Det sidste brev

Dette er min første 'historie', så det bliver en one-shot, da jeg gerne vil se om der er nogen der kan lide min måde at skrive på, ovs. Derfor vil jeg blive glad for en kommentar eller at du liker den. Jeg ville også blive rigtig glad, hvis du kunne tage dig lidt tid, og skrive noget ris og ros. :-) Alexandra er træt af den måde Taylor behandler hende på, så hun tager sig endelig sammen til at skrive et sidste brev til ham.

3Likes
3Kommentarer
739Visninger

1. Et

"Så skrid dog med dig, kælling," råbte jeg lige inden jeg smækkede med hoveddøren, og begav mig ned af trapperne i opgangen, og ud på fortovet. Jasons bil holdte lidt længere fremme.

"Sup, bro'?" sagde Jason. Vi lavede vores normale håndtegn. "Endnu et skænderi? Jeg fatter det ikke, man. Hvorfor skrider du ikke bare fra hende?" mumlede han, og kørte ned mod diskoteket. Det vi var på, hver fredag.

"Det er ikke så let som du tror. Jeg har prøvet, men hende her er anderledes. Jeg har ikke følt sådan for en pige før," mumlede jeg, og kiggede ud af forruden. Der var ikke særlig lang vej.

"Ha! Taylor O'Dell forelsket? Den var god, man," grinede Jason og puffede mig i siden.

"Hmpf, hvis du siger det," mumlede jeg endnu laverer end før, og sank ned i sædet. Ikke at jeg var flov over at være sammen med Alexandra, tværtimod. Hun er den pige man kigger efter på gaden. Det var bare det, at jeg var blevet forelsket. Jeg, Taylor O'Dell, forelsket? Det ville man ikke tro, før man hørte mig sige det. Jeg havde aldrig én pige af gangen. Aldrig. Og især ikke en som Alexandra. Den tidligere Alexandra, hun var en jeg kunne finde på at gå ud med, men den nye, næppe.. Det mærkelig var bare, at jeg ekstremt godt kunne lide den nye Alexandra. Jeg viste det nok bare ikke.

Jason var stoppet ude foran Klimax, og var på vej ud af døren, hvilket jeg også var. Endnu en typisk fredag nat.

 

Klokken var over midnat, da jeg endelig bestemte mig for at tage hjem. Og jeg var langt fra ædru. Suk, endnu et skænderi med Alexandra. Hun hadede når jeg var fuld.

Lejligheden var stille som sædvanligt. Jeg listede, så stille som jeg nu kunne blive i en fuld position, ind på vores værelse. Men sengen var pænt redt, hvilket betød, at Alexandra ikke havde lagt sig til at sove. Medmindre hun sov inde på sofaen, men da tv'et ikke kørte, var der nok ikke mulighed for, at hun var inde i stuen. Hvilket jeg havde ret i. Jeg havde tjekket hele lejligheden, men jeg havde dog stadig ikke set et spor af Alexandra. Hvor kunne hun være?! Frustreret hamrede jeg min hånd ned i køkkenbordet. Min hånd ramte et papir, med Alexandras smukke håndskrift. Hurtigt skimmede jeg igennem teksten, og da jeg aldrig havde været den bedste læser, blev det bestemt ikke bedre af at hun havde skrevet i kursiv.

 

"Kære Taylor.

Den største fejltagelse jeg har lavet i mit liv, var den første gang jeg kiggede ind i dine grønbrune øjne. De øjne, der kan få hver en pige til at skælve. De øjne der gør mig skør. De hypnotiserer mig.

Værre endnu, du hypnotiserer mig. Kan du huske den første gang vi mødtes? Dengang jeg var som dig. En badass, der var skide ligeglad med alt og intet. Men jeg forandrede mig, da jeg blev gravid, med dig. Der startede det hele. Vores 'kærlighed'. Tja, selvom jeg altid har været så tosset forelsket i dig. Det var der jeg for første gang tilgav dig for noget grusomt. Du fik mig til at bortadopterer ham. - Eller give det til et børnehjem, for hvem vil have et barn fra mig? Jeg røg, drak og sniffede, ligesom dig. At give mit kød og blod væk, til folk jeg slet ikke kender. Det var grænseoverskridende. Men du fik mig til det. Du hypnotiserede mig, med dine så fandens perfekte øjne. Jeg tilgav dig. Hvorfor? Jeg tilgav dig altid. Jeg tilgav dig, da jeg fandt dig nøgen og svedig over en anden dulle. Jeg så jer gøre dét. Jeg var skræmt, men du hypnotiserede mig. Jeg ved at du har været mig utro utallige gange. Selv her. I vores hjem. Men jeg sagde intet til det. Jeg opførte mig, som om der intet var hændt. Selvom jeg havde hørt jer. Dine støn, den fremmede piges støn. De skar i mig. Men jeg tilgav dig. Hvorfor? Jeg tilgav dig da du fik mig i spjældet for besiddelse af pot, selvom det var dig der holdte det gemt i min undertøjsskuffe. Jeg tilgav dig for det. Hvorfor? Du fik mig til at lyve overfor min familie. Jeg tilgav dig. Hvorfor?

Jeg har altid været der for dig. Altid. Ikke dine såkaldte venner du bruger så lang tid på. Var de der, da James, din bedste ven døde? Nej. Jeg var her. Var de der, da du ikke havde et sted at bo? Nej, jeg var her. Var de der, da du kom i spjældet, og havde brug for en der kunne betale dig ud ? Nej. Jeg betalte, med mine sidste penge. Jeg var her altid. Jeg var din helt, og ikke omvendt. Det skulle havde været omvendt. Du skulle have været min helt. Det blev du aldrig.

Det er der mange der har spurgt mig om, hvorfor jeg har gjort alt dette for dig.

Jo, ser du. Jeg elsker dig. Og det er det man gør for en man elsker. Men ved du hvad der gør så fandens ondt? Hvad der flår mit hjerte i tusind stykker? Dig. Du var og er stadig så fandens ligeglad. Du viser ingen kærlighed. Du brugte mig. Når du ikke fik en pige ude i byen, ja så var jeg her jo. Det har jeg indset nu. Jeg elsker dig dog stadig. Hvorfor ved jeg ikke. Og jeg hader det. Jeg hader, at jeg elsker dig. Så jeg tager dit 'råd' til mig, og skrider.

 

Når du læser dette, er jeg væk. Et bedre sted. Ude for at finde vores barn. Vores søn. Jake. Og når han bliver voksen og spørg efter dig, vil jeg kun fortælle de gode ting. Selvom der ikke er så mange, men jeg vil ikke have, at han skal huske dig, som en dårlig person. Ikke som jeg husker dig.

Men jeg vil altid elske dig, det kan jeg ikke få tilbage. Kærligheden i mig. Den er din.

 

Take care

Alxandra."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...