hun ser tilbage, og som minderne kommer tilbage til hende, går det op for hende, at barndommen måske ikke var så perfekt som den er husket.

Brevet er originalt skrevet som en skoleopgave.

3Likes
3Kommentarer
806Visninger

1. Kære Juliane

 

Kære Juliane.

Forleden dag fandt jeg min gamle skoletaske. Den med de blå katte, som du nok husker. Du havde den samme, bare i lys, baby pink. Jeg kan huske, hvordan vi den allerførste skoledag fandt hinanden. Vi var de yngste, og født på samme dag, et år efter alle andre. Det var nok derfor, jeg hurtigt fik et tilhørsforhold til dig. Kan du huske, hvordan vi to gik rundt i skolegården i samme mundering, hånd i hånd, og løb fra dem, som vi syntes, kom for tæt på? Folk troede, vi var tvillinger. Egentlig lignede vi ikke hinanden, mit hår var tykt og lyst, dit mørkt og tyndt. Vi var født få timer fra hinanden, men alligevel blev du hurtigt kåret som den ældste. Vi fandt aldrig ud af, hvem der var født først, men jeg så op til dig, og du modnede hurtigere end jeg.

 

I min gamle skoletaske fandt jeg en dukke med sort tusch tværet ud i ansigtet. Det bragte mig til det første minde om dig. Det var en grå regnvejrsdag, en af dem du hadede som pesten, men som jeg nød i fulde drag. Vi var hjemme hos dig, i huset på Dalbakken. Kan du huske den eftermiddag? Det var der, du sad i vindueskarmen på dit værelse, og stirrede ud i regnen. Dit blik var tomt, og du skræmte mig. Jeg talte til dig. Jeg talte og talte, men du svarede mig ikke. Da det gik op for mig, at du ikke havde til hensigt at svare mig, begyndte jeg at plapre en nervøs enetale. Du skimtede over mod mig, men kiggede derefter roligt ud over naboens tag. Jeg gik over og ruskede i dig, endelig så du mig. Jeg kiggede spørgende på dig, og du åbnede munden, som for at sige noget, men lyden kom aldrig. Du rejste dig bare, gik hen og tog min bedste dukke, den du havde givet mig, og tegnede en stor sort plet i dukkens blege ansigt. Jeg græd og truede med at fortælle det til nogen, men gjorde det aldrig. Senere fandt jeg ud af, at din mor havde fået kræft i huden. Modermærkekræft. Efter det, kom jeg sjældent i huset.

 

Det andet minde fandt jeg i form af et digt. Det var krøllet sammen til en lille hvid bold, og lå sammenpresset i taskens sidelomme. Digtet var næsten ulæseligt, da barneskrift og fugt viste sig ikke at være den bedste cocktail. Men indholdet var sådan set heller ikke det vigtige. Jeg vidste med det samme, hvor digtet stammede fra. Vores ensomme somre i dit sommerhus bød på alternative lege. De ældre damer i de omkringliggende huse brød sig hverken larm eller barnegrin. Derfor blev vi holdt inden døre det meste af tiden.

 

Når vi fik dristet os ud af det gamle træhus, plukkede vi i protest af damernes syrenbuske og lavendelbede. En enkelt gang listede vi helt ind i den værste kones gårdhave, og trampede på alt hvad der var i vores højde. Da vi blev jagtet væk af en gammel jagthund, var alt, hvad der var tilbage af konens velplejede have, et stort rod af tomater, radiser, salat og safter fra samtlige grøntsager og frugter. Jeg kom sådan til at tænke på de der surrealistiske, abstrakte billeder, hvor maleren kaster malingen ud over lærredet, og derefter kalder det kunst. Den eftermiddag skabte vi et kunstværk, og en hel del uønsket opmærksomhed. Det var der vi begyndte vores digterbeskæftigelse.

                   

Kan du huske, at vi sad i spisestuen, og skrev alt, hvad vi kunne om had, kærlighed, barndom og skøre tanter, i strofer og vers? Vi læste alt, hvad vi skrev, op for hinanden. Digtene sluttede den dag du læste mig et digt om, hvor meget du hadede at have en bedsteveninde, som ikke engang ville komme i dit hjem. Den aften blev jeg hentet hjem, og jeg tog aldrig med dig i sommerhus igen.

 

Efter at have rodet hele min gamle taske igennem, have genset en masse barndomsminder og lagt det hele ud på bordet i den fineste orden, troede jeg, at tasken var tømt. At det var på tide at stoppe med at dvæle i barndommen. Det var da, jeg fandt det sidste minde. Imellem støv og lummert papir, fandt jeg en tom cigaretpakke. Den var mast sammen helt nede på bunden af tasken, og lugtede af sur tobak. Husker du, Juliane, hvordan vi gjorde alt sammen? Hvordan vi drak vores første flaske vodka, og rullede grinende rundt i det nattevåde græs på fristedet? Hvordan vi røg vores første cigaret.

 

Det var eftermiddag, midt på ugen vist nok. Vi pjækkede fra den sidste time, og gik ned på det gadehjørne, hvor skæveskuret stod. Husker du, hvordan vi med æresfrygt tændte op for gløderne, og indhalerede den stikkende røg? Hvordan du hostede og spyttede, imens jeg stod afslappet og suttede på en neglerod. Hvordan du ikke kunne klare at jeg var bedre til noget, end du var, og hvordan du i et hurtigt tag fik sat cigaretten imod mit bare lår. Husker du Juliane, hvordan jeg rullede skrigende rundt på jorden, og så den lille plet kød brænde af? Og husker du, hvordan du forlod mig der, og løb grædende hjem til din syge mor?

 

Jeg ved ikke hvordan du er endt. Jeg så dig aldrig efter den episode. Du kom ikke i skole igen, og vi fik at vide, at du var flyttet til en anden. Ingen vidste hvorfor. Ingen andre end mig. Jeg gætter på, at du ikke engang gav dine forældre en begrundelse. Du var altid snedig og lusket, og kunne få alle omkring dig til at tro hvad som helst. Når bare tårerne flød på dine kinder, fik du alles sympati og medfølelse. De var som dej i dine små hænder. Der var ingen der så igennem dit skuespil. Ingen andre end mig.

 

Jeg spørger ofte mig selv, hvorfor jeg blev ved din side igennem så mange år. Når jeg ser ned på mit lår, og det lille hvide ar dér, tænker jeg, at jeg blev for længe. Men ud over denne egoistiske, magtsøgende og terroriserende side af din sjæl, fandt jeg vel også den gode side. Den loyale side. I disse barndomsår, har vi vel alle brug for én, som man stoler på aldrig vil forlade éns side. Livet var for nyt og hårdt til, at jeg kunne gå igennem det alene. Du var der.

 

 Jeg fortalte aldrig nogen om episoden i skæveskuret. Den tilhører dig og mig. Jeg tror ikke på, at det er alle de ting, vi gjorde rigtigt dengang, som har skabt de voksne mennesker, vi i dag er blevet. Jeg ser på mig selv, og ved, at vores ar indikerer hvem vi er. Mit ar, har gjort mig til den jeg er.

 

Jeg håber, alt blev bedre, at din mor blev rask, og at du lever et lykkeligt liv. Det gør jeg virkelig.

 

Din gamle veninde,

Hanna

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...