Himlens djævel

Det her bliver min første lange historie. Håber i vil kunne lide den :-)

2Likes
4Kommentarer
1115Visninger
AA

4. Nyt alting

Da jeg langsomt bevægede mine øjne rundt, gik det først virkelig op for mig, at jeg bestemt ikke var på jorden længere. De fleste mennesker bar store smukke hvide vinger på deres rygge. Væsner ligesom Konrad susede svævede rundt, som arbejdermyrere. Bygningerne var alle hvide, og de var alle sammen forskellige. Fyldt med snørklede former og sirlige mønstre der prydede deres rene hvide facader. Et stort grønt banner, skilte sig ud fra alt det hvide. Der stod NYANKOMMNE med store flotte bogstaver. Banneret stod udenfor en hvid bygning, der stort set var helt rund. Det havde endda runde vinduer og en rund dør. Jeg bevægede mig langsomt igennem mængden mod det runde hus. De fleste ænsede mig ikke engang, kun få kastede et overfladisk blik på mig, før de skyndte sig videre i den hektiske malstrøm af ærinder, aftaler og møder. Endelig stod jeg udenfor, lukkede øjnene et øjeblik, og trådte så ind i bygningen.

 

*

 

En duft af gran, jordbær, ristede skumfiduser, roser og en masse andre ting, mødte mig og med det samme følte jeg mig lidt lettere. Som om jeg havde båret noget på mine skuldre. Jeg kiggede rundt og så, at der var mange som mig. Uden vinger, forvirrede øjne, rystende hænder og en anelse røde i hovederne. Der var ti skranker stillet op i en halvcirkel, men kun ved tre af dem, var der et grønt lys der blinkede, hver gang det var den næste person i køen. Jeg gik hen til en lille hvid automat, hvor der stod træk et nummer med samme skrift som på banneret. Nummer 289. Jeg kiggede op på de grønne tal. Tre gange, så var det mig. Rundt omkring i rummet stod der stearinlys. De havde forskellige farver. Rød, grøn, blå, gul og endda nogle der var en blanding af flere farver. Jeg gik hen til en af de mørkegrønne og lagde mærke til et skilt på lyset. Der stod:

 

Føl-dig-hjemme-lys (Jorden)

Slip af med din hjemve, slap af og føl dig hjemme

Duft: grantræ

 

Lysgården

Gloriegade nr. 15

 

Mærkeligt. Jeg nåede ikke, at tænke mere over det, for mit nummer blinkede nu på den midterste skranke. Jeg småløb derhen. Et væsen ligesom Konrad mødte mig. Godt nok havde den en kjole på, så jeg konkluderede, at dette væsen nok var af hunkøn. ”Velkommen til Himlen”, sagde hun med en stemme, der mindede meget om Konrads, bare mere skinger og irriterende. ”Tak”, mumlede jeg tilbage, opslugt af mine egne tanker. Himlen. Tænk jeg var endt op i Himlen. Hvad laver man i Himlen? ”Hvis du har et kort med din ID, så kan jeg hurtigt få dig ind i systemet”, fortsatte hun. Ind i systemet. Hvilket system? Flere og flere spørgsmål hobede sig op inde i mit hoved, alt imens jeg var i fuld gang med, at lede efter min pung i min skoletaske. Der var sket så meget, så jeg havde helt glemt, at jeg havde haft den på rykken. Nu hvor jeg blev gjort opmærksom på det, kunne jeg godt mærke, at den gnavede lidt i mine skuldre. Endelig kom min grå pung til syne mellem alle mine bøger. Jeg tog den op, fandt mit sygesikringsbevis og smed det irriteret hen til væsnet.

 

*

 

Så gik det op for mig, at jeg slet ikke snakkede dansk. Lige siden jeg var trådt ind i Himlen, havde jeg snakket et eller andet sprog, jeg slet ikke vidste eksisterede. ”Hvilket sprog snakker vi lige nu”, spurgte jeg, og væsnet kiggede op fra en maskine. ”Du er meget kvik”, sagde hun så, ”det er ikke alle det overhovedet går op for, og for de fleste tager det lang tid. Vi snakker caelestis, det er latin og betyder himmelsk. Alle kan snakke det, men det er først når man kommer i Himlen, at man finder ud af, at man kan.” Hun vendte tilbage til sin maskine og skrev ting ind ved bare, at kigge på skærmen. Her var mere moderne end på Jorden, i hvert fald hvad angik elektronik. Jeg ville have kigget mere på hende og hendes maskine, men så slog en tanke mig: ”hvad så hvis man ryger i Helvede”, røg det ud af mig. Hun kiggede chokeret op på mig og kiggede derefter rundt for, at se om der var nogen der havde hørt mig. Da ingen havde hørt mig, kiggede hun alvorligt på mig ”Jeg vil give dig et meget nyttigt råd nu Aurora Lucina. Lad være med, at snakke om ordet. Lad være med, at tænke på ordet. Smid det ud fra dit hoved og brug det aldrig igen.” Jeg troede et øjeblik, at det var en form for joke, men hun overbeviste mig om det modsatte da hun tilføjede ”lover du mig det?” Jeg nikkede kort og følte mig dårligt tilpas. Så brød et falskt smil frem på hendes læber, ”nu skal jeg vise dig, hvor du skal bo”, sagde hun oprigtigt fornøjet. Sikkert fordi hun var glad for, at hun snart ikke skulle have mere med mig at gøre. Jeg var da heller ikke ligefrem ulykkelig for, at slippe af med hende.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...