Baby Goodnight.!

Rebecca også kaldt Becca er 15 år gammel, og gudeskøn, hendes forældre hader hende og de kalder hende alt muligt lort, og nu har Becca fået nok, så hun er begyndt at slå uskyldige mennesker ihjel, og når hun har slået 17 mennesker ihjel træder troldmanden Raggie til, og sender Becca på kostskolen hvor lederen Roseline begynder at holde rigtig meget af Becca, og Roseline begynder at snakke med Becca og hun får Becca til at græde, men det er ikke tåre der kommer fra hendes øjne det er blod. Men det skræmmer ikke Becca eller Roseline.

Når Becca starter på kostskolen begynder flere og flere unge dø, og næsten alle mistænker Becca, kan hun hjælpes eller skal hun dræbes og forvandles til aske? Kan Nogle af Beccas nye venner og Roseline rede Becca?

4Likes
6Kommentarer
1336Visninger
AA

3. Run Away

Da der var gået lidt tid gik jeg ud af kontoret, nu ville jeg væk jeg ville væk fra det hele, så da jeg var ude af kontoret løb jeg op på mit værelse, pakkede en lille taske og skrev en seddel til Angela, og lagde den på hendes hovedpude, redte hurtigt min seng, så gik jeg hen til vinduet og kiggede ud, der var ikke en levende sjæl ude i haven, så jeg hoppede ud af vinduet og begyndte at løbe imod skoven, og jeg blev ved med at løbe og til sidst endte jeg på en stor eng, og jeg stoppede og gik lidt, jeg gik ud på engen og så kom jeg til nogle store klipper, jeg gik ud til kanten på klippen og satte mig, hvor ville jeg dog ønske at jeg var et menneske, et menneske kunne da tillade sig lidt mere end en skide vampyr, og jeg ville ikke være så ondskabsfuld overfor andre mennesker, eller det tror jeg da ikke jeg ville, bare være et smukt menneske med langt sort hår og almindelig farvet øjne, måske brune eller blå, og med solbrun hud, men det eneste jeg var, var et koldt uhyrer, men kold bleg hud, og kolde røde øjne, alle havde den indstilling at en vampyr ikke kunne ha’ følelser, hvad fanden ville de så kalde den følelse jeg fik da jeg var i nærheden af Luke, jeg fik nærmest ja jeg ved godt det lyder umuligt, men jeg får en varm følelse, han får mig til at smile indvendigt, han er bare så fandens smuk. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, kunne det være muligt at man kan være forelsket i en vareulv, og endda en smuk vareulv, det var umuligt, hvad ville de andre ikke tænke om mig. Jeg rystede hurtigt tankerne væk og lagde mig ned på klippen og kiggede op på den påbegyndende mørke himmel, jeg havde ingen tidsfornemmelse tilbage, jeg vidste bare at det var ved at blive mørkt. Imens jeg lå der og lod tankerne kører, ringede min telefon, og jeg tog den op af lommen, og tog den, og sagde. ”Hallo..” Jeg hørte i den anden ende af røret at det var Angela, der sagde bekymret. ”Kom tilbage, Roseline ved det ikke endnu, og hun vil blive rasende når hun finde ud af det.” Jeg kiggede op på den mørke sky der kom, og svarede. ”Angela, jeg kommer ikke tilbage, jeg skal finde en måde at slippe væk fra denne ø af, Jeg er ligeglad om Roseline finde ud af det, hun kan ikke finde mig alligevel, og jeg kan ikke klarer at være på skolen mere, jeg mener I er rigtig søde, men jeg kan bare ikke klare det mere.” Angela svarede rystet. ”Men Becca det er farligt at være ude så sent, og nu hvor du er væk hørte jeg nogle andre voksne tale sammen.” Jeg rynkede panden og spurgte. ”Tale om hvad? Er det om mig?” Angela tøvede lidt men svarede dog. ”Ja, der er begået to mord, et i nat og et her til formiddag, og nu mistænker de dig, fordi du er vampyr.” Jeg satte mig op og spurgte. ”Hvad? Hvem er blevet dræbt?” Angela svarede med en rystet stemme. ”Alfepigen