Stolen Moments

Historien foregår i 1960'erne, hvor man følger hovedpersonen Scarlett, som bor i den lille trængte by Aunguilla (Mississippi). Scarletts familie er meget fornemme og begavet, trods deres pengenød. Og de er alle født og opvokset med racistiske fordomme og regler, - hvilket stort set alle, hvide, er i byen. Samtidig betegner man det som en uhøflighed, at være hjælpsom eller venlig overfor de sorte. Da de er meget undertrykte og fattige, mens de hvide både har magt og penge. Scarlett er meget spydig og entusiastisk, men samtidig pligtopfyldende. Så da hun møder den mørke fyr Drew, tør hun ikke erkende, at deres forhold måske er ved, at udvikle sig til mere end, hvad er acceptabelt.

31Likes
76Kommentarer
2817Visninger
AA

3. Kapitel 2

Modvilligt træder jeg ud af den rødglødende MGA, da Morgan griber fat i håndbremsen. Mit blik søger automatisk mod den store Villa foran os. Den Villa, som man udtryksløst kalder mit hjem. Jeg følger intenst marmorstolperne - som de mange planter elegant slynger sig op af - forbi de aflange nypudsede vinduer. Skæret fra de kridhvide mursten skærer kuldegysende mod mig.

”Det ville nu være så enestående, med en hjælpende hånd, Scarlett,” Morgans stemme lyder ironisk bag mig.

Jeg vender mig sukkende mod Morgan. Dog når jeg kun lige at skænke hendes desperate forsøg på, at få samlet alle kjolerne et blik, da mors stemme fordrukkent lyder fra forhaven.

”Det er hvad vi har Gaia til, piger.”

Bare lyden af hendes navn gør, at Gaia kluntende serverer mors drink, hvorefter hun kommer styrtende mod Morgan og jeg. Synet af Gaias usikre bevægelser får Morgan til at pege irriteret mod kjolerne og forvrænge et blik. Ingen kommunikation. Ingen venlige smil eller blikke. Intet. For mere behøves der ikke. Dette er kun en lille del af Gaias job.

Tøvende følger jeg Morgans eksempel, og bevæger mig mod mor i havestolen, mens mine øjne er rettet mod Gaias mørke hænder omkring mine hvide klæder. Jeg når kun lige at slippe mit blik, da Morgan pludseligt vender sig mod mig.

”Sig nu ikke noget dumt. Mor har det ikke godt for tiden. Og dine små udspekulerede kommentarer hjælper ikke ligefrem.”

Ordene undslipper koldt Morgans mund, hvorefter hun med opmuntrende bevægelser omfavner mor. Irritationen stiger mig glødende til hovedet, som de mange solstråler mod min marmorhvide hud.

Sig nu ikke noget dumt – Jamen mange tak for tilliden, Morgan, ” gentager jeg flabet for mig selv, og efterlader så mor et tøvende hindbærduftende kys på hendes kind.

”Noget nyt?”, kommer det fra mor, mens hun blidt nipper til drinken i hendes hånd.

”Ikke noget interessant,” svarer Morgan.

Let fnyser jeg mod hende.

”Altså ikke udover det med Athena,” svarer jeg, udelukkende rettet mod Morgans tidligere spydighed.

Egentlig er dette ikke helt retfærdigt overfor mor. Athena var trods alt en af hendes såkaldte veninder.

”Søde skat, dét er noget alle allerede ved,” svarer mor, mens hun tager en slurk af drinken.

Hendes ligegyldighed gør, at Morgan tilfredst smiler. Et smil, som virkelig går mig på nerverne.

”Jamen, hvis I virkelig brænder for at høre noget nyt, kan jeg da være den første, der informerer jeg om hvor fuldt ud jeg forstår hende. Faktisk overvejer jeg, at gøre som hende.”

Ordende kommer, som undertrykte aggressioner, flyvende fra min mund. Jeg når knapt, at tænke dem igennem. Først da Morgan hårdt giver mig en albue i siden, går det op for mig hvad jeg lige har sagt. Selv Gaia står chokeret i indkørslen.

