Overfaldet - oneshot!

Da Thora vil gå en aftentur for at tænke over livets sværheder, bliver den langt fra stille og rolig. Hun bliver overfaldet af en ældre dreng med pistol. - Ville bare prøver at skrive noget anderledes end jeg plejer, så vær' søde.(-: *DET ER IKKE SKET I VIRKELIGHEDEN!.(-:

1Likes
3Kommentarer
660Visninger

1. Overfaldet!

''Her er det noget papir du kan skrive på. Beskriv historien så godt du kan huske den. '' slutter politimanden og kigger på mig med trætte øjne. Jeg kan ikke sige det, jeg kan ikke få mig selv til det. Vi har siddet her i lang tid, men jeg kan ikke finde ordene. Det er som om de har gemt sig og når jeg finder dem og skal til at fortælle, har de fundet et nyt gemmested. Min mor og far sidder for første gang i så lang tid jeg kan huske, i samme rum uden at råbe af hinandens svagheder. Da psykologen kom, følte jeg mig tom, som jeg ikke selv er herre over mit liv. Mine forældre, psykologen og kommunen har taget roret og tager mig et sted hen jeg ikke vil. Jeg ville ønske at de kunne se en film om det hele så jeg ikke behøver at fortælle det. For jeg ved at for hvert ord jeg siger, fremtræder historien sand. Men jeg bliver nød til det. De som har styringen over mit liv og har bestemt at jeg skal ud med det. Jeg er ikke selv herre over det længere. 

Jeg tager de hvide papiret og ligger hårdt det foran mig. Det blanke papir stirre mig lige i øjnene og prikker og sliber. Det gør ondt. Jeg tager langsomt blyanten og sætter hånden frem på papiret og gør mig klar. Jeg løfter hånden modvilligt og skal til at skrive. Noget stopper mig. Jeg får en smerte i hånden, en underlig prikkende lammene smerte. Jeg taber blyanten. Jeg lukker øjnene og prøver at samle kræfter. Fortæller hele tiden at det hele bliver bedre bagefter. 

 

21. august 

Mine forældre havde lige haft endnu et skænderi. Jeg havde nu 3 valgmuligheder: Sætte noget højt musik på, tage over til min mormor og morfar og snakke eller gå en lang tur. Jeg valgte den hurtigt sidste. Jeg listede lydløst hurtigt ud af bagdøren med min gamle Nokia og store hørertelefoner.  Vinden var kold og brød hurtigt igennem min tykke sweatshirt. Jeg satte i et rask tempo og gik ned mod søen. Der plejede aldrig at være nogen ved søen. Der gik jeg altid ned for at tænke. Der var så roligt og hvis ikke musikken overdøvede det, ville vandet fra det lille falske vandfald kunne høres.  Jeg tog mine høretelefoner i ørene og satte musikken højt op - som jeg plejede. Jeg kom hurtigt derned og tog den lange tur rundt om. Hvis jeg fortsatte ned af en sti ville jeg komme til en gammel børnehave. Normalt var det jo en børnehave, men den var vidst blevet lavet om til en slags opbevaring. Jeg fortsatte hen til børnehaven og kiggede op mod himlen. Den var overskyet og grå. Det var også ved at blive mørkt og koldt, men jeg var ligeglad. Hvis jeg tog vejen om forbi børnehaven og forbi byen, måtte skænderiet være ovre og så ville jeg endelig kunne sove. Jeg nærmede hurtigt mig den gamle børnehave. Der var en stor legeplads foran, den var mest forfaldet og slidt efter mange års legen og nu slet ingen. Malingen var slidt af og noget jern var rustent

''Undskyld jeg forstyrre.'' siger en dame, mens hun bryder ind af døren med et nervøst blik. Hun halvløber hen mod en opslagstavle og tager et papir med og løber ud igen. Jeg kigger anspændt op fra papiret. Mine hænder er fuldstændigt sammenkrøbet. Jeg kigger langsomt op og rundt på murerne. Hvilken væg kigger de ind fra? Jeg sidder i et lille rum jeg blev ført ind i da jeg kom. Fra da de fandt mig. Besvimet og kold. Jeg finder med øjnene vej til et blankt spejl på væggen foran mig. Der. Personen i spejlet stirrer på mig. Det ligner ikke mig. Jeg kigger hurtigt ned da jeg ikke kan lide synet. Det er ikke mig. Bag det spejl sidder de og obsevere mig, optager mig på bånd, tror at jeg er uvidende om det. Jeg kigger igen ned på det blanke papir. Nu er der skrift på. Nu er jeg langsomt begyndt. Nu kan jeg godt fortsætte.