Henriette og heksen Thea, de har fået blodige sår, både bidemærker og kradse mærker.” Jeg kiggede ud over klippen, og svarede. ”Angela det er ikke mig, for du var der selv i nat, vi lå og snakkede, og i formiddag var du da også sammen med mig, så det er ikke mig.” Angela svarede. ”Becca det ved jeg, og jeg har også tænkt at forsvare dig.” Hun lagde på og jeg kiggede på min telefon og den blev sort fordi lyset gik ud. Jeg lå og tænkte lidt over det jeg havde fået af vide, indtil jeg kom i tanke om en pige jeg havde fået af vide at hun var en heks, Melissa, hun så ondskabsfuld ud da hun kiggede på alle, og jeg havde læst hendes tanker, og hun havde tænkt at hun ville gøre dem fortræd, hun havde kigget på netop Henriette og Thea allermest, men hvad kunne jeg gøre, hvis jeg sagde det ville de ikke tro mig, måske ville de tænke at jeg gør det for at beskytte mig selv, jeg havde ingen idé om hvad jeg skulle gøre, og det var jo heller ikke sikkert at det var hende det kunne ingen af os vide. Kun den person der stod bag det hele, men hvem kunne det være. Imens jeg lå de begyndte jeg at tænke på kostskolen, og jeg så at Angela snakkede med Roseline, hun sagde. ”Roseline, jeg er bekymret for Becca.” Roseline kiggede op fra sit papirarbejde, og spurgte. ”Hvorfor dog det barn?” Angela sukkede og svarede. ”Fordi jeg fadt det her papir på min pude det er fra Becca.” Hun gav Roseline papiret, og læste. ”Kære Angela, jeg vil bare fortælle dig at jeg holder utroligt meget af dig, jeg troede aldrig jeg ville få en veninde, jeg har aldrig været god til at få veninder, men dig du var bare så stille og forsigtig, og du fik mig til at snakke og grine. Du fik mig præsenteret for Rosa, Malene, Ginny, Angelika, og Cathrine, og jeg begyndte at føle mig som en del af gruppen, og nu når jeg så, du ved hvem, begyndte jeg at tvivle, om det i det hele taget er denne kostskole jeg hører til på, jeg kan ikke forklarer hvordan jeg har det lige nu, du skal ikke tænke på mig mere, jeg er nødt til at tage væk for at finde mit liv, måske fine en ø jeg ved der ikke er nogen på, og bygge et hus og leve for mig selv, jeg tror det er bedst sådan, men jeg har virkelig haft det sjovt med dig både i nat og hele dagen, og det billede jeg tog oppe på værelset i morges det er min baggrund på min telefon så jeg altid vil huske dig, og at du var min første veninde. Knus og Kram Becca, P.S Hils Roseline og sig at jeg vil savne hende for de mange snakke vi har haft sammen allerede nu.” Roseline tog sig til munden og spurgte stille. ”Angela ved du hvor hun er taget hen?” Angela rystede på hovedet og svarede. ”Nej, jeg har ikke set hende siden vi fik fri, hun styrtede ud af klassen fordi hun havde set Luke, og siden har jeg ikke set hende, men jeg har snakket med hende i telefon, jeg ville se om jeg kunne få hende til at komme tilbage, men det kunne jeg ikke, Roseline jeg er virkelig bekymret for hende.” Roseline nikkede og spurgte. ”Det forstår jeg, da du snakkede med hende, kunne du så hører noget andet end hendes stemme?” Angela tænkte lidt og svarede. ”Altså jeg kunne hører det blæste lidt og der var nogle træer men det lød til at være lidt væk, og der lød også som om der var vand der slog imod nogle sten.” Roseline nikkede og svarede. ”Okay, der er et sted der larmer sådan og det er ved den eng der hvor der også er nogle klipper, du kan løbe stærkt når du er vareulv, vil du hjælpe mig med at finde hende.” Jeg rystede på hovedet og tænkte. ”Fuck, det er alt for mørkt til jeg kan komme væk nu, men hvis jeg ligger mig ind under de der grand træer der så kan de måske ikke se