”Undskyld, hvad var det du sagde, Scarlett?”, spørger mor hostende.

Hun kæmper stadig mod væsken, hun chokeret fik galt i halsen.

Jeg forsøger at holde mig stående. Men jeg er udmærket klar over hvilke rædselslagende tanker, der lige nu farer gennem Morgan og mors tankegang. Derfor flakker mit blik nu usikkert mellem dem.

”Svar mig, Scarlett!”, råber mor skarpt, mens hun vaklende kæmper sig på benene.

Jeg synker hurtigt den skærende klump i halsen, hvorefter mit blik flakker mod cigaretpakken på det aflange havebord.

”Som om I ikke hørte mig.”

Dét er det bedste jeg kan finde på lige nu, da jeg ikke ligefrem er typen, som bukker under for pres. Derfor griber jeg fat i cigaretpakken på bordet, og bevæger mig så med kolde skridt væk fra mor og Morgan. Og ikke mindst, væk fra Villaen.  

Mors hæse skrig er som høje dunk mod mine ører. Så da de endelig, efter flere gader, svinder hen og bliver til svage lyde, er det en lettelse. Dog kører mine tanker og irritation stadig på fuldt drøn, trods mine mere afslappede skridt. Jeg forsøger desperat, at finde hoved og hale i mine pludselig ord og opførsel. For selvfølgelig mente jeg ikke, hvad jeg sagde. Det var ord sagt i ren irritation. Men alligevel nød jeg det. Jeg nød virkelig, at trodse Morgan. Hvilket jeg ikke burde.

Kvalmende åbner jeg den næsten tomme cigaretpakke. Jeg fumler med at få fat i en cigaret, da mine hænder ryster skrækslagent. Cigaretten bliver ved med at svuppe ud af mine glatte fingre, hvilket på ingen måde hjælper mod min irritation. Mine skridt bliver anstrengt hurtigere, og jeg mærker hvordan mit ansigt bliver rødt under den finlagte pudder. Så da jeg til sidst kommer i tanke om tændstikkerne, som ligger derhjemme, har jeg bare lyst til at smide cigaretpakken og skrige. Skrige, som om jeg er ligeglad, hvad folk tænker. 

Men en muskuløs skikkelse forhindrer mig i, at gøre noget jeg helt sikkert vil fortryde. For pludselig dunker jeg svimlende ind i skikkelsen, som står foroverbøjet over et rosenbed. Samtidig taber jeg cigaretpakken, og de få cigaretter spredes på fortovet. Derfor bukker jeg mig hurtigt ned, uden at skænke skikkelsen et blik, hvorefter jeg pinligberørt forsøger at ordne mit rod.

Jeg mumler små utydelig undskyldninger. Men trods mine forventninger bøjer skikkelsen – som formodentlig er en mand –  sig og rent faktisk hjælper mig. Jeg tør ikke lade vedkommende møde mit usikre blik, så jeg fokusere i stedet mod jorden.

”Rygning er usundt. Det håber jeg De ved.”

Forbløffet stivner jeg. Hans stemme er som klingende musik. Virkelig blød og ren.

Forsigtigt lader jeg mit blik flakke mod hans hænder, som rækker cigaretpakken mod mig. De er iført handsker. Brunlige slidte handsker. Hvis jeg ikke tager fejl ligner det arbejdshandsker. Pludselig undslipper en svag lyd mine læber. Måske er det arbejdshandsker? Arbejdshandsker, som kun gartnere er iført. Et job, som indebærer snavs. En ting, som vi fornemme aldrig ville lade os indblande med. Snavs, som gør os mørke og beskidte. Chokeret møder mit blik hans dybe mørke øjne. Øjne, som gå i ét med hans hud. Øjne, som udstråler taknemlighed, fordi jeg undskyldte. Han er uden tvivl én af dem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...