Jeg gik tæt på en høj og skæv borg, satte mig lidt på en kant af en bjælke. Da jeg har sat mig strømmede tankerne ind til mig. Alle dem jeg altid havde undgået. Jeg rejste mig med et sæt og gik hurtigt videre. Tankerne forsvandt og jeg følte mig igen okay. Betegnelse okay, tankeløs. Jeg ville ikke tænke alle de tanker. De plagede mig og blev ved med at banke mig hårdt i hovedet. Jeg ville have kontrol over mig og blev ved med at skubbe dem langt væk, for at vise at det var mig der bestemte. Jeg gik lidt hurtigt videre og betragtede nøje børnehaven da en hånd ramte mig..

Jeg kigger med et sæt op. Jeg kan mærke min kontrol blive taget fra mig igen. Som forstenet tager jeg langsomt hånden  og mærker vandet på kinden. Det er varmt og falder i tunge byrder. Jeg kigger igen ned på papiret. Det stirre på mig, skriger om at jeg ingen kontrol har.

Jeg mærkede noget hårdt i tindingen. Jeg faldt ned og kiggede forskrækket og fornærmet op. En fyr stod truende over mig. Han var beklædt med gråt løst joggingtøj og en sort hue over hovedet. Hans mørkeblå blanke øjne kiggede på mig. Bange og fortvivlet. Hans ansigt var bredt og han havde kraftige fremtræden kindben. Han kravlede ned på knæ og jeg mærkede endnu et uventet slag. På næsen. Jeg mærkede smerten komme. Som alt smerte der var i kroppen kom op i næsen og tindingen. ''Be om..'' bedte jeg i håb om han hørte det og lod mig være. Han ignorede min anmodning og slog mig igen. Denne gang i maven. ''Be om..'' blev jeg ved med at hviske. Han stoppede brat og kiggede på mig. Han blik var tomt. Jeg var bange for at dø. Hvad ville han gøre mod mig?  ''Shh..'' hviskede han mens han begyndte at komme tættere på. Han tog fat i mine arme og lagde dem i en bred cirkel rundt omkring mit hoved. Jeg prøvede heftigt at kæmpe mig fri og brugte alle mine kræfter, men han var for stærk. Han tog langsomt hånden ned i lommen på hans sweatshirt og op kom en pistol. Jeg udgav et gisp og skreg.

''Hjæælp!'' råbte jeg og begyndte at græde voldsomt. Som jeg aldrig havde gjort før. ''Shh..'' sagde han på en vammel hviskende måde og holdte den anden hånd for min mund. Én hånd holdte mine armen og én hånd dækkede min mund. En masse mumlen kom ud fra munden men alt sammen uforståeligt. Han kom tættere på mit ansigt og kiggede mig stift i øjnene. Jeg prøvede at bevæge mig fri men uden held. Han satte sig på min mave, med ét ben på hver side og kiggede mig bare stift i øjnene. Pistolen lå ved siden af mit hoved. Jeg tænkte slet ikke. Jeg prøvede at bide ham i hånden og fik denne gang lidt hjælp. ''Av! Kælling!'' råbte han forarget og trak begge sine hænder til sig. Hvordan jeg kom fri står lidt uklart for mig. Men jeg fik mig sparket fri og begyndte at løbe. Som aldrig før. Jeg kiggede ikke tilbage, men løb bare. Jeg hørte et skud og tænkte at det hele nu var forbi. Jeg lukkede øjnene og faldt ned men mærkede ingen yderlige smerte. Jeg landede hårdt på jorden og vendte mig om. Jeg kiggede op mod ham, som kom løbene hen mod med pistolen trygt i hånden. ''Forhelved, hvorfor kan jeg ikk' ramme'' skreg han højt til sig selv, mens han løb mod mig. Jeg ville rejse mig op og løbe. Men jeg kunne ikke. Mine ben ville ikke. Jeg var lammet. Han kom tættere på og smed pistolen. Hans blik var vredt og tomt. Han smed sig over mig og tæskede løs i mit hovede.

Mere husker jeg ikke. Kun smerten og hans ansigt. Det vil forfølge mig for altid. Komme om aftenen og altid være der. Men nu havde jeg gjort det. Skrevet det hele ned. Fået det ud. Selvom det gør historien sand. Nu er den ude.

 

Ja, jeg ville prøve noget andet og det poppede op i mit hovede, så hvis du syntes om det 'like' det eller noget.(-: 

Tak fordi du læste det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...