mig.” Jeg rejste mig op og i alt forvirringen lod jeg min taske ligge for at selv gemme mig, jeg skyndte mig hen til grand træet og lagde mig ind under det og inden jeg vidste af det faldt jeg i søvn. Vågnede af at der var nogle der snakkede sammen, så hørte jeg Angelas stemme sige. ”Det er Beccas taske, men hvis tasken er her, hvor er hun så henne?” Roseline kiggede på Angela og svarede. ”Ikke langt her fra, jeg mener hun må haft set det hele, ved bare at tænke på os, og så har hun gemt sig.” Jeg bed mig hårdt i underløben og kravlede helt hen til træstammen, og foldede min ben sammen og hvilede hagen på dem, så sagde Roseline. ”Kom.” Jeg lukkede øjnene, og inden jeg vidste af det var der noget der holdte mig på mit ene knæ, så sagde Roseline. ”Angela, hun er her.” Jeg åbnede mine øjne og så ind i Roselines, hun så lettet ud, så sagde Roseline. ”Hvor er jeg glad for at vi fandt dig, du ved ikke hvor bekymret jeg var for dig, og Angela har også været bekymret for dig.” Jeg kiggede på hende og svarede. ”Det er der ingen grund til, jeg kan sagtens klare mig alene, det har jeg gjort lige siden jeg blev vampyr.” Roseline kiggede på mig og sagde. ”Becca jeg vil blive glad for hvis du ville gå med mig frivilligt tilbage til skolen.” Jeg rystede på hovedet og svarede. ”Du har selv set brevet, jeg tror ikke jeg hører hjemme på kostskolen, jeg tror jeg hører hjemme alene.” Roseline rystede på hovedet og svarede. ”Becca jeg ved du hører hjemme på skolen, det føles måske ikke sådan lige nu, men om nogle dage vil det forandre sig, og du vil blive glad for det.” Jeg rystede på hovedet og svarede. ”Det tror jeg næppe.” Roseline hjalp mig op og stå, og så sagde Angela. ”Becca, du hører hjemme på skolen lige så meget som jeg gør, tro mig, sådan havde jeg det også i starten, indtil jeg mødte dig, der blev det hele lavet op, og jeg blev glad for at du startede her, og jeg havde en jeg kunne snakke med om natten, da jeg fandt ud af at du ikke sov ret meget blev jeg glad og tænkte med det samme. ”Endelig en jeg kan snakke med om natten.” Jeg kiggede på hende og svarede. ”Det ved jeg du gjorde.” Jeg ved ikke hvor længe men de fik mig overtalt til at tage med tilbage til skolen igen, og Angela og jeg fik af vide vi ikke behøvede ikke at tage i skole i morgen, så sagde Roseline. ”Becca jeg vil lige snakke med dig?” Jeg kiggede på hende og svarede. ”Ja jeg kommer nu.” Jeg gik med hende på kontoret, og så sagde Roseline. ”Du ved ikke hvor glad jeg er for at vi fandt dig, da jeg har kigget i dine papirer og fundet ud af hvordan du har haft det der hjemme, men Catelin og Timmy begyndte jeg at holde af dig rigtig meget faktisk, jeg kan ikke forstå hvordan de har kunnet behandle en ung og sårbar pige på den måde, og jeg valgte at jeg ville give dig den kærlighed du aldrig har fået, og da jeg så fik af vide at du havde gået din vej blev jeg ked af det, og meget bekymret, fra første dag jeg så dig vidste jeg med det samme at der var meget jeg skulle arbejde med for at vinde din tillid til andre mennesker, og hjælpe dig, jeg vidste med det samme at du var en pige der var meget sårbar og skrøbelig, og jeg ved du tror ikke selv på det fordi du bliver mere sur end ked af det, og din vrede det er det der erstatter din gråd, det var derfor jeg fik dig til at græde, du er en speciel pige, du har brug for at kunne græde.” Jeg kiggede på hende og så ned i skødet på mig, og jeg kæmpede virkelig med at ikke græde, for jeg kunne jo godt se at hun havde ret, men jeg ville ikke være en svækling og græde, det ville jeg bare ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...