Dead before i died

Denne novelle, skrev jeg i en af mine "mørke" perioder. I den periode skrev jeg meget, og det kan tydeligt ses hvilke tanker der cirkulerede rundt i mit hoved dengang. Den handler om en pige, der har det svært, og hendes tanker.

0Likes
0Kommentarer
454Visninger

1. ...

Jeg sad endnu engang med kniven mod min arm. Mærkede hvordan kniv bladet skar gennem min hud, og efterlod et dryppende sår. Jeg tog noget papir, og fjernede blodet. Derefter sad jeg bare og kiggede på det, med samme tanke som sidste gang: ”Hvorfor gjorde jeg det nu igen? Hvorfor forstår ingen mig?” I skolen havde jeg forsøgt mange gange at vise mine veninder mine sår, og fortælle dem at jeg selv havde lavet dem. Jeg gjorde det bare på sådan en måde, at det virkede som om det var et uheld de så sårene, og så de SELV spurgte ind til det. Men i deres lille positive verden er det bare en lille dum pige, der gør sådan noget, og ikke en pige der har brug for hjælp. Når jeg viste dem mine sår, på en indirekte måde, var det faktisk et råb om hjælp! Jeg manglede virkelig nogen til at hjælpe mig ud af det sorte hul, jeg var havnet i. For hver dag der gik, blev det sorte hul bare dybere og dybere, og jeg forsøgte nyttesløst at råbe om hjælp via mine selvlavede sår. Men ingen kunne se det var et råb om hjælp. Eller også var de bare ikke interesserede i at hjælpe mig op.. Jeg begyndte enten at blive sur over alting, eller græde over alting. Alt sammen i håb om at de forstod det var et råb om hjælp, men stadig intet. Når jeg så slog mig virkelig hårdt, sagde jeg det ikke gjorde ondt, men viste en ydre smerte. De lyttede til mine ord, men ikke mine signaler. Alle mine signaler bliver ignoreret. Alle mine signaler om, at jeg havde brug hjælp. For at få hjælp skal man åbenbart sige ting med ord, ligesom f.eks. ”Jeg har brug for hjælp til denne opgave”. Men det kan man bare ikke sige når, man er i et sort hul? Det sorte hul fanger en. Spærre en inde. Ens ord bliver meget begrænset. Det er svært at forklarer hvordan man har det, når man er i et sort hul. Derfor kan man kun råbe om hjælp via signaler. At skære i mig selv var mit nyeste signal. Jeg var ved at blive desperat! Jeg måtte have hjælp til dette! Eller også måtte jeg få en tidlig død. Den del var besluttet. For det sorte hul opslugte mig, blev dybere, og dermed sværere og sværere at komme op af. Jo længere ned jeg kommer i det sorte hul, jo mere har jeg bare lyst til at dø. Når jeg går over en vej håber jeg, at jeg bliver ramt af en bil, og dør. Når jeg går langs en tog bane håber jeg at jeg mister balancen, og et tog kommer, og jeg dør. Uanset hvad jeg fortager mig, håber jeg bare, at jeg dør. Men den ene gang jeg var ved at dø.. Var det et forkert tidspunkt? Det var på et af de sjældne tidspunkter i mit liv, hvor jeg faktisk var glad… Og så var jeg ved at dø. Det var skræmmende, men i hvilken som helst anden sammenhæng, ville jeg sikkert se frem til døden.

Alle disse tanker fløj gennem mit hoved da jeg så på dette ene sår. Jeg tog kniven igen. Satte den mod min arm, skulle til at skære, da jeg hørte et kæmpe smæld nede fra. Jeg fik et kæmpe chok. Nogen var kommet hjem, og havde smækket hoveddøren meget hårdt. Da braget havde lydt, havde jeg fået et kæmpe chok, så jeg var kommet til at skærer en blodårer over på armen… Et skrig undslap mig, dels pga. chokket, og dels pga. den pludselig gennemtrængende smerte fra min arm. Hurtige fodtrin kom op af trappen, og ned af gangen. Der blev taget i håndtaget, men døren var låst. Det blev banket og hamret på døren. ”HVAD SKETE DER!? LUK OP!” min brors stemme. Desperat, nervøs over mit skrig. Jeg fik med besvær kravlet hen til døren, og låst den ud, efterlod mig et blodspor på gulvet, døren, væggen… Det lignede et gerningssted. Jeg låste døren op, og min bror fór ind, kiggede rundt, og… Skiftede farve. Fra den normale farve, til kridhvid. Han begyndte at råbe hysterisk, og ville vide hvad der var sket, da han fik kigget ned på min arm. Han rev hurtigt et håndklæde ned, og rev en strimmel af. Bandt det hårdt mod min arm. Min energi var ved at forsvinde ud med mit blod. Han strammede det hårdere, og løb meget pludseligt ud igen. Han halvråbte pludselig, om hvad der var sket, hvor vi boede… Han ringede efter en ambulance.

Da ambulancen kom, var jeg stort set ikke ved bevidsthed, kunne kun høre, hverken føle eller se. Pludselig kunne jeg se igen, men det virkede ikke som om de lagde mærke til det, de gik nærmere mere i panik over det. Jeg begyndte at komme højere og højere op, kunne se det hele oppe fra. Alt hvad der skete. Jeg blev lagt på en båre, båret ned af trappen, ud af huset, ind i ambulancen. De begyndte at give min krop stød, men jeg kunne ikke mærke det. Kun se det, på den måde min krop bevægede sig. Jeg svævede længere op, langsomt, men længere. En af lægerne kom ud, rystede på hovedet, min bror braste i gråd, alt imens den anden læge, lagde det hvidt klæde over min krop. Alt blev så lyst, og hvidt, og noget behageligt musik begyndte at komme mig i møde. Var jeg mon død nu